Om under 24 timer forlader vi USA, og vi er klar. Alle tasker er pakket og vi har sagt farvel til alle dem der skulle siges farvel til.

Det har virkelig været nogle strenge uger. Vi har solgt to biler, og alle vores møbler. Holdt loppemarked og flyttet ud af Riggs huset og ind på et mindre pænt motel. Så nu er der ikke mere tilbage for os her i Kansas City.

Det har været svært at sige farvel til mandens kolleger og alle mine mødre-kollegaer. Selv om vi har kendt dem mindre end et år er de alligevel kommet til at betyde meget for os. De har jo udgjort hele vores netværk i de sidste 10 måneder. En periode hvor vi har haft mange op- og nedture, hvor vi er blevet velsignet med endnu et familiemedlem og udfordret ved at bo i et fremmed land med et meget anderledes system.

Vi kommer hjem trætte og tyndslidte, men også rigere på mange måder (dog ikke på pengepungen).  Vores horisont er udvidet, vi har oplevet at være de underlige fremmede i et land vi ikke altid forstod, vi har set andre måder at leve på og tro på. Vi er nok blevet mere tolerante, mere åbne overfor at ting kan gøres på mange måder og vigtigst af alt er vi blevet klarere på vores egne prioriteter.

Foran os ligger et glædeligt gensyn med fædrelandet, familie og venner. Og et hus som skal være vores hjem i mange år frem over, men som også kommer til at kræve en masse af os inden det bliver den perfekte ramme for vores familieliv.

Denmark here we come…..

 I sidste uge sagde puttepigen farvel til sin preschool. Sommerferien er startet, og hun vil jo ikke starte i tre-årige-klasse sammen med sine veninder til september. Selvom hun kun har gået der i tre måneder er hun blevet utrolig glad for skolen og de andre piger i klassen. Så jeg havde en lille klump i halsen, da hun gav lærerne et sidste farvelknus og rask marcherede ud af klasselokalet med et hastigt bye bye til de andre børn. Det var tydeligt at hun ikke forstod at det var sidste gang hun var der.

Min sentimentalitet bunder nok i at det var vores første farvel og en påmindelse om alle de farveller som vi skal igennem i de næste par uger. Vi har haft en god tid mens vi har været her i USA, så selvom vi glæder os til at komme hjem til Danmark og jeg på ingen måde er i tvivl om at det er det bedste for vores lille familie, bliver jeg alligevel lidt trist ved tanken om det vi forlader.
At skulle rejse fra de venskaber vi har fået har jeg det virkelig dårligt med. Specielt at skulle sige farvel til Elisabeths bedste veninde Amelia og hendes mor Stefani som jeg er blevet utrolig tæt med over det sidste halve år bliver rigtig svært. Vi prøver det bedste vi kan at forberede Elisabeth på at vi snart skal flytte, men det er tydeligt at hun ikke forstår det når hun taler om at Amelia skal med til Danmark og bo i Parkvænget sammen med os. 
Den anden dag sad hun og studerede vielsesringen på min finger. Efter lidt tid spurgte hun hvorfor jeg havde den på. Jeg svarede: “den har jeg på fordi jeg er gift med far”. Hun så undrende på mig så jeg fortsatte: “ligesom farmor er gift med farfar og Stefani med Joel. Det tænkte hun lidt over inden hun nikkede som nu havde hun forstået, og svarede: “så er jeg gift med Amelia”. Det bliver en frygtelig skilsmisse for de to unge damer.
  
Jeg kommer helt bestemt også til at savne alle de andre hjemmegående mødre og børn. Det er fantastisk at være del af så stort et netværk af kvinder, som alle har valgt at sætte karrieren på stand by for at få første parket til deres børns opvækst. Stay at home mom, home maker, fulltime mom eller hvad vi nu vælge at kalde det har bare en helt anden status og respekt her end deres få danske medsøstre. Det er inspirerede at se den stolthed som følger med titlen. 
I går havde vi en playdate med mødregruppen i en park nær vore hus, hele 25 mødre kom med deres unger så der var rig mulighed for voksensnak mens børnene fik leget energien af sig. Det kommer jeg virkelig til at savne.
   
 

Jeg vil dog ikke savne amerikanernes skræk for at fremmede stjæler deres børn. Selv helt små børn ved at stanger = danger. Om deres frygt er overdreven eller berettiget har jeg meget svært ved at vurdere. Vi forsøger jo også at lære vores børn at man ikke må gå med fremmede, men jeg synes det er vigtigt grundlæggende at have tillid til sine medmennesker. Og så kan jeg bedre lide talemåden at en hver fremmed er en mulig ny ven. 
Jeg får ofte at vide, når vi er ude, at min datter er meget åben og venlig over for nye mennesker, og det tager jeg som et kompliment. Men måske jeg er naiv. Det er i hvertfald et emne som ofte kommer på banen når vi snakker med andre forældre. F.eks. advarede vores nabo os mod at få en babyalarm med kamera da fremmede kunne hacke sig ind på enheden og se dit barn sove. Han kunne oven i købet fortælle om en som havde kidnappet et barn efter at have observeret familiens vaner gennem babyalarmen. 
Og en veninde fortalte at deres hund altid sover ved siden af datterens seng så den kan advare familien hvis nogen bryder ind på børneværelset. Hun fortalte også at hun aldrig kunne drømme om at sætte sig ud på terrassen når datteren sover middagslur, for tænk hvis nogen kom og kidnappede datteren selv om hoveddøren er låst. Jeg morer mig så lidt over den reaktion jeg fremkalder hos dem når jeg fortæller at børn i Danmark sover middagslur udenfor alene kun overvåget af en babyalarm. Så jeg glæder mig til at kunne lægge mit barn til at sove i barnevognen uden at risikere at blive anmeldt til de sociale myndigheder.
  
 Jeg kommer til at savne drive through konceptet. Vi kender det i Danmark som drive in på f.eks Mac Donalds. Da vi ankom syntes jeg at det var noget pjat og kun for de dovne som ikke gad stige ud af deres bil og gå de få skridt ind i butikken. Men nu er jeg virkelig kommet til at elske det. For med to små børn på bagsædet spændt fast i hver deres autostol kan det være noget af en udfordring at få dem fri, få klapvognen ud af bagagerummet og foldet ud, ungerne sat i klapvognen bare for at gentage hele processen baglæns få minutter senere. Og amerikanerne er smarte, de har udvidet konceptet så det ikke bare er fast food restauranterne som har drive through, men også biblioteket når du skal aflevere dine bøger, postkassen, apoteket (genialt når ungerne er syge og man lige skal have medicinen med på vej hjem fra lægen), pengeautomaten, ja selv personlig betjening kan du få i banken uden at forlade din bil. Det er virkelig noget jeg vil savne.

Jeg vil ikke savne amerikanernes ekstreme kærlighed til ost. Her er ost på alt mad, både det som går godt i spænd med ost men også på en del mad hvor jeg vil mene at ost ikke hører hjemme. Grillet kyllingebryst har jeg fået serveret overhældt med smeltet ost. Jeg har set six cheese pizza, altså pizza med 6 forskellige slags ost. Og vores lokale pizzaria har pizza med ost bagt ind i skorpen. 

  
Eller hvad med pomfritter med ost. En vammel kombination efter min mening.

  
  
Hvis du bestiller en salat skal man ofte grave sig igennem et tykt lag af revet ost inden man når ned til det det hele drejer sig om, salaten. Bestiller man en sandwich vil tjeneren altid spørge om hvilken ost der skal i, så remser han 4-5 forskellige muligheder op som man så skal vælge i mellem. Dem som har været med mig ude at spise ved at jeg altid har meget svært ved at beslutte hvad jeg vil have, menukortet bliver læst igennem flere gange inden jeg når til en beslutning, og når jeg så bliver præsenteret for endnu flere muligheder lige i slutspurten så bliver det bare endnu mere kompliceret at nå frem til en bestilling. Wienerbrød, som her ovre hedder Danish, bliver bagt med ost inden i, og ikke som hjemme med creme eller syltetøj. Det er altså helt forkert.

Fordommene ude i verden er at amerikanerne er et folkefærd af overvægtige fast food spisende mennesker. Men fedmeepedemien har social slagside. I de fattige områder er der mange overvægtige, mens der i rige kvarterer f.eks. her hvor vi bor mest er mennesker med normalvægt.
Hvis man som jeg har et par graviditetskilo og lidt ekstra at tabe så er det utrolig hjælpsomt at restauranter, cafeer mm. har kalorieangivelser på menukortet, og mange steder er der ligefrem et afsnit i menukortet med kalorielette retter. Varerne i supermarkederne er ikke mærket med kcal pr 100 gram som vi kender det hjemmefra men med kcal pr serving. Det er smart f.eks. når jeg køber brød eller pålæg i skiver så er det let at se at en skive indeholder x antal kalorier. Man behøver altså ikke sætte et større regnestykke op for først at finde ud af hvor mange gram en skive vejer for derefter at beregne hvor mange kalorier den indeholder. Det kommer jeg til at savne.

Det var lige et par “kommer til at savne/savne ikke”. Der kommer nok flere når vi i løbet af den næste halvanden uge får afsluttet vores liv i USA.

Der er vist ingen tvivl om hvad temaet for denne uge her i USA er. Det er uvejr! 

Ved den sydøstlige kyst er et uvejr, som måske opnår styrke af orkan, ved at gå i land, og her i midten af USA er der én lang stribe af voldsomme vejrsystemer som hærger. De bringer torden, hagl af golfboldtstørrelse og tornadoer med sig. For os her i Kansas City har det betydet at vi hele ugen er blevet bombarderet af alvorlige regnskyl med torden. Vejret er fuldstændig utilregneligt, meteorologerne gør et ihærdigt forsøg på at forudsige hvor og hvornår uvejret rammer, men deres spådomme er desværre helt hen i vejret.

I går kl. 11 sagde vejrudsigten hele 100% sandsynlighed for regn.

  
Når noget er 100 % er det i følge min bog helt sikkert og altså noget der vil ske. Men sådan er det åbenbart ikke i vejrverdenen. For kl 11 så det sådan ud: overskyet men ikke en dråbe regn.

Så blev jeg så meget klogere, troede jeg. 

Så da vejrudsigten i formiddags kun spåede 30 % sandsynlighed for regn var jeg ikke afskrækket. Vi manglede mælk og et par andre småting, så ungerne og jeg begav os afsted på gåben, da vi nu kun har en bil og den havde manden taget til arbejde. Vi havde en god halv times gåtur til butikken. Det blæste og skyerne fór forbi, men luften var dejlig varm og vi hyggede os med at se på ænder og sten undervejs. I butikken fik vi fundet vores varer og mens vi betaler går det op for mig at det er begyndt at regne udenfor. Og ikke bare regne, men mega øse, pøse ned og tordne. Øv bøv, der var ikke andet at gøre end at sætte os i butikkens lille cafehjørne og spise et par af vores nyindkøbte æbler. 

  
To en halv time senere og efter flere rundturer i butikken og tre pauser i cafehjørnet, først med æbler, så med boller og til sidst med cookies, havde vi fået nok. Regnen var endnu ikke stoppet men tordenen var drevet over. Så vi begav os afsted, Elisabeth med et pusleunderlag over hovedet og Theodor i barnevognskassen under tre lag stofbleer over sig.

Efter bare få minutter var vi gennemblødte. Fodgængere er et særsyn her i vores bydel, så mig skubbende med en klapvogn med to unger gennem regnen fik da også en del bilister til at kigge en ekstra gang. Der var sågar to bilister der stoppede og tilbød os en paraply og en flink dame som stak hovede ud af sit hus og spurgte om vi ikke ville indenfor. Sikke en venlighed. Men vi takkede pænt nej og skyndte os de sidste få gader hjem til et varmt karbad.

Nu sidder jeg så her til aften, begge unger er forlængst gået til soveland, regnen siler ned og tordenen buldre løs. Vejrkanalen på tv fortæller om tornadoer kun 3,5 times kørsel  herfra, hvilket i amerikansk målestok er lige i nabolaget.

  
 Vi kan på tv se at der både i går og i dag har været mange tornadoer her i Tornado Alley og at flere har været ret alvorlige og resulteret i personskader, RV’s som er blevet kastet rundt og et lejlighedskompleks hvor taget er blæst af og der kun står få vægge tilbage i en bunke af bygningsmaterialer. Vejret her er bestemt ikke at spøge med. Og jeg har lært min lektie. Hvis der er risiko for tordenstorme, så vil jeg for fremtiden blive hjemme ligegyldigt om sandsynligheden er 30 eller 100 %. Ligesom amerikanerne gør.

Og det er nok sådan vi kommer til at tilbringe weekenden. For meteorologerne varsler alvorlige tordenstorme med risiko for tornadoer resten af ugen, og vi ligger som smørklatten i risengrøden her i Kansas, staten der oplever 9 gange så mange tornadoer som landsgennemsnittet. Det er lidt skræmmende.

  
Det får os helt til at savne stille dansk sommerregn☺️

God weekend.

Den sidste uge har stået i fødselsdagenes tegn. 

Onsdag fyldte farmanden år. Han blev fejret på ægte amerikansk maner med Carside to go middag. Carside to go er en genial opfindelse hvis man enten er ekstrem doven eller man har bagsædet fyldt med små størrelser forsvarligt fastspændt i hver deres rumstol. Jeg hører selvfølgelig til den sidstnævnte kategori☺️

Man ringer bare sin ordre ind til restauranten eller bestiller på nettet og oplyser mærke og farve på bilen. Når man så ankommer til restauranten bliver man bare siddende i bilen, så kommer en sød tjener rendende med maden som man så kan tage med hjem. Meget smart. Det er lige som drive through på Mac Donalds, bare lige klassen over.

Vi fik et måltid så amerikansk som det næsten kan blive. Spareribs med coleslaw og pomfritter samt chicken tenders med four cheese mac and cheese og chokoladekage til dessert. Nam nam.

  
Søndag var Elisabeth med forældre inviteret til fødselsdag hos sin veninde Mae fra preschool. Det foregik i en park hvor børnene kunne lege på legepladsen og få den værste energi brændt af inden party-legene begyndte, kagen skulle spises og gaverne pakkes ud.

   
Det er altså svært at balancere et æg på en ske.

Mens ungerne legede stod forældrene i skyggen klar med svale drikke og snack når børnene havde brug for en pause.  
   
Utålmodigheden var stor da lysene skulle tændes og pustes ud inden kagen kunne spises.

Når man endnu ikke er stor nok til hverken kage eller party games så kan man da bare sove fra det hele.

På kun to timer var det hele overstået og vi forlod parken med en goodie bag. 

Selv om vi stadig har 5 uger tilbage i Kansas City så er den mentale kuffert allerede pakket og klar til afgang. Nu hvor beslutningen er taget og vi har fået en dato for vores hjemrejse er det svært fortsat at engagere sig i livet her, vi ved vi kun er her på lånt tid, men vi gør vores bedste for fortsat at få dagligdagen til at køre. Så selvom der ikke er den store lyst længere til at skabe nye venskaber og udforske nye steder så er vi da med når mødregruppen er på tur. 

I den forgangne uge var vi derfor i The Crown Center for at opleve en eventyrs by. Her var opbygget en kulisse med indslag fra en masse børneeventyr som børnene frit kunne løbe rundt i og lege. Så mens lillepigen og hendes veninde A hyggede i De tre små grises hus, besøgte Snehvide og de syv små dværge og gik gennem Rødhættes skov fik mødrene sig en velfortjent snakkepause.

 Her bliver der gjort lidt rent i De syv små dværges hjem.   
Værkstedet i De tre små grises hus var meget populært. Det tegner godt for det store husprojekt som venter os når vi kommer til Danmark.

Pigerne tog sig da også lige en køretur i Askepots karet.

Her har lillepigen lånt Rødhættes kappe.

  
Og når trætheden melder sig er det da dejligt at tage et hvil som Prinsessen på ærten.   
 Efter et par timers leg i eventyrland blev energireserverne tanket op på Fritz’s tog restaurant. Her indtelefonerer man sin ordre til køkkenet og et lille tog som kører på skinner under loftet bringer maden. Et sjovt koncept som helt får dig til at glemme at maden bestemt ikke er noget at råbe hurra for. 

Man kan lige ane det lille madtog i billedes øverste højre hjørne.   
Kassen med mad bliver sat af på en lille platform som så sænkes ned til bordet. Det er bare super underholdning.

      I tirsdags mens storesøsteren var i skole tog jeg lillemanden til hans 4 måneders tjek hos lægen. Lægen var yderst tilfreds med ham, og hun kunne nu konstatere at han er nået en kampvægt på 8,2 kg. Ja det er en flot fyr vi har, og det forklarer meget godt moderens ømme arme og trætte ryg.

  
Desværre kan vi nu endnu en gang konstatere at man skal holde sig langt væk fra doktormanden (eller kvinden), hvis man har sit helbred kært. Lillemanden og jeg er nemlig begge blevet ramt af en god gang snot, host og ondt i halsen😣 Mens de to familiemedlemmer som ikke blev udsat for smittecentralen stadig er sunde og raske.

Vores børnelæge har ellers to venteværelser, et til raske børn og et til de syge. Meget smart, og så skulle man jo tro vi var i sikkerhed i The Well room. Men baksillerne ved åbenbart ikke at de skal holde sig inde ved de syge børn.

Måske er det ham her vi harfået besøg af😝

I den seneste halvanden uge har det kløet i mine fingre for at skrive dette indlæg. Men der har lige været nogle praktiske ting som skulle falde på plads inden jeg nu med sikkerhed kan skrive: Vi vender hjem😃

Forud for denne beslutning ligger måneders overvejelser og snakken frem og tilbage. Det var en stor beslutning at flytte til USA, men en endnu større beslutning at vi vender hjem efter kun 11 måneder i Kansas. Manden og jeg har været gennem en afklaringsprocess om hvad vi ønsker for vores familieliv og er nået frem til at udlandets store eventyr ikke kan opveje savnet af familie, venner og trygheden ved at bo i sit hjemland. Som udenlandsdansker bruger man utrolig meget energi på at sætte sig ind i skik og brug, ikke bare på de åbenlyse punkter som skatteforhold, sundhedsvæsen mm. men også på hvordan mennesker omgås hinanden og hvad der er comme il faut at sige eller gøre og hvad der ikke er. For her er det jo os der er de fremmede. De mærkelige fremmede som spiser sort brød fyldt med kerner (rugbrød), drikker varm rødvin med rosiner (gløgg) og kan finde på at sætte deres små børn ud i kulden og sove (det tør vi dog ikke her af frygt for at blive meldt til de sociale myndigheder).

Da vi i 2009/2010 boede i Californien havde vi selvfølgelig de samme udfordringer, men den gang havde vi som eventyrshungrende nygifte lettere ved at følge strømmen og tilpasse vores levevis og adfærd. I dag er situationen en helt anden, de to nygifte er nu blevet til en familie på fire med det enorme ansvar der følger med forældreskabet. Vores holdning til børneopdragelse og de værdier vi ønsker vores børn skal vokse op med er selvfølgelig præget af vores egen opvækst i moderlandet. Men de bliver gang på gang sat på prøve når de strider mod den gængse opfattelse her i landet. Ofte er det bare små bagateller som jeg kan trække på smilebåndet af. F.eks. synes jeg at det er en selvfølge at børn bliver beskidte når de har det sjovt på legepladsen. Men til min overraskelse er det ikke alle der har det sådan. Elisabeths bedste veninde A får mange formaninger om ikke at svine sig til når de leger på legepladsen og jeg kan kun more mig over at se hendes søde mor krumme tæer når pigen følger Elisabeths eksempel og ruller ned af græsplænen eller stikker fingrene i mudderet.

Desværre er der også mere triste holdningsforskelle. F.eks. var jeg for en uge siden vidne til et trafikuheld. En bilist i modsatte kørebane mistede kontrollen over sin bil og torpederede to lygtepæle inden bilen blev kilet fast oven på en cementblok. De ramte lygtepæle væltede over i “min” vejbane og spærrede halvdelen af vejen. Heldigvis kørte jeg ikke hurtigere end at jeg kunne nå at bremse inde jeg nåede de faldne lygtepæle. Så holdt jeg der, som en af de første på ulykkesstedet. Al fornuft i mig skreg på at jeg skulle over for at se om der var nogen der havde brug for hjælp i den forulykkede bil, men min amerikanske fornuft (i modsætning til min sunde fornuft) tvang mig til at blive siddende i bilen. 

I min amerikansk-kulturforståelse-klasse i LA læste vi en artikel om to veninder som i 20 år havde kørt med hinanden til og fra job. En dag var de i et voldsomt trafikuheld, deres bil brød i brand, den ene kvinde havde brækket ryggen og kunne ikke komme ud af bilen så hendes veninde tvang førerdøren op og slæbte hende ud. Kvinden som havde kørt bilen sagsøgte sin veninde for de skader og lammelser som hun havde fået, med begrundelse i at veninden måske havde forværret dem ved sin redningsaktion. Kvinden vandt retssagen på trods af at alle eksperter og vidner til ulykken udtalte at havde veninden ikke handlet var kvinden brændt ihjel inden brandvæsenet ankom. Jeg husker at vi snakkede længe om denne sag, og vores amerikanske lærer formanede os om aldrig at forsøge at hjælpe, for det ville med stor sandsynlighed ende med at redningsmanden/kvinden blev sagsøgt. 

Med denne case i baghovedet turde jeg ikke andet end blive siddende i min bil. Heldigvis så det ikke ud til at nogen var kommet alvorligt tilskade og føren af bilen kom ud ved egen hjælp, ingen turde jo hjælpe. 

Situationer som denne får mig til at genoverveje hvilket samfund og hvilke samfundsnormer vi lever i og hvilket eksempel vi sætter for vores børn. Så da listen med fordele/ulemper blev stillet op stod udfaldet klart, Danmark sejrer over USA.

Vi fortryder på ingen måde at vi rejste til USA, det har været en spændende og udviklende oplevelse som vi bestemt ikke vil være foruden. At være hjemmefra har givet os det perspektiv vi havde brug for for at få afstemt vores prioriteringer. Summa summarum er at vi den 4. juni igen får dansk jord under fødderne.

Nyheden om at vi vender hjem skal ikke stå alene. I vores afklaringsprocess er vi nemlig også nået frem til at vores nomadetilværelse skal være slut. Siden jeg flyttede hjemmefra for 13 år siden har jeg boet ikke mindre end 7 steder og siden manden og jeg faldt for hinanden for 6 år siden har vi lagt 4 flytninger bag os. Så nu er det nok, vi har brug for en fast base, et sted hvor vi kan hænge billeder på væggen uden at tænke på at de om et par år skal pakkes ned igen, og et sted hvor vores ting kan få faste pladser i skabe og skuffer. Foran os står endnu en flytning, fra Kansas City hjem til Danmark, men det bliver også den sidste. Vi har nemlig købt hus i Kerteminde. 

Det er en vild beslutning at flytte hjem, og samtidig købe et hus som vi ikke engang har set. Men når drømmehuset melder sig forklædt som et håndværkertilbud med den helt rigtig beliggenhed, så må man bare slå til. Vi var tre om buddet, men vores bud vandt. Hurra☺️ Så med hjælp fra Bedstemor og med Farfar og onkel Mads som vores byggesagkyndige er vi nu ejere af et styk drømmehus-to-be med skov i baghaven og strand for enden af indkørslen (næsten).

Fredag eftermiddag stod ungerne og jeg på legepladsen og hundefrøs. Vi havde vores vinterjakkerne på, alligevel kunne vi ikke holde varmen p.g.a. den iskolde vestenvind. Men de sidste lange fredags-timer skulle altså fordrives inden farmanden sent om aftenen kunne hente Bedstemor fra lufthavnen. 

Den seneste måned har vi dagligt kigget op på himlen efter Bedstemors fly. Og jeg har igen og igen måtte skuffe lillepigen når hun begejstret pegede på et fly og råbte: “der kommer Bedstemor”.

Men nu er hun her og det er bare godt for os alle. Elisabeth viger ikke fra Bedstemors side, lige som sidst hun var her er hun den eneste der må hjælpe den lille bestemte dame med at få tøj på, skære maden ud, gå i bad osv. Det giver jo så mig et frirum til at tage mig af yngstemanden og det tror jeg han sætter pris på. Farmanden nyder også besøget, dels har han endelig en som vil nyde en øl med ham om aftenen og dels kan han med god samvittighed taget et par dage på besøg hos sin tidligere mentor i Arkansas, for svigermor passer jo den lille familie.

Samtidig med Bedstemors ankomst kom også foråret. Selv om vi tidligere har haft varme dage er det først nu at foråret rigtig er kommet til Kansas. Hen over weekenden blev vejret varmere, træerne sprang ud og fuglene flyver nu kåde omkring. Det er bare dejligt. 

Mens vi stadig var i Danmark havde både manden og jeg downloaded DMI appen. Den sender os advarsler når der er problematisk vejr på vej, f.eks. stormvejr eller sne. Af ukendt årsag har appen ikke opdaget at vi nu befinder os i USA. Så mens advarslerne om kraftige vindstød og sne tikkede ind på telefonerne sad vi i haven med kolde drikke og jordbær og nød livet i skyggen.

God påske😊

Søskendekærlighed er en fantastisk ting og nu hvor lillebror er rundet de tre måneder kan vi rigtig se den blomstre mellem vores to guldklumper.

Den stolte storesøster har forlængst accepteret at forældrenes opmærksomhed skal deles. Hun synes at lillebror er sjov og vil meget gerne lære fra sig.

Theodor er en glad lille fyr som er med på det meste og tydeligt beundrer sin læremester.

Han finder sig i at blive klædt ud

Og blive pyntet

 Ja endda at få klippet negle med en legesaks.

 Når der soves middagslur kan man da også nyde hinandens selskab. 

Når storesøster er til Toddler Time ligger lillebror i sin barnevogn og sover fra gymnastiksalens larm.  

Forskellen mellem barn nr. 1 og barn nr. 2 er enorm. Da Elisabeth var baby blev hele verden indrettet efter hendes spise- og sovetid. Theodor må bare “go with the flow”. Men han finder sig i det og ser ud til at nyde tilværelsen. Her som opsynsmand til familiens bilvask, det er jo heller ikke en dårlig tjans.