Stor pige og afsavn

Efter nogle dejlige dage i 20´erne er vi nu tilbage i 30´erne, altså temperaturmæssigt. Men det varer nok ikke så længe for også her i Kansas går årstiden mod efterår. Vi har virkelig nydt at kunne være udenfor uden at sveden drypper og mascaraen smelter ned af kinderne. Men nu er vi tilbage indenfor med air con tændt, i hvert fald for et par dage.

Puttepigen og jeg gør alt hvad vi kan for at holde os beskæftiget, men vi er meget bevidste om at vores lille families trekløver mangler et blad. Det første hun spørger om når hun slår øjnene op om morgenen er: “hvo´ far a?” (hvor er far blevet af?/ hvor er far henne?), og hun kan selv svare at han er fløjet væk. Hun prøver også med alle de tricks hun kender at få far hjem igen. Når vi er på vej hjem fra en af vores mange udflugter gentager hun utallige gange: “far hjemme, far hjemme, far hjemme!” som om hvis hun siger det nok gange vil han stå klar til at modtage os når vi kommer hjem. Eller når det er badetid insisterer hun på at det er far, som skal putte hende i bad. I badet har hun to badeænder som altid har været mor-and (nu mommy-and) og baby-and. Det er siden farmanden rejste blevet ændret til far-and og baby-and, man må jo forsøge at erstatte det man mangler.

Vi forsøger at snakke med farmanden over facetime, men lillepigen forstår endnu ikke at det er live. Når vi har sagt farvel og lagt på, siger hun: “mere far” på samme måde som hun beder om at se endnu en episode af sin yndlings tegnefilm Dora the Explora, “mere Dora”, og det bliver ikke til mere kommunikation fra hendes side end et tvungent vink når vi siger farvel.

Selvom vi er alene hjemme har vi jo vores hjemmegående-mor-og-datter-hverdag. Vi har blandt andet været en tur i Toys R Us for at kigge på fødselsdagsgaver til puttepigen (det viste hun bare ikke). Hun er stadig vildt forelsket i de små elektriske biler, og ALLE bilerne i udstillingen skal hun da lige prøve.

Det er tydeligt at lillepigen er ved at blive stor. Den anden dag så vi en stor pige stige af skolebussen og gå forbi vores hus. Vi snakkede lidt om at hun nok havde været i skole, og lillepigen ytrede: “mig skole”. “Vil du gerne i skole?” “JA!” svarede hun bestemt. I princippet kunne hun komme i pre-school, manden og jeg har da også talt om at hun kunne få en enkelt dag om ugen i preschool. Men moderen er ikke helt klar til at sende sin lille pige alene ud i det store (stadig) fremmede skole-/pasningssystem hvor der hersker andre værdier og normer.

I går ville hun have ørenringe. Og i dag da jeg opfordrede hende til at blive på den lille legeplads for de små børn (her har legepladserne ligefrem aldersmærkning f.eks. 0-5 år og 5-12 år), og forklarede at den hun styrede mod var til store børn, fik jeg et bebrejdende bliv: “mig stor pige!” Nå ja det er da også rigtig hun fylder jo snart to år, og jeg skal vænne mig til at hun pludselig kan så meget selv.

I dag har hun bagt sin første kage, eller det blev til bananmuffins. Jeg fik allernådigst lov til at stille ingredienserne klar og hjælpe med at måle de rette mængder af. Alt mix af ingredienser, mosen af banan og røren rundt stod puttepigen for. Resultatet blev faktisk ret godt, selvom der vist forsvandt en del af chokoladestykkerne fra dejen.