Uh, vi fik os en lille forskrækkelse i fredags. Lillepigen og jeg var taget på en legeplads kun 5 minutters kørsel fra vores hjem. Det er en rigtig populær en af slagsen, da den ligger i skygge af en masse store træer og har en lille (kunstig, selvfølgelig) bæk som børnene kan køle de små tæer i. Elisabeth hyggede sig i bækken med at skovle vand op i en spand og lade plastikskovlen drive af sted med strømmen inden hun fangede den igen. I mens kunne hendes mor stille og roligt sidde med fødderne i vand og iagttage datterens leg. En dejligt fredfyldt stund.  På tværs af bækken ligger en træstamme, og da lillepigen så en større dreng kravle op på den, fulgte hun selvfølgelig efter. Så var uheldet ude. Hun faldt med hovedet først ned i granitbredden og endte med hele kroppen i vandet.

Der var ingen tvivl om at hun havde slået sig, for der voksede staks en stor blodig blå bule ud fra hendes ene tinding, og hun var helt utrøstelig. Men hvor slemt det var, havde jeg svært ved at vurdere. Flere mødre kom farende til for at hjælpe med isterninger til køling af skaden og gode råd. Alligevel følte jeg mig bare helt alene i verden, min dyrebare datter var kommet til skade og jeg var i syv sind om hun havde brug for at komme til en læge eller på skadestuen. Og hvis hun havde brug for professionel hjælp, hvor skulle vi så tage hen? Hjemme i Odense havde jeg på mobilen indkodet telefonnumre på læge, skadestue og lægevagt, og jeg vidste jo hvor de lå. Men her har jeg endnu ikke styr på hvordan sundhedssystemet virker. Vi har jo selvfølgelig vores sundhedsforsikring, men har endnu ikke valgt en læge og jeg kendte hverken telefonnumre eller adresser på læger eller skadestuer i området. Bestemt ikke nogen rar situation at stå i. Det hele endte med at vi kørte hjem for lige at vurdere skadens omfang i rolige omgivelser. Men efter lidt vand, en kiks og en lille lur i mors arm havde patienten det meget bedre og hendes mor besluttede at afblæse katastrofealarmen.

Da hendes far kom hjem sidst på eftermiddagen, kunne hun selv fortælle ham om ulykken: “mig falde-bang, av av hoved” mens hun pegede på bulen, som nu var langt mindre og ikke længere blå, men var forvandlet til et overfladisk sår på størrelse med en mønt. Denne episode har resulteret i at vi skal have os en børnelæge NU, og vi ringer i morgen for at blive indskrevet som patient. Der vil sandsynligvis komme flere skader, det er jo svært at undgå med en lille aktiv pige, men vi skal bare ikke stå i den situation, at vi ikke aner hvor vi skal gå hen igen.

Her er lige et par billeder fra før ulykken hvor alt var fryd og gammen.

Da vi boede i Californien gjorde vi de fleste indkøb i vores ynglings butik, Trader Joe´s. En lille forretning, hvor de fleste varer var økologiske og grøntsagerne dyrket lokalt. Vi har også fundet en Trader Joe´s her i Kansas City, den har dog ikke samme charme som den i LA og slet ikke det samme udvalg i lokalt dyrkede grøntsager og frugt, men det siger vel sig selv, da vi jo ikke længere er i The Great Valley, hvor der kan høstes tre gange om året! Men Trader Joe´s her i Kansas har da bestemt også gode ting at byde på, f.eks. fandt jeg Danish Pancakes (æbleskiver) og lakrids. Trader Joe´s har også rugbrød eller rye bread, det er dog langt fra dansk rugbrød og smager afskyeligt af kommen, så vil vi hellere leve i afsavn til der kommer forsyninger i form af brødblandinger fra moderlandet. Men for nu hygger vi med lakrids:-)