De hjemmegående tøser har haft en travl uge med en masse mødregruppe-aktiviteter. Hver eneste formiddag har vi været ude til nye oplevelser. Det er spændende, men også trættende at møde så mange nye mennesker. Vi gør virkelig en indsats for at finde nye legekammerater til både mor og datter. Tanken om at manden om kun en uge rejser til LA i en hel måned ligger som en mørk og skræmmende sky foran os. Jeg føler stadig at vi er helt grønne i vores Kansastilværelse, og at vores netværk her er næsten ikke eksisterende. Men hvad gør man dog ikke for forskningen.

Ugens favorit udflugt har helt klart været Feed the Fishes (fodr fiskene) hos Amy. Vi mødtes sammen med 8 andre mødre og deres børn hjemme hos en af damerne fra gruppen. Hun har to guldfiskedamme i sin have. Børnene blev udstyret med hver sin lille pose med fiskefoder, som de begejstret kastede ud til fiskene, mens mødrene holdt godt fast i kraverne på ungerne for at forhindre de små i at stå på hovedet i vandet.

Efterfølgende var lillepigen så heldig at Amy (som dam-ejeren hedder) lod hende få en ridetur på havens skulptur af en hjort.

Da fiskeposerne var tømt og hjorten reddet træt, skyndte alle sig ind i kulden igen. Her fik mødrene sig en snak, mens børnene legede på det mest fantastiske pigeværelse udstyret med et hav af legetøj. De store piger klædte sig ud i prinsessekjoler med højhælede sko, tasker og handsker. Mens puttepigen og en anden 2-årig som også var for lille til at deltage i de store pigers leg, lavede lidt mad på et legekøkken, samtidig med at de fascineret fulgte med i de stores leg.

Ugens andet store højdepunkt, set fra en snart 2-årig lille piges øjne, var sko-shopping med far og mor. Fra LA kender vi den fantastiske forretning DSW hvor alverdens skomærker sælges til yderst rimelige priser. Butikken er enorm, hylderne uendelige, og priserne ikke til at stå for. Og det er ikke anderledes her i kædens Kansas-afdeling. Så efter endt arbejdstid tog den samlede familie ud for at shoppe sko. Ikke til moderen! Heller ikke til datteren! Men til faderen, tro det eller ej:-) Hans elskede sejlersko var efterhånden så slidte at sålen havde søgt skilsmisse fra resten af skoen, så det var ikke spor for tidligt at finde nyt fortøj til herren i huset.

Lillepigen var en stor hjælp for sin far. Hun hev utallige par sko ned fra hylderne som han skulle prøve, og hjalp ham med at få dem på og binde snørebånd (eller forsøgte på det).

Aktionen var så vellykket at vi kunne forlade butikken med hele to par nye sko, hvilket nok betyder at der igen går 5 år inden farmanden vil med i skobutik igen. Øv øv.

Selvom det var farmanden det drejede sig om i dag, kunne puttepigen da ikke gå forbi de uendelig hylder med dejlige damesko uden lige at prøve et par ……. eller 100!

Og forældrene måtte bekymret konstatere at hun på trods af sin unge alder allerede udviser en stor forkærlighed for dyre italienske mærkevaresko, hvilket hun helt bestemt har arvet fra sin Bedstemor (eller Bessemor som den unge dame selv siger). Nå ja, det samme gælder altså også for tasker, hvor hun gik direkte efter en Channel-look-a-like, man er vel en rigtig lille dame:-)

Ud over alt det sjove har ugen også budt på lidt praktiske gøremål. Vi har været en tur på DMV eller motorkontoret som jeg tror det hedder på dansk, for at få momsregistreret min mommy-van og få ny nummerplade. Det var en oplevelse, dog ikke af de mest positive. Vi var forberedt på lang ventetid og ineffektiv sagsbehandling, men virkeligheden slog dog alligevel alle forventninger. Lillepigen og jeg ankom til DMV-kontoret kl. 9.40, hvor vi blev sat i kø via vores telefonnummer, så vi på SMS kunne følge vores placering i køen (meget smart). Vi modtog straks en besked om at den estimerede ventetid var på 1 time og 21 minutter. DMVs venteværelse bestod af ca. 100 stole besat af mere eller mindre ventetrætte personer, samt nogle tv-skærme som løbende opdaterede antal af personer i kø og den forventede ventetid. Ikke det mest spændende venteværelse når man nu har en lille pige på slæb. Derfor kørte vi til den nærmeste McDonalds for at få endnu en omgang morgenmad og få bevæget de små rastløse ben. Da vi vendte tilbage til DMV var vores ventetid nede på 32 minutter fortalte SMS-opdateringen os. Men, men, men……. Vi er efterhånden vant til at skulle regne i amerikanske enheder når det gælder længde og vægt, men at deres minutter også har en anden varighed end i Danmark, det kom bag på mig:-) De 32 minutter blev til halvanden time hvor SMS adviseringen troligt talte ned 28 min, 24 min 14 min osv! Først kl 12.10 efter 2 timer og 30 minutters ventetid blev det endelig vores tur. Vi gik til skranken, hvor vi afleverede de to stykker papir som vi havde modtaget fra vores bilforhandler. De næste 20 minutter tastede damen bag skranken løs på tastaturet, det eneste jeg skulle var at nikke bekræftende til at vi boede på den opgivne adresse og skrive under på at jeg ønskede bilen overført til mit navn. Nå ja og så betale hele 10 % af bilens værdi i skat og afgift. Jeg følte mig godt dum og taget ved næsen da jeg forlod kontoret. Ventetiden var nu oppe på 4 timer og 35 minutter for nyankomne. Al den ventetid for så lidt. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor at det ikke bare kunne klares via nettet, eller bare ved at indsende papirerne fra forhandleren og overføre afgiften. Men sådan er Amerika bare. Take it or leave it.

Uh, vi fik os en lille forskrækkelse i fredags. Lillepigen og jeg var taget på en legeplads kun 5 minutters kørsel fra vores hjem. Det er en rigtig populær en af slagsen, da den ligger i skygge af en masse store træer og har en lille (kunstig, selvfølgelig) bæk som børnene kan køle de små tæer i. Elisabeth hyggede sig i bækken med at skovle vand op i en spand og lade plastikskovlen drive af sted med strømmen inden hun fangede den igen. I mens kunne hendes mor stille og roligt sidde med fødderne i vand og iagttage datterens leg. En dejligt fredfyldt stund.  På tværs af bækken ligger en træstamme, og da lillepigen så en større dreng kravle op på den, fulgte hun selvfølgelig efter. Så var uheldet ude. Hun faldt med hovedet først ned i granitbredden og endte med hele kroppen i vandet.

Der var ingen tvivl om at hun havde slået sig, for der voksede staks en stor blodig blå bule ud fra hendes ene tinding, og hun var helt utrøstelig. Men hvor slemt det var, havde jeg svært ved at vurdere. Flere mødre kom farende til for at hjælpe med isterninger til køling af skaden og gode råd. Alligevel følte jeg mig bare helt alene i verden, min dyrebare datter var kommet til skade og jeg var i syv sind om hun havde brug for at komme til en læge eller på skadestuen. Og hvis hun havde brug for professionel hjælp, hvor skulle vi så tage hen? Hjemme i Odense havde jeg på mobilen indkodet telefonnumre på læge, skadestue og lægevagt, og jeg vidste jo hvor de lå. Men her har jeg endnu ikke styr på hvordan sundhedssystemet virker. Vi har jo selvfølgelig vores sundhedsforsikring, men har endnu ikke valgt en læge og jeg kendte hverken telefonnumre eller adresser på læger eller skadestuer i området. Bestemt ikke nogen rar situation at stå i. Det hele endte med at vi kørte hjem for lige at vurdere skadens omfang i rolige omgivelser. Men efter lidt vand, en kiks og en lille lur i mors arm havde patienten det meget bedre og hendes mor besluttede at afblæse katastrofealarmen.

Da hendes far kom hjem sidst på eftermiddagen, kunne hun selv fortælle ham om ulykken: “mig falde-bang, av av hoved” mens hun pegede på bulen, som nu var langt mindre og ikke længere blå, men var forvandlet til et overfladisk sår på størrelse med en mønt. Denne episode har resulteret i at vi skal have os en børnelæge NU, og vi ringer i morgen for at blive indskrevet som patient. Der vil sandsynligvis komme flere skader, det er jo svært at undgå med en lille aktiv pige, men vi skal bare ikke stå i den situation, at vi ikke aner hvor vi skal gå hen igen.

Her er lige et par billeder fra før ulykken hvor alt var fryd og gammen.

Da vi boede i Californien gjorde vi de fleste indkøb i vores ynglings butik, Trader Joe´s. En lille forretning, hvor de fleste varer var økologiske og grøntsagerne dyrket lokalt. Vi har også fundet en Trader Joe´s her i Kansas City, den har dog ikke samme charme som den i LA og slet ikke det samme udvalg i lokalt dyrkede grøntsager og frugt, men det siger vel sig selv, da vi jo ikke længere er i The Great Valley, hvor der kan høstes tre gange om året! Men Trader Joe´s her i Kansas har da bestemt også gode ting at byde på, f.eks. fandt jeg Danish Pancakes (æbleskiver) og lakrids. Trader Joe´s har også rugbrød eller rye bread, det er dog langt fra dansk rugbrød og smager afskyeligt af kommen, så vil vi hellere leve i afsavn til der kommer forsyninger i form af brødblandinger fra moderlandet. Men for nu hygger vi med lakrids:-)

Det har været et par spændende dage i vores hjemmegående-mor-datter-liv, og vi er bestemt ikke i tvivl om at vi har valgt at bosætte os i det rigtige område når det kommer til aktiviteter rettet mod stay-at-home-moms og deres før-skolebørn. Her er fyldt med aktiviteter og mødregrupper, så mange at det ligefrem kan være svært at vælge hvilke aktiviteter vi har lyst og tid til at deltage i. Men det er jo bare et luksusproblem.

I går var lillepigen og jeg til Toddler Time i det lokale Community Center. For bare 2$ var der fri leg i en gymnastiksal FYLDT med legetøj. Her var alt hvad et barnehjerte kan begære: telte, klapvogne med dukker, bolde, bowlingspil i skum, biler, scootere, cykler, rutsjebane, hulahopringe, græsslåmaskiner (i plastudgaven), gåvogne og meget meget mere. Det var et fantastisk sted og vi nød virkelig at tumle rundt mellem de andre børn og forældre for at prøve det hele. Det gav også lidt tiltrængt øvelse i at dele og kende forskel på mit og dit, hvilket jo er blevet forsømt den sidste måned hvor lillepigen har haft alt sit legetøj for sig selv og kun er blevet udfordret af sine, til tider, lidt for eftergivende, forældre.

Fantasien fejler intet, her fandt lillepigen en dejlig hat.

Efter halvanden times leg kunne vi ikke rumme mere, og fortrak udendørs med kiks og juice for at få varmen i skyggen. Det lyder lidt mærkeligt, men det er sandheden. Her er så meget køling på indendørs at det nogen steder føles som om man er havnet i en fryser. Til gengæld er det 35-37 grader i skyggen udendørs og med en luftfugtighed omkring de 80-90% så her er heller ikke rart at være i længere tid af gangen. 

I dag har vi så været til vores første Moms Meetup. Det er en gruppe af SAHM (stay at home moms) som mødes et par gange om ugen på legepladser, i parker, på museer, privat eller andre steder. I dag mødtes vi på en cafe med tilhørende legerum. Så kunne mødrene få sig en kaffe eller smoothie og en snak, mens ungerne boltrede sig. Det var nogle rigtig søde mødre og børn som vi glæder os til at lære bedre at kende.

Elisabeth fik lov at låne denne flotte bil af en anden lille pige i gruppen, og det var lige ved at hun ikke fik sin bil igen.

Ud over alle vores udfarende aktiviteter har der da også lige været tid til lidt hygge i køkkenet. Vi prøvede for et par dage siden kræfter med en portion cup cakes. Desværre er jeg endnu ikke blevet dus med vores gasovn, så resultatet var ikke til at prale af, men spises kunne de da.

Vi har nu taget hul på arbejdsuge 2 her i Kansas City. Morten startede 1. august i sit nye job på University of Kansas Medical Center. Den første uge bød vist mest på introduktionskurser i alt mellem himmel og jord. Deriblandt undervisning i sundhedsforsikring, som her i USA er noget man har via sin arbejdsplads, og uden den rigtige forsikring bliver man ruineret hvis man bliver syg eller kommer til skade. Efterfølgende har Morten videregivet al denne information til mig så vi sammen kunne vælge den rette sundhedsplan så både han, jeg, Elisabeth og vores lille julemirakel er fuldt dækket. Morten er blevet taget godt imod i sit nye lab og er så småt begyndt at optø og fodre de celler, som han skal arbejde med de næste par måneder.

At det er arbejdsuge nr 2 betyder også at det er anden uge for puttepigen og jeg som henholdsvis hjemmegående mor og datter. Indtil videre har vi været fuldt beskæftiget med at bygge rede, men fra i dag har tingene ændret sig, min mor-dyt er nemlig kommet i hus og vi kan nu frit gøre som vi har lyst til uden at skulle vente på at far kommer hjem med bilen. For at fejre vores nye frihed er dagen i dag blevet brugt til at køre en tur i ToysRus, hvor vi krammede alle bamserne i butikken, prøvekørte samtlige elektriske biler og til sidst blev de lykkelige ejere af et styk sandkasse, samt et legestativ med rutsjebane og gynger. Vi har rigtig flottet os i dag, og det bliver fantastisk at få baghaven omdannet fra nydelig (læs kedelig) forstadshave med græs og buskbom til børnetumleplads.

Lillepigens leg har ændret sig meget siden vi rykkede teltpælene op og fløj den halve jord rundt. Tidligere var hun meget optaget af at “lave mad” og lege køkken. Vi fik serveret luft frikadeller og sandkager i massevis, når hun kokkererede i sandkassen eller i sit lille legekøkken. Det er nu fortid. For tiden er “vi kører bil” den eneste leg, som interesserer hende. Puderne bliver sat op så de danner en bil og så får vi alle selen spændt og laver billyden. Det går lige i min dårlige mor-samvittighed, da det jo desværre er et udtryk for at hun har tilbragt alt for mange timer fastespændt i sin autostol, mens vi jagtede hus, bil og møbler. Nu håber jeg bare at en rolig hverdag, samt lidt udendørslegetøj kan bringe lillepigen en lidt mere varieret leg.

Det triste

For at starte med det triste, så har vi fået dårlige nyheder hjemme fra Danmark. Mortens far er blevet syg og er indlagt på hospitalet. Det er vi jo rigtig kede af, og det er hårdt at sidde her en halv klode væk og intet kunne stille op. Det er selvfølgelig heller ikke sikkert at vi kunne gøre noget for ham, hvis vi var i Danmark, men bare det at være til stede og støtte op om familien betyder jo meget. Derfor har vi lige nogle svære dage, hvor tankerne kredser om dem derhjemme, og hvor overvejelser om at springe på det næste fly mod Europa ikke er fjerne. Hvis vi var amerikanere ville vi sige noget i retning af at vores bønner er med dem der hjemme, men så integrerede er vi endnu ikke. Vi ser dog frem til at farfar får det bedre og håber inderligt at han bliver frisk nok til at besøge os en gang i foråret.

Det sure

Udlandslivet er ikke altid en dans på roser. Der er så meget som er nyt og fremmet. Fra Odense er jeg vant til at kunne gå til alt, og i øjeblikket hvor vi kun har en bil som manden bruger til at køre til arbejde i, er puttepigen og jeg overladt til gåben og klapvogn. Den anden dag drog jeg afsted med puttepigen i klapvogn og hvad jeg anså for en fornuftig mængde vand og juice i tasken. Målet var det nærmeste posthus, hvis lokalitet jeg havde fundet på nettet til at være ca 30 min. gang fra vores hjem.

Vi nåede frem, total opkogte og med sveden drivende af os, bare for at konstatere at posthuset ikke åbnede før klokken 12! Om hele 2 timer! Og lukkede igen kl. 17, så jeg kunne ikke en gang nå her op i bil når Morten kom hjem med skrammelkassen.

Efter et desperat forsøg på at finde frimærker i de nærtliggende butikker måtte jeg til sidst konstatere at det ikke var realistisk at købe et frimærke inden for overskuelig gåafstand. Så vi besluttede at fordrive ventetiden i de lokale butikker og på nærmeste cafe. Hvilket jo kunne have været en rigtig hyggestund, men lige som vi havde bestilt en sandwich og sat os på cafeens terrasse startede en øredøvende sirene. Jeg kiggede forvirret rundt på de handlende på gaden og de andre gæster på cafeen. Ingen gjorde noget, de sad bare med hænderne for ørerne. Nu har jeg jo læst en del om tornadovarsling, så min første tanke faldt da på, at det nok måtte være noget i den retning, men vejret var fint, ingen tegn på uvejr. Jeg spurgte da også et par damer ved nabobordet hvad sirenen betød, men de viste det heller ikke. Så vi gjorde som alle de andre blev siddende med hænderne for ørerne, men med en foruroligende fornemmelse i maven. Efter laaang tid stoppede sirenen og vi kunne nyde de sidste bidder af vores sandwich i stilhed, inden vi vendte næsen mod posthuset og den udmattende vandring hjem. Det var ikke en af de mest vellykkede dage i vores nye tilværelse.

Det søde

Alt er ikke bare dårligt. For hver dag kommer vi mere på plads og huset ligner mere og mere et hjem. Den anden dag fik vi vores nye sofa leveret. Det har taget os (læs mest mig) tid og utallige besøg i de forskellige møbelforretning at finde en passende model. Den amerikanske stil er meget langt fra dansk smag. De fleste sofaer er enorme, klodsede og ligner mest noget som er i familie med Michelin-manden. En anden ting jeg har svært ved at forlige mig med er farverne på møblerne, alt er brunt, mørk sand og brunt! Her er billede fra FurnitureDeals (vi købte ikke noget her).

Og det er ikke kun møblerne som er brune, vi har sågar under vores husjagt set på et hus hvor alle væggene var malet mørkebrune. Da jeg spurgte boligagenten og vi kunne male om var svaret at det ikke var sikkert og at farven først skulle godkendes af udlejer. Det hus droppede vi hurtigt, for hvis udlejer var så glad for mørkebrun, vil han nok ikke synes godt om at vi malede alle væggene hvide.

Nå det var lige et sidespring. Det glædelige er at vi har fået vores sofa, den er sandfarvet, og går godt til de brune eller sandfarvede vægge som vores stue har. Det er ikke så slem en farve og vi orker ikke at male om….. ikke lige nu i hvert fald. Sofaen ligner lidt noget fra 1950´erne med sit enkle design, det var en udstillingsmodel fra et designersalg for fremtidsmøbler. Enten er amerikanerne meget langt bagud eller også er det fordi 50´er stilen er ved at komme på mode her ligesom den er i Danmark. Måske er vi bare topmoderne eller også er vi 60 år for sent på den:-) For ligesom at fuldføre stilen har vi i dag fundet en original retro kommode, som vi kan bruge til TV-bord. Den er tung som et ondt år, og det var kun med hjælp af sælger, hendes kæreste Clint (som gik i cowboystøvler og lignede en ung Clint Eastwood), hans truck samt deres ven at det lykkedes os at få kommoden bukseret ud af hendes lejlighed, ned på Clints truck og ind i vores hus. Der er bare flinke mennesker til. Alt dette gør at vi nu har en funktionel stue som vi rigtig kan slappe af i.

En anden fantastisk ting er at det nu er slut med de lange udmattende gåture i heden, i hvert fald de ufrivillige af slagsen. For i dag har vi købt bil nr. 2. Her i amerikaner-land kan man bare ikke leve uden mindst én bil pr. voksen. Da vi boede i LA havde vi “kun” en bil, hvilket udløste løftede øjenbryn hos de indfødte. Nu, med en lille prinsesse i familien og endnu et vidunder på vej, står det helt klart at vi må skik følge og investere i to køretøjer. Derfor er valget i dag faldet på en hvid Chrystler Pacifica 2004 der er super flot holdt og ikke har kørt så langt. Lillepigen og jeg glæder os rigtig til at hente den på mandag, for da det jo er en rigtig familiebil med 7 sæder og god plads til klapvogn bag i, så er det naturligvis os der skal køre den til hverdag, mens farmand må fortsætte med at køre til arbejde i den gamle, mislydende Saturn.