Ugens forskrækkelse

Ebola er det helt store emne i de amerikanske nyhederne for tiden. Faktisk fylder det ca halvdelen af den lokale nyhedsudsendelse, resten omhandler sport. Ja det er åbenbart så meget vi her i USA behøver at vide. Hysteriet er helt i top, og selv på vores lokale læges dør hænger der et skilt med ebola-symptomer og smitteveje. I tv kører reklamer for Ebola-C som skulle være en vitaminpille, der skulle forebygge at man blev smittet med ebola. Læger advarer dog mod at det er det rene fup, men der er vel altid nogen som vil forsøge at tjene penge på andres frygt.

I tirsdags kom ebolatruslen dog lige tæt nok på. Morten ringede hjem fra arbejde om formiddagen, da han lige ville informere mig, inden jeg hørte det i nyhederne, om at der var kommet en patient ind på “hans” hospital som var mistænkt for at have ebola! Hospitalet var selvfølgelig i højeste alarmberedskab. Men fra episoden i Texas hvor en ebolapatient havde smittet to sygeplejersker inden han døde af sin sygdom, var det jo ikke nogen hemmelighed at der var huller i sikkerhedsforanstaltningerne. Jeg gav derfor manden strenge ordrer på at blive i sit lab hele dagen og ikke bevæge sig ned i kantinen eller i nærheden af den del af hospitalet som var i karantæne.  Heldigvis kunne nyhederne et døgn senere berette at ebolaalarmen var afblæst, da prøver havde vist at patienten led af en anden tropesygdom (hvilken blev dog ikke nævnt). Vi kunne ånde lettet op. Men bare tanken om at det kunne være kommet så tæt på er ikke rar, selv ikke for os rationelle og ikke-så-let-at-skræmme europæere.

Min oplevelse er at amerikanerne er meget lette at skræmme omkring smitsomme sygdomme. Det ser vi også bare på den mængde af vaccinationer som anbefales. Inden vi rejste fra Danmark var lillepigen blevet fuldt vaccineret efter sundhedsstyrelsens anbefalinger, og skulle efter danske regler ikke stikkes igen før hun var fyldt fire år. Men vores amerikanske børnelæge mente bestemt ikke at hun var dækket ind, så nu er vi i gang med endnu en omgang vacciner mod de almindelige børnesygdomme samt vacciner mod hepatitis. På nogen punkter kan jeg godt forstå de ekstra foranstaltninger. USA er jo et land der består af rigtig mange nationaliteter og folk fra hele verden, så det undrer jo ikke at der er større risiko for at få alverdens sygdomme her, end hjemme i lille Danmark.  Alligevel begynder jeg så småt at stejle over alle de stik og prik vi har modtaget siden vi bosatte os her. Fra min graviditet med lillepigen husker jeg ikke at jeg skulle vaccineres, men her har jeg ved hver eneste besøg hos min fødselslæge blevet stukket for et eller andet. Jeg bryder mig bestemt ikke om at blive vaccineret når jeg er gravid af frygt for at det kan påvirke barnet negativt. Men det er åbenbart kutymen her at de hellere vil stikke en gang for meget end en gang for lidt, da lægerne og forsikringsselskabet ikke vil risikere at jeg bliver alvorlig syg af f.eks. influenza og at det resulterer i at barnet bliver skadet eller fødes for tidligt.  Selvom jeg gerne ville, har jeg ikke overskud til at sætte mig ordentligt ind i de forskellige vacciner og vurdere hvor nødvendige de egentlig er, så jeg følger strømmen og lader både lillepigen, mig selv, og sågar manden vaccinere for (som min fødselslæge siger) at beskytte den nye baby.

I øjeblikket har vi fantastisk efterårsvejr. Omkring 15-18 grader og sol fra en skyfri himmel. Det benytter vi os rigtig af med en masse dejlige efterårsaktiviteter. Lillepigen og jeg har været på Pumpkin Hollow, hvor vi har kørt i hestevogn, leget i hø, løbet i majslabyrint og puttepigen nøje har udvalgt sit eget græskar.

Vi har også været en tur på Cider Hill æbleplantage for at plukke æbler. Her kørte vi med høvogn efter en traktor. Plukkede en masse dejlige æbler og sluttede af med super lækre apple cider doughnuts.