Mindset

Flytning til udlandet er ikke bare en udfordring på de helt indlysende punkter som sprog og afstand til familien. Selv de almindelig dagligdags ting som at købe ind kan gå fra et hurtigt smut i Netto til en timelang detektivjagt mellem supermarkedets hylder.

Jeg var ikke klar over hvor meget et vanemenneske jeg egentlig var når det gælder indkøb før vi flyttede til USA. I Danmark har jeg de sidste 12 år handlet i den samme Netto, hvor jeg har 100% styr på hvor på hylderne jeg skal finde mine varer. Jeg har aldrig før tænkt over hvor meget nemmere det er at handle når man lige ved at man skal have den røde æske med den blå skrift, og uden at læse på pakken bare hiver den ned fra hylden. Nu kan selv få indkøb tag laaang tid, hvor man går fra den ene ende af butikken til den anden og tilbage igen for at finde den rigtige reol. Samtidig kan jeg ikke altid vide om det er en æske, en bøtte eller flaske jeg leder efter, så al emballagen bliver nøje nærlæst for sikre at det ikke er tomatpuré jeg kommer i indkøbsvognen i stedet for ketchup eller skyllemiddel i stedet for vaskemiddel (den fejl har jeg lavet).

Mælkeprodukter er et helt kapitel for sig. At finde ud af hvad der svarer til den danske sød-, let- og skummetmælk er en udfordring, her hedder mælken whole milk, 2 % reduced fat milk og skim milk, og dertil er der ofte tilsat forskellige vitaminer og mineraler. De andre mælkeprodukter volder mig endnu større problemer, for hvad svarer f. eks. til ymer? Hvis jeg slår det op i en ordbog på nettet bliver det oversat til soured whole milk, men hvis jeg spørger efter det i en butik kigger de bare mærkeligt på mig og ryster på hovedet, så kartoffelsalaten blev lavet på en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt.

Når det kommer til morgenmaden har vi også måtte prøve os frem. Her er et enormt udvalg af morgenmadsprodukter, enkelte kender vi hjemmefra f.eks. Kellogg´s cornflakes, men de fleste er nye og ukendte. Så det er med stor nysgerrighed at vi prøver os frem for at finde de bedste morgenmadsprodukter. Her er udvalget vi har “på prøve” fortiden.

foto-6

Indtil videre er vores erfaringer meget blandet, noget smager godt andet ganske afskyeligt og utrolig kunstigt. Men det som har overrasket mig mest, er de store mængder sukke som producenterne kan få puttet ned i pakkerne. Og det er desværre ikke altid lige let at gennemskue hvilke der er de sunde alternativer og hvilke som er det rene sukker.

IMG_2157

Denne pakke synes jeg ligner en af de mere sunde, bare ud fra de lovende ord om at den er Heart Healthy, Excellent Source of Fiber og Made with Whole Grain, giver da et sundt indtryk. Men nej, denne pakke er en af de mest sukkerholdige jeg har fået købt, den indeholder hele 18 gram sukker pr. 100 gram. Så kunne vi jo lige så godt spise kage til morgenmad, det ville puttepigen da nok heller ikke have noget imod:-)

Min småtossede søgen efter en sund og velsmagende morgenmad luftede jeg en dag da jeg mødtes med de andre mødre. Og A der er en meget sød mor, som jeg på mange områder har meget til fælles med da hendes mand også er i gang med en akademisk karriere, måtte give mig ret. Hun var så træt af at servere morgenmad out of a box for sine børn, da hun ikke syntes at kvaliteten var god nok, så hun ville gerne give dem noget hjemmelavet. Jeg nikkede ivrigt, vi var helt på bølgelængde (troede jeg). A fortsatte med at fortælle at hendes børn jo elskede peanut butter and jelly sandwich, men at det ville hun ikke servere for dem. Det synes jeg da lød fornuftigt, da det jo ikke er den sundeste spise. Det næste hun sagde fik mig til at tabe kæben helt ned på brystet i bedste tegneserie-stil af overraskelse. I stedet havde hun så bagt peanut butter muffins med chokoladeknapper! A fortalte at peanut butter jo var det samme om det var på en sandwich eller i en muffin, og at muffins jo bestod af brød (øh nej det er kage, ikke brød), og det bedste ifølge A var at hendes børn kunne spise dem på farten så de ikke behøvede at sætte sig ned ved morgenbordet. Jeg var måløs. Her troede jeg at vi var på samme side, og så var vi ikke en gang i samme bog. Vores mindset var bare vidt forskellige, så jeg har virkelig lært ikke at tage det som en selvfølge at amerikanerne og jeg tænker ens. For det gør vi bare ikke. Og derfor skal man som udlænding nogen gange komme med lidt ekstra forklaringer for ikke at blive misforstået.

 

IMG_2159 IMG_2158

IKEA er lige åbnet her i Kansas, desværre er det lige to måneder for sent for vores kæmpe møbelindkøb. Men man kan da altid lige finde et par småting (eller mange) som man bare ikke kan leve uden, og i et land hvor jeg stadig føler mig fremmet virker et besøg i IKEA dejlig hjemmeligt med deres kødboller og stilrene møbler.

IMG_2160

Noget andet som virkelig kan få stemningen op er at vi om mindre end 24 timer får vores første besøg fra Danmark, hurra. Bedstemor kommer på besøg og vi glæder os rigtig meget til at vise hende vores nye liv. Elisabeth snakker meget om at Bedstemor kommer, og nu er sågar begyndt at “gemme” aktiviteter. I dag ville hun ikke i svømmehallen, som ellers er noget hun elsker, for Bedstemor skulle med. Så nu venter vi med at svømme til Bedstemor er kommet.

To-års alderen er på nogen punkter en udfordring, utroligt så meget selvstændighed og vilje lillepigen pludselig har fået. Det kommer jeg sikkert til at skrive en masse om i fremtiden for at få luft for mine frustrationer når ungen bare ikke VIL lytte. Men for nu vil jeg slutte af med en af de dejlige ting ved en 2-årig, nemlig hendes hjælpsomhed. Her hjælper hun med at samle pinde og blade op efter at vi har fejet terrassen.

IMG_2156

Og lige et billede af puttepigen og et par venner på en dejlig gyngetur.

IMG_2149

 

 

Alenemor

Nu har vi udstået halvdelen af tiden som alene-piger uden farmanden, så det er tid til en statusopdatering. Vi savner virkelig Morten og lillepigen spørger dagligt hvor far er, og siger ofte: “mig ked, ikke finde far”. Alligevel synes jeg at det går over al forventning. Vi hygger os, og har kalenderen fyldt med aktiviteter med mødregruppen, så vi keder os bestemt ikke. Men for at være helt ærlig må jeg sige at det er hårdt at være alenemor. Vi er sammen 24 timer i døgnet, og alle daglige gøremål skal foretages med hjælp (eller modstand) fra en 2-årig. Det kan til tider godt være lidt frustrerende og jeg må indrømme at der er nogle praktiske ting som bliver forsømt i øjeblikket, f.eks er græsset ikke blevet slået siden manden rejste. Men vi får da lavet mad, vasket tøj og ryddet op, selv om det ofte foregår sådan at jeg samler legetøj og ting op fra gulvet og lægger det på plads, mens lillepigen går i hælene på mig og rydder tingen frem igen, smider jeg noget i skraldespanden skal hun lige tjekke om det nu også skulle ud. Så jeg tager hatten af for alle de mødre som er alene hver dag og altid.

IMG_2144

Som alenemor må man jo også stå for alt det håndværksmæssige i hjemmet, i hvert fald når man er langt fra venner og familie. Derfor har jeg taget kampen op med en stoppe håndvask. Siden vi flyttede ind har den været noget langsom til at lukke vandet ud, men nu er den bare stoppet. Min første tanke var at det skulle to piger (eller halvanden) da nok kunne klare selv, så vi kørte en tur i Home Depot som er den amerikanske pendant til Silvan, Bauhause eller Jem og Fix. Her fik vi købt svupper (eller hvad sådan en nu hedder), en rør-renser-pind og afløbsrens. Så var vi klar til kamp.

IMG_2145

Jeg følte mig som en rigtig handy-woman, da jeg gik i gang med svupperen, og troen på egne evner fejlede bestemt ikke noget. Men efter en del asen og masen som resulterede i vand over størstedelen af badeværelset, måtte mit første redskab give fortabt. Dernæst var det rør-renser-pindens tur, men efter utallige gange ned i afløbet og op igen, var der ikke sket andet end at jeg havde fået et par enkelte hår og lidt sort fnuller med op. Bestemt ikke noget som kunne løse problemet, og selvtilliden var da lige faldet et par grader.

IMG_2146

Tilbage er så afløbsrens, tiltroen er ikke stor, men det skal da prøves. Men i situationer som denne bliver tankerne ved med at kredse om hvordan situationen ville have været hvis vi havde været hjemme i Danmark. Alle de venner og familiemedlemmer som jeg kunne have ringet til, og som med glæde ville være kommet os til undsætning med deres værktøj og handyman-kunnen får en kærlig tanke. Åh hvor ville det dog bare være nemmere at være hjemme i Danmark, men der er jo ikke noget sjovt ved det som er nemt. Så jeg kæmper videre mod vasken selv om der nu står 2:0, måske vinder jeg i tredje omgang.

Her er lige et par billede at tegnefilmsfiguren Shrek.

IMG_2147 IMG_2148

Da puttepigen så de billeder pegede hun og udbrød: “mor!”. Der var ingen tvivl om hvad hun mente. Man har mange glæder som forældre, og det siges jo at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det kan da godt være at jeg til tider ligner en grøn trold med øre på stilke. Det må du selv bedømme:-)

IMG_1965

2 års fødselsdag

Tænk at det allerede er to år siden at vi stod som usikre førstegangs forældre med et lille skrigende spædbarn i armene og ikke anede hverken ud eller ind. Jeg husker det som var det i går, vi var hjemme igen fra sygehuset, lillepigen var ikke engang 12 timer gammel, klokken var 4 om natten, og hun havde skreget i fire timer. Alt var forsøgt! Bleskift, amning, trøst, sang og som rigtige akademikere havde vi selvfølgelig søgt hjælp i det hav af babybøger vi havde erhvervet os på forhånd. Men intet hjalp. I desperation ringede vi til sygehusets hotline for nybagte forældre, og mens den søde sygeplejerske i den anden ende af røret forsikrede os om at der nok ikke var noget alvorligt galt med vores lille datter, slukkede prinsessen for sirenen, kom med et par utilfredse grynt og faldt i søvn i sin mors arme. Forvirrede og lidt flove sagde vi pænt farvel til sygeplejersken.

Meget har heldigvis ændret sig siden den nat og nu har vi en lille, selvstændig, ung dame på hele to år. Og vi har fundet os tilrette i rollen som forældre.

Vi vidste jo godt at det ikke ville blive den traditionelle fødselsdagsfejring med venner og familie, men hun skulle som et minimum have begge sine forældre hos sig på den store dag. Derfor rejste puttepigen og jeg fredag til LA for at blive genforenet med farmanden. Det var et dejligt gensyn, vi har virkelig savnet ham i den uge der er gået siden han rejst.

Vi havde en fantastisk weekend i Los Angeles, hvor der selvfølgelig blev fejret fødselsdag, men hvor der også var tid til at manden og jeg kunne tage en tur down memory lane.

Fredag tog vi det stille for at komme os over flyveturen og bare nyde at trekløveren var samlet igen. Så vi tog til vores gamle kvarter, kørte en tur forbi den gamle lejlighed og spiste en tidlig aftensmad på vores tidligere stamcafe, hvor vi har tilbragt mange aftner med god mad og kølige drinks.

IMG_2066

Desværre var vores yndlingsret panini med pære, ost og skinke ikke længere på menuen, og kvaliteten af maden var slet ikke den samme som den gang. Men deres kager var stadig enorme og lækre, vi købte et stykke med hjem til hotellet og selvom vi var tre munde til at fortære det nåede vi aldrig at få gjort kål på det hele.

Lørdag var det den store dag hvor Puttepigen fyldte 2 år. Der blev åbnet gaver på sengen og leget lidt på værelset inden vi drog ud i den store by.

IMG_2071 IMG_2075 IMG_2077

Først kørte vi til Griffith Observatory der ligger i Griffith Park hvor manden og jeg har brugt mange weekender på at trave rundt og koble af fra LAs hektiske liv.

IMG_2086

I baggrunden kan svagt anes Hollywood skiltet.

IMG_2089

Til sin fødselsdag skal man da selvfølgelig have en ballon.

Herefter brugte vi et par timer i Griffiths børnepark, hvor lillepigen fik sin første ridetur. Jeg var noget betænkelig ved at hun bare blev spændt fast på ryggen af en pony og så sendt alene af sted på ridebanen (forældrene måtte pænt stå på den anden side af hegnet og vinke), men hesten kendte heldigvis vejen og fødselaren var oven ud begejstret.

IMG_2091 IMG_2108 foto 1-6 foto 3-6

Bagefter var det tid til en togtur, her måtte far og mor heldigvis gerne komme med.

IMG_2106 IMG_2102

Så var energierne også brugt op og puttepigen og farmanden tog en velfortjent middagslur på hotellet, mens moderen lige slog et smut forbi Hollywood and Highland og Walk of Fame for at genopleve atmosfæren.

IMG_2117

Om aftenen tog vi til Universal CityWalk, et sted hvor vi holdt meget af at komme da vi boede her. Her kan man virkelig fornemme stemningen af film-Hollywood og stjernestøv.

foto 1-5

I verdens bedste popcorn butik fik jeg shoppet mine to favorit popcorn som jeg har savnet de sidste fire år, cheddar cheese popcorn og Zebra som består af karamelpopcorn med hvid og mørk chokolade overtræk. Mums.

foto 4-4

Fødselsdagen blev sluttet af på Hard Rock Cafe med sang fra servitricen og gratis fødselsdags-isdessert som vi lige pyntede med et lille dansk flag. Jeg tror at puttepigen havde en dejlig fødselsdag selv om den var lidt utraditionel.

IMG_2125

Søndagen stod i vandet tegn. Om formiddagen tog vi til Santa Monica hvor vi gik en tur på molen og legede lidt på træningsbanerne på Muscle Beach.

 

foto 2-6

IMG_2128 IMG_2129

Og så skulle lillepigen da lige have et par rideture på karruselhestene. Har vi mon fået en lille hestepige? Det kunne jeg godt frygte. da hverken Morten eller jeg har den store interesse eller kendskab til heste, så den må puttepigen tage op med tante Camilla.

 

IMG_2133foto 4-3 foto 5-1

Eftermiddagen blev tilbragt med rigtig familiehygge i hotellets pool. Mandag morgen måtte vi sige farvel til farmanden og flyve hjem til Kansas efter en dejlig weekend sammen.

Stor pige og afsavn

Efter nogle dejlige dage i 20´erne er vi nu tilbage i 30´erne, altså temperaturmæssigt. Men det varer nok ikke så længe for også her i Kansas går årstiden mod efterår. Vi har virkelig nydt at kunne være udenfor uden at sveden drypper og mascaraen smelter ned af kinderne. Men nu er vi tilbage indenfor med air con tændt, i hvert fald for et par dage.

Puttepigen og jeg gør alt hvad vi kan for at holde os beskæftiget, men vi er meget bevidste om at vores lille families trekløver mangler et blad. Det første hun spørger om når hun slår øjnene op om morgenen er: “hvo´ far a?” (hvor er far blevet af?/ hvor er far henne?), og hun kan selv svare at han er fløjet væk. Hun prøver også med alle de tricks hun kender at få far hjem igen. Når vi er på vej hjem fra en af vores mange udflugter gentager hun utallige gange: “far hjemme, far hjemme, far hjemme!” som om hvis hun siger det nok gange vil han stå klar til at modtage os når vi kommer hjem. Eller når det er badetid insisterer hun på at det er far, som skal putte hende i bad. I badet har hun to badeænder som altid har været mor-and (nu mommy-and) og baby-and. Det er siden farmanden rejste blevet ændret til far-and og baby-and, man må jo forsøge at erstatte det man mangler.

IMG_2045

Vi forsøger at snakke med farmanden over facetime, men lillepigen forstår endnu ikke at det er live. Når vi har sagt farvel og lagt på, siger hun: “mere far” på samme måde som hun beder om at se endnu en episode af sin yndlings tegnefilm Dora the Explora, “mere Dora”, og det bliver ikke til mere kommunikation fra hendes side end et tvungent vink når vi siger farvel.

Selvom vi er alene hjemme har vi jo vores hjemmegående-mor-og-datter-hverdag. Vi har blandt andet været en tur i Toys R Us for at kigge på fødselsdagsgaver til puttepigen (det viste hun bare ikke). Hun er stadig vildt forelsket i de små elektriske biler, og ALLE bilerne i udstillingen skal hun da lige prøve.

IMG_2032 IMG_2033

Det er tydeligt at lillepigen er ved at blive stor. Den anden dag så vi en stor pige stige af skolebussen og gå forbi vores hus. Vi snakkede lidt om at hun nok havde været i skole, og lillepigen ytrede: “mig skole”. “Vil du gerne i skole?” “JA!” svarede hun bestemt. I princippet kunne hun komme i pre-school, manden og jeg har da også talt om at hun kunne få en enkelt dag om ugen i preschool. Men moderen er ikke helt klar til at sende sin lille pige alene ud i det store (stadig) fremmede skole-/pasningssystem hvor der hersker andre værdier og normer.

I går ville hun have ørenringe. Og i dag da jeg opfordrede hende til at blive på den lille legeplads for de små børn (her har legepladserne ligefrem aldersmærkning f.eks. 0-5 år og 5-12 år), og forklarede at den hun styrede mod var til store børn, fik jeg et bebrejdende bliv: “mig stor pige!” Nå ja det er da også rigtig hun fylder jo snart to år, og jeg skal vænne mig til at hun pludselig kan så meget selv.

I dag har hun bagt sin første kage, eller det blev til bananmuffins. Jeg fik allernådigst lov til at stille ingredienserne klar og hjælpe med at måle de rette mængder af. Alt mix af ingredienser, mosen af banan og røren rundt stod puttepigen for. Resultatet blev faktisk ret godt, selvom der vist forsvandt en del af chokoladestykkerne fra dejen.

 

 IMG_2039 IMG_2042 IMG_2043 IMG_2044

Mum, de smager godt når man selv har lavet dem:-)

 

Farvel til farmanden

I dag har vi sagt farvel til farmanden. Det er trist at der går en hel måned inden han vender tilbage til Kansas. Puttepigen har været ekstra farsyg de sidste par dage, og var lidt beklemt i morges, så morgenen blev brugt på kvalitetstid med far.

IMG_2017

Der er ingen tvivl om at hun er klar over at der skulle ske noget. Vi har fortalt hende at far skal ud at rejse og vil være væk hjemmefra. Hun er helt med på at han skulle ud at flyve, men jeg er ikke helt sikker på om hun forstå at far ikke kommer hjem i aften til at putte hende. Nu må vi bare vente og se om der kommer en reaktion, hun er jo en rigtig farspige.

Efter at have sat farmanden af i lufthavnen, tog vi en tur på Starbucks og fik en iste og en trøste-chokolade-croissant.

IMG_2021

Inden jeg får startet den helt store klage sang over at vi skal være alene i det store udland langt fra venner og familie, et sted hvor vi endnu ikke har fået knytte stærke venskaber, så må jeg hellere fortælle at der faktisk kun går en uge inden vi bliver genforenet med manden. Lillepigen og jeg skal tager nemlig en weekendtur til LA om 8 dage for at fejre hendes 2 års fødselsdag, den kan hun jo ikke fejre uden sin far. Jeg glæder mig rigtig meget til at gense LA, det er fire år siden jeg sidst var der.

I LA var man smart med de smarte. Alting gik stærkt, trafikken var crazy og mulighederne var uendelige, eller sådan føltes det når stjernestøvet fra Hollywood blæste ud over byen. F.eks handle vi samme sted som John Cho (ham MILF guy fra Amarican Pie) og Kirstie Alley. Der var trendy restauranter over det hele, og alverdens typer mennesker, de super flotte, de skøre og dem som slet ikke kan beskrives. Ja, ingen tvivl om at LA er en spændende by, men vi var jo også unge, nyforelskede og ude på vores første store eventyr da vi boede der.

Vi er stadig unge og forelskede, men nu er vi en familie med barn, job og alt det ansvar og forpligtigelser som følger med. Her i Kansas er alt meget mere jordnært og praktisk, motorvejene er logiske og lette at finde rundt på, plads er der rigeligt af og jeg har endnu ikke mødt nogle skøre mennesker. Lidt kedeligt men meget børnevenligt, og nu må vi ses hvad Kansas City gemmer på når vi lærer den bedre at kende.

IMG_2004

Foto af Kansas City Downtown fra en næsten tom motorvej.

Dagene op til den store afsked har været travle. Der skulle selvfølgelig vaskes tøj og pakkes, men vi fik også begge børn en tur til lægen (jep det er ikke en skrivefejl). Tirsdag havde lillepigen en tid til 2 års undersøgelse hos børnelægen. Vi kom i god tid da vi var forberedt på at der skulle udfyldes en del forsikringspapirer. Men hold da op, da vi var færdig med den første stak papirer og stolt afleverede den til sekretæren, så havde hun da lige en bunke mere til os.

foto 4-1

Da det endelig blev vores tur kom vi først ind til en flink sygeplejerske som vejede og målte lillepigen, og stillede forældrene endnu en masse spørgsmål om barnets udvikling, sprog og motorik. Herefter måtte vi igen vente inden vi skulle tilses af lægen, som undersøgte den lille utålmodige pige mens hendes forældre blev udsat for endnu en salve af spørgsmål, mange af de samme men krydret med enkelte nye. Over to timer efter vi ankom til lægen kunne en træt familie gå derfra med en sund og alderssvarende lille pige (det viste vi dog i forvejen). Det var en hård omgang, men nu har vi en sød børnelæge som oven i købet har åbent om lørdagen.

Dagen efter var det så lillebror i maven som skulle havet et check. Jeg havde på forhånd udfyldt et hav af papirer online, om alt  fra forsikringsoplysninger, min sundhedstilstand, puttepigens fødsel, hvilke sygdomme bedsteforældrene havde haft til om jeg var i familie med nogen som havde den ene eller anden meget sjældne genetiske sygdom. Mange af spørgsmålene synes jeg var lige lovligt langt ude, men som pligtopfyldende patient svarede jeg efter bedste evne på det hele. Belært af besøget hos børnelægen ankom vi ekstra ekstra tidligt. Igen fik vi en hel stak papirer udleveret til udfyldning, og igen gentog turen med den udspørgende sygeplejerske efterfulgt af de samme spørgsmål fra lægen sig. Måske læger og sygeplejersker her skulle på et lille kursus i informations-overlevering? Nå men det var en meget sød kvindelig OB GYN som imponerende nok havde taget sig tid til at læse mine danske graviditets-papirer, og derfor havde godt styr på hvilke undersøgelse som jeg havde fået foretaget i Danmark og hvilke som hun skulle foretage. Vi forlod klinikken efter kun lidt under to timer, med en dejlig fornemmelse af at lillebror og jeg er i gode hænder.

Det er derfor med ro i maven vi kunne sende farmanden afsted, selv om vi virkelig kommer til at savne ham.

 

 

En dejlig weekend

De sidste 4 uger har vi haft temperaturer i 30´erne hver eneste dag, og ofte helt op til 37-38 grader. Derfor har jeg sukket efter lidt vejrforandring og regn. Den friske kølige luft efter et regnskyl har jeg virkelig set frem til. I fredags kom regnen så, sorte skyer tromlede ind over byen lige som puttepigen og jeg havde påbegyndt dagens mange indkøb. Hjemmefra havde jeg stået med den nyindkøbte paraply i hånden, kigget ud af vinduet og konstateret at det som sædvanlig var sol og blå himmel. Så paraplyen fik lov til at blive hjemme, det fortrød jeg bittert. Kun en halv time senere stod vi så udenfor en forretning og kunne godt se at noget var under optræk, så vi slog et smut forbi Starbucks og havde da kun lige fået rumpen med os ind af døren, da regnen startede. Det væltede ned, så der løb en hel flod ned ad gaden. Puttepigen syntes det var spændende at studere regnen gennem ruden, men da vi havde drukket vores iste og spist vores sandwich måtte vi videre med indkøbene, regn eller ej. Så vi tog tilløb og løb de 2 meter ud til bilen. Vi kørte med vinduesviskerne på max hen til Trader Joe´s hvor vi skulle handle mad til weekenden. Vi fik en parkeringsplads 10 meter fra indgangen, og jeg tænkte at det skulle vi da nok kunne klare uden at blive alt for våde nu paraplyen ikke var kommet med. Men jeg tog fejl. Regnen var så kraftig at vi begge var gennemblødt da vi nåede indgangen og mine sandaler var næsten opløste efter at have løbet gennem flere centimeter højt vand. Vi fik indkøbene overstået og trillede ind i garagen derhjemme netop som regnen stoppede. Jeg forventede at stige ud af bilen til en frisk kølig efter-regn-luft, men øv hvor blev jeg skuffet. Temperaturen var stadig lige høj og nu bare med en endnu højere luftfugtighed. Øj hvor jeg savner dansk sommerregn.

Lørdag bød på BBQ-party med mandens kollegaer. Vi mødtes hjemme hos en af de Ph.D studerende J i hans baghave ved frokosttid. Alle havde hver især taget noget mad med som blev lagt på grillen og så blev der ellers lavet tag-selv-bord. Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til den meget afslappede måde at holde komsammen på, som vi er blevet mødt med her i midtvesten. Havde det været et sammenskudsgilde i Danmark med vennerne, ville tøserne da lige have stukket hovederne sammen og koordineret retterne, så en havde en slags kød med, en anden en anden slags kød, en havde salat, en flutes osv. Bare så der ikke var noget der manglede og heller ikke var to som havde det samme med. Men måske det bare er dansk kontrol. Her var der ingen koordination eller planlægning, altså kom alle med kød og ingen havde tilbehør med. Så buffeten kom til at bestå af 4 slags oksekød, oksekødspølser, chips, majskolber, bønner i barbecuesovs, og så de grillspyd med kød og grøntsager, som vi havde med. Man hentede sin mad ved tag-selv-bordet og satte sig så i havestolene med sin gaffel og spiste. Ingen bord og ingen kniv til at skære alt kødet ud med. Manden og jeg udvekslede lige et par spørgende blikke “hvordan klarer vi lige den?”. Men gjorde så som alle de andre, placerede tallerkenen i skødet og spiste bøf med gaffel.

IMG_1997 IMG_1998

foto 1

Vi havde  en fantastisk hyggelig eftermiddag, og kollegaerne og deres koner/kærester er nogle utrolig søde mennesker som vi bestemt skal se mere til. Selv lillepigen fik sig en ny ven, hunden Petal, det var bare kærlighed fra første blik fra begge sider.

foto 2

Resten af weekenden stod i familiehyggens tegn. Vi nyder hvert sekund vel vidende at farmanden forlader os på torsdag til fordel for LA. Så det blev da også til en tur på Cheesecake Factory, som er vores ynglings restaurant for tiden, vi lærer jo hele tiden nye at kende. Manden og puttepigen fik en portion Fish and Chips, mens jeg fik en Luau salat. Portioner er som på mange amerikanske restauranter enorme, og næsten umulige at spise sig igennem, og det på trods af at vi bestilte frokost versionen som er en mindre udgave af retterne. Måske vi på et tidspunkt lærer kun at bestille én ret og så dele?

foto 5 foto 4 foto 3

Tilsidst lige et par billeder fra legepladsen, hvor lillepigen igen har mod på at lege i vandløbet efter sit styrt der for ca. to uger siden. Om jeg skal føle mig som en stolt mor til en meget modig lille pige, eller være bekymret over at hun måske ikke har lært af sin tidligere ulykke, ja det må tiden så vise. Lige nu vælger jeg bare at været den stolte mor:-)

foto 2-5 foto 3-4 foto 1-4