Vi har nu taget hul på arbejdsuge 2 her i Kansas City. Morten startede 1. august i sit nye job på University of Kansas Medical Center. Den første uge bød vist mest på introduktionskurser i alt mellem himmel og jord. Deriblandt undervisning i sundhedsforsikring, som her i USA er noget man har via sin arbejdsplads, og uden den rigtige forsikring bliver man ruineret hvis man bliver syg eller kommer til skade. Efterfølgende har Morten videregivet al denne information til mig så vi sammen kunne vælge den rette sundhedsplan så både han, jeg, Elisabeth og vores lille julemirakel er fuldt dækket. Morten er blevet taget godt imod i sit nye lab og er så småt begyndt at optø og fodre de celler, som han skal arbejde med de næste par måneder.

At det er arbejdsuge nr 2 betyder også at det er anden uge for puttepigen og jeg som henholdsvis hjemmegående mor og datter. Indtil videre har vi været fuldt beskæftiget med at bygge rede, men fra i dag har tingene ændret sig, min mor-dyt er nemlig kommet i hus og vi kan nu frit gøre som vi har lyst til uden at skulle vente på at far kommer hjem med bilen. For at fejre vores nye frihed er dagen i dag blevet brugt til at køre en tur i ToysRus, hvor vi krammede alle bamserne i butikken, prøvekørte samtlige elektriske biler og til sidst blev de lykkelige ejere af et styk sandkasse, samt et legestativ med rutsjebane og gynger. Vi har rigtig flottet os i dag, og det bliver fantastisk at få baghaven omdannet fra nydelig (læs kedelig) forstadshave med græs og buskbom til børnetumleplads.

Lillepigens leg har ændret sig meget siden vi rykkede teltpælene op og fløj den halve jord rundt. Tidligere var hun meget optaget af at “lave mad” og lege køkken. Vi fik serveret luft frikadeller og sandkager i massevis, når hun kokkererede i sandkassen eller i sit lille legekøkken. Det er nu fortid. For tiden er “vi kører bil” den eneste leg, som interesserer hende. Puderne bliver sat op så de danner en bil og så får vi alle selen spændt og laver billyden. Det går lige i min dårlige mor-samvittighed, da det jo desværre er et udtryk for at hun har tilbragt alt for mange timer fastespændt i sin autostol, mens vi jagtede hus, bil og møbler. Nu håber jeg bare at en rolig hverdag, samt lidt udendørslegetøj kan bringe lillepigen en lidt mere varieret leg.