Det var med sommerfugle i maven af vi forlod Kerteminde onsdag formiddag. Vi havde 21 timers rejse foran os. En rejse jeg længe havde været bekymret for, så lang en rejse er hård nok for en voksen, men hvordan ville det blive at rejse med en 22 måneder gammel lille dame og 12 kufferter/tasker?

Rejsen gik over al forventning og al moderens bekymring blev gjort til skamme. Den første flytur fra Kastrup til Chicago bød på flere oplevelser. Da Elisabeth så flyet gennem gatens ruder fik vi en salve af begejstrings skrig og den næste time blev brugt på at kommentere på samtlige fly, der lettede eller landede i CPH. I flyet havde vi en eksemplarisk datter der sad pænt på skødet af far eller mor mens hun så tegnefilm på iPad, eller tog sig en lille lur. Kun en lille uheldig episode havde vi, en utæt ble! Det sker så sjældent, hvorfor skal det så ske en time inde i en 9-timers flyvetur? Katastrofen var dog ikke større end at Elisabeth fik ny ble og rene bukser, mens far som var den der rigtig havde taget imod ikke havde været så forudseende at have skiftetøj med, så han måtte sidde resten af rejsen i sine tissebukser;-)

Da vi fløj over Davis strædet mellem Grønland og Canada kunne vi se isbjerge under os. Lille pigen pegede ud af vinduet: “hvad det?” “Det er isbjerge” hun kiggede forundret på sin mor. Det blev der grublet lidt over inden dukke blev hevet med op i vinduet og fik fortalt at det der nede var isbær.

Herefter fulgte landing i Chicago, visumkontrol, udlevering af bagage, gå 20 meter gennem tolden med al bagagen, indcheckning af bagage (ja det var lidt besværligt), ventetid, endnu en flyvetur, bagageudlevering igen og så lidt problemer med at finde en taxi der var stor nok til os tre og vores beskedne pakkenelliker.

Da vi endelig nåede hotellet var kl 23 i Kansas, men 06 dansk tid, så vi havde været oppe i mere end 24 timer og var bare totalt udmattede, så det var mere end tiltrængt at glide ned i konvolut-opredningen.

Dag 1 i Kansas City efter en god nats søvn var vi klar til at møde byen og tage hul på den meget lange TO-DO-liste. Som det første blev den bestilte lejebil hentet. En fantastisk gul Fiat 500 der nærmest virker som en dukkebil ved siden af de kæmper amerikanerne kører rundt i.

Vi fik også lavet amerikanske telefonnumre til vores iPhones så vi kunne begynde at ringe til boligudlejere, og vi nåede da lige ud at se det første hus som dog ikke lå i et område der var noget for os. Så blev vi så meget klogere.

Dag 2 er vi virkelig blevet ramt af jetlag. Trætheden er ulidelig, og kroppen kan slet ikke finde ud af hvornår den skal være vågen eller være sulten. Specielt puttepigen er hårdt ramt og vi har set hende forvandle sig til ildsprudlende drage når hendes onde forældre forsøger at holde hende vågen et par timer ekstra, mens hendes lille krop fortæller hende at det er midt om natten.

Vi har brugt dagen på at køre rundt og udforske de forskellige kvarterer i byen mens Elisabeth sov sødt på bagsædet i sin autostol. Da det var tid til en pause var vi så heldige at finde en stor park med tre kæmpe legepladser og en masse børn. Her fik lillepigen et par timer på egne præmisser inden vi måtte genoptage boligsøgningen. Et par områder er nu blevet udvalgt som de foretrukne og vi har ringet og mailet til et utal af boligagenter, men indtil videre har vi ikke det store held med os. Kun ganske få har mailet eller ringet tilbage til os, man skulle da ellers tro at de gerne vil have kunder i butikken. Vi må bare væbne os med tålmodighed og minde os selv om at det kun er to dage siden vi landede i USA og at det hele nok skal løse sig, selvom vi bare vil have et sted at bo NU.