Efterår og babytanker i Kansas

Efteråret er kommet til Kansas, eller det siger kalenderen i hvert fald. Men vejret kan jeg bare ikke blive klog på. Den ene dag er det sol og 27 grader, den næste er det 7 grader og regn. Det kan dog også være omvendt, 27 grader med regn og blæst eller 7 grader med blå himmel og sol. Det er slet ikke til at finde ud af, og nogen dage kan det pludselig skifte fra den ene yderlighed til den anden. Vi tager af sted om formiddagen i oldemors hjemmestrikkede sweater og dunvest, men om eftermiddagen må vi skifte til shorts og T-shirt. Jeg er total forvirret.

Vi har også utrolig meget tordenvejr. I løbet af den sidste uge har vi nok haft 4-5 tordenvejr. Nogle varer bare en times tid og kommer ofte om natten, hvilket jo er ret smart, så vi kan nyde det gode vejr om dagen og få uvejret overstået om natten (hvis man altså kan sove fra tordenen, hvilket jeg endnu ikke har lært). Andre uvejrssystemer varer et helt døgn og er så voldsomme at dagen bliver mørk som natten og lynene kommer med så korte intervaller at vores stue ligner et diskoteks dansegulv badet i stetoskoplys. Det er lidt uhyggeligt og puttepigen og jeg har ikke helt vænnet os til de kæmpe brag, der får vinduerne til at klirre.

Når vejrudsigten lover dårligt vejr bliver vores mødregruppe aktiviteter ofte aflyst. Der er virkelig respekt for vejret her. Det er dog ikke altid, at det bliver som meteorologerne prædiker, så nogen gange kan det godt virke lidt overdrevet når en aktivitet bliver aflyst p.g.a lidt støvregn. Men her i midtvesten kan vejret pludselig skifte og det er svært at forudsige om det blot bliver lidt regn eller det udvikler sig til det helt store uvejr med livsfarlige tordenstorme og tornadoer. Det er Kansans (borgere i Kansas) godt klar over, så man tager sine forholdsregler og bliver hjemme. De dage må puttepigen og jeg jo underholde os selv, og hvad er bedre på en kold regnfuld dag end hjemmebagte rugboller (det danske sunde indslag) med chocolate sprea,d og varm kakao med skumfiduser (det amerikanske indslag).

IMG_2240 IMG_2242

Den sidste uges tid har for mig stået i babyudstyrets tegn. Der er nu kun 10 uger til forventet termin, så spændingen og glæden ved den kommende baby begynder at boble i maven, som hans små spark bliver kraftigere og kraftigere. Der har hidtil ikke været så meget tid og overskud til at tænke på graviditeten, men nu hvor vi er ved at falde til, er der endelig tid til at fokusere lidt på den kommende familieforøgelse. Da vi rejste fra Danmark kun med kufferter, havde vi ikke mange af lillepigens babyting med, så det meste har vi skulle ud at købe på ny, hvilket har virket lidt uoverskueligt. Nu er jeg dog endelig kommet i gang og har fået gjort nogle fantastiske genbrugskup, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har været til loppemarked, på craigslist (svarer til Gul&Gratis.dk) og til kæmpe genbrugs-børneudstyrs-messe. Så det er ikke uden stolthed at jeg kan sige at vi næsten er nået i mål med babyudstyret, det er en fantastisk følelse. På kun en uge har vi købt, tøj så vi kan klare de første 3-4 måneder, babybadekar, kommode med pusleplads, puslehynde, skråstol, gyngestol/ammestol, ammepude, billeder til børneværelset, tremmeseng, kombineret klapvogn/barnevogn, autostol og meget mere, alt sammen til meget rimelige priser. Så nu skal nogle af møblerne bare samles (til mandens store frustration) inden børneværelset kan indrettes.

IMG_2250IMG_2254

Jeg ved ikke om det er graviditetshormonerne, redebyggeri eller min nye status som hjemmegående husmor som er årsagen til at jeg har fået sådan lidt back-to-basics-kulder, men jeg har også købt en kæmpe bunke stofbleer til lillebror. Altså ikke til gylp og mælkesprøjt, men dem til numsen! Om det er et evolutionært tilbageskridt eller fremskridt kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Min mor brugte jo stofbleer til mig, men så kom engangsbleen og reddede mødrerne fra det store blevaskecirkus. Nu er der blandt mine nye mødre-veninder flere som har anbefalet mig at bruge stofbleer. De har selv skiftet til stofbleer efter at have brugt engangsbleer til deres førstefødte og er begejstrede for det. Jeg kan da også godt se det miljørigtige i at spare naturen for de enorme mængder affald som et blebarn skaber. Dertil er der det økonomiske perspektiv i at man slipper for at skulle købe bleer hele tiden, et amerikansk barn forventes at bruge for ca 2-3000 $ (12-18000 kr) bleer fra fødsel til pottetræning, hvorimod man som cloth diaper mom kan nøjes med en engangsinvestering på ca. 2-400 $. Det er jo noget af en besparelse. Som tillæg hertil påstår mine mødre-veninder at deres børn har meget sundere numser og at de oplever langt mindre bleudslæt end da de brugte engangsbleer. Det synes jeg jo alt sammen lyder meget tiltalende, men jeg tænker da lidt på om jeg overhovedet orker de ekstra 2-3 vaske om ugen med lorte-stofbleer, når jeg til den tid står med en nyfødt på armen og en toårig lille dame. Lige nu siger mit hjemmegående husmor-gen mig at de fornuftige argumenter langt overskygger det ekstra besvær. Så her er de så, de moderne stofbleer, så vil tiden vise om jeg bliver en rigtig cloth diaper mom eller jeg kommer krybende tilbage til den enklere engangsble-tilværelse.

IMG_2252 IMG_2253

Efter alle ugens store indkøb har vi nydt en dejlig kølig men solrig lørdag i haven.

IMG_2247

Chopperen er en gave fra vores søde nabo, en ældre mand, som vi ikke ser meget til udover når han plejer og passer sin græsplæne.

IMG_2245

IMG_2249

Her er vores egen lille egern-pige. For en ordens skyld, skal det lige nævnes at farmanden står omme på den anden side af træet og holder godt fast i lillepigen.

Skriv en kommentar