Det triste

For at starte med det triste, så har vi fået dårlige nyheder hjemme fra Danmark. Mortens far er blevet syg og er indlagt på hospitalet. Det er vi jo rigtig kede af, og det er hårdt at sidde her en halv klode væk og intet kunne stille op. Det er selvfølgelig heller ikke sikkert at vi kunne gøre noget for ham, hvis vi var i Danmark, men bare det at være til stede og støtte op om familien betyder jo meget. Derfor har vi lige nogle svære dage, hvor tankerne kredser om dem derhjemme, og hvor overvejelser om at springe på det næste fly mod Europa ikke er fjerne. Hvis vi var amerikanere ville vi sige noget i retning af at vores bønner er med dem der hjemme, men så integrerede er vi endnu ikke. Vi ser dog frem til at farfar får det bedre og håber inderligt at han bliver frisk nok til at besøge os en gang i foråret.

Det sure

Udlandslivet er ikke altid en dans på roser. Der er så meget som er nyt og fremmet. Fra Odense er jeg vant til at kunne gå til alt, og i øjeblikket hvor vi kun har en bil som manden bruger til at køre til arbejde i, er puttepigen og jeg overladt til gåben og klapvogn. Den anden dag drog jeg afsted med puttepigen i klapvogn og hvad jeg anså for en fornuftig mængde vand og juice i tasken. Målet var det nærmeste posthus, hvis lokalitet jeg havde fundet på nettet til at være ca 30 min. gang fra vores hjem.

Vi nåede frem, total opkogte og med sveden drivende af os, bare for at konstatere at posthuset ikke åbnede før klokken 12! Om hele 2 timer! Og lukkede igen kl. 17, så jeg kunne ikke en gang nå her op i bil når Morten kom hjem med skrammelkassen.

Efter et desperat forsøg på at finde frimærker i de nærtliggende butikker måtte jeg til sidst konstatere at det ikke var realistisk at købe et frimærke inden for overskuelig gåafstand. Så vi besluttede at fordrive ventetiden i de lokale butikker og på nærmeste cafe. Hvilket jo kunne have været en rigtig hyggestund, men lige som vi havde bestilt en sandwich og sat os på cafeens terrasse startede en øredøvende sirene. Jeg kiggede forvirret rundt på de handlende på gaden og de andre gæster på cafeen. Ingen gjorde noget, de sad bare med hænderne for ørerne. Nu har jeg jo læst en del om tornadovarsling, så min første tanke faldt da på, at det nok måtte være noget i den retning, men vejret var fint, ingen tegn på uvejr. Jeg spurgte da også et par damer ved nabobordet hvad sirenen betød, men de viste det heller ikke. Så vi gjorde som alle de andre blev siddende med hænderne for ørerne, men med en foruroligende fornemmelse i maven. Efter laaang tid stoppede sirenen og vi kunne nyde de sidste bidder af vores sandwich i stilhed, inden vi vendte næsen mod posthuset og den udmattende vandring hjem. Det var ikke en af de mest vellykkede dage i vores nye tilværelse.

Det søde

Alt er ikke bare dårligt. For hver dag kommer vi mere på plads og huset ligner mere og mere et hjem. Den anden dag fik vi vores nye sofa leveret. Det har taget os (læs mest mig) tid og utallige besøg i de forskellige møbelforretning at finde en passende model. Den amerikanske stil er meget langt fra dansk smag. De fleste sofaer er enorme, klodsede og ligner mest noget som er i familie med Michelin-manden. En anden ting jeg har svært ved at forlige mig med er farverne på møblerne, alt er brunt, mørk sand og brunt! Her er billede fra FurnitureDeals (vi købte ikke noget her).

Og det er ikke kun møblerne som er brune, vi har sågar under vores husjagt set på et hus hvor alle væggene var malet mørkebrune. Da jeg spurgte boligagenten og vi kunne male om var svaret at det ikke var sikkert og at farven først skulle godkendes af udlejer. Det hus droppede vi hurtigt, for hvis udlejer var så glad for mørkebrun, vil han nok ikke synes godt om at vi malede alle væggene hvide.

Nå det var lige et sidespring. Det glædelige er at vi har fået vores sofa, den er sandfarvet, og går godt til de brune eller sandfarvede vægge som vores stue har. Det er ikke så slem en farve og vi orker ikke at male om….. ikke lige nu i hvert fald. Sofaen ligner lidt noget fra 1950´erne med sit enkle design, det var en udstillingsmodel fra et designersalg for fremtidsmøbler. Enten er amerikanerne meget langt bagud eller også er det fordi 50´er stilen er ved at komme på mode her ligesom den er i Danmark. Måske er vi bare topmoderne eller også er vi 60 år for sent på den:-) For ligesom at fuldføre stilen har vi i dag fundet en original retro kommode, som vi kan bruge til TV-bord. Den er tung som et ondt år, og det var kun med hjælp af sælger, hendes kæreste Clint (som gik i cowboystøvler og lignede en ung Clint Eastwood), hans truck samt deres ven at det lykkedes os at få kommoden bukseret ud af hendes lejlighed, ned på Clints truck og ind i vores hus. Der er bare flinke mennesker til. Alt dette gør at vi nu har en funktionel stue som vi rigtig kan slappe af i.

En anden fantastisk ting er at det nu er slut med de lange udmattende gåture i heden, i hvert fald de ufrivillige af slagsen. For i dag har vi købt bil nr. 2. Her i amerikaner-land kan man bare ikke leve uden mindst én bil pr. voksen. Da vi boede i LA havde vi “kun” en bil, hvilket udløste løftede øjenbryn hos de indfødte. Nu, med en lille prinsesse i familien og endnu et vidunder på vej, står det helt klart at vi må skik følge og investere i to køretøjer. Derfor er valget i dag faldet på en hvid Chrystler Pacifica 2004 der er super flot holdt og ikke har kørt så langt. Lillepigen og jeg glæder os rigtig til at hente den på mandag, for da det jo er en rigtig familiebil med 7 sæder og god plads til klapvogn bag i, så er det naturligvis os der skal køre den til hverdag, mens farmand må fortsætte med at køre til arbejde i den gamle, mislydende Saturn.