Der er mange ting vi går og tæller ned til i øjeblikket.

Der er 4 dage til bedstemor og onkel Mads kommer på juleferie hos os.

Der er 5 dage til termin, så lillebror kan komme hvornår det skal være.

Og så selvfølgelig julen, den er der kun 8 dage til.

Med alle de spændende begivenheder i horisonten, snakker vi meget om hvad der venter forude. Puttepigen kan næsten ikke vente hverken til hun skal spise is og gå i svømmehal med bedstemor, julemanden kommer eller at hun kan få lov endelig at holde lillebror.

Der er meget som er anderledes her i USA end derhjemme og det kommer gang på gang bag på mig. Normalt pynter vi ikke juletræ før den 23. dec, men jeg kunne se hos mine stay-at-home-mommy-kolleger at juletræerne allerede stod i stuerne fuldt pyntet. Så den 9. dec var vi ude at købe julepynt og juletræ. Jeg var overbevist om at vi var i god tid, der var jo mere end to uger til jul, men nej. Julepynten var allerede sat 60% ned og hylderne næsten ryddet.

Jeg var meget forundret, og forundringen blev kun større da ekspedienten fortalte mig at de da ikke ville få flere juleting før næste år. Hvad skal de så sælge resten af december, hvis det ikke er juleting? Det lykkedes dog lillepigen og jeg at finde nogle julekugler og lidt andet pynt til træet forlagt hist og her i butikken. Men stjernen til toppen af træet var helt udsolgt, der var kun engle og snefnug tilbage. Det har altid været en stjerne som har prydet toppen af vores juletræ, og det skulle der ikke laves om på. Jeg er ikke helt religiøs nok til at sætte en engel på toppen og “snefnugget over Betlehem” lyder bare ikke lige så godt som “stjernen over Betlehem”. Efter at have besøgt endnu 2 butikker som også havde udsolgt, kunne jeg se online at der kun var én forretning i 20 kilometers omkreds, som stadig havde lagerbeholdning på stjerner. Og her lykkedes det mig at få den aller sidste!

Her er så resultatet, et styk smukt pyntet juletræ. Det var da helt klart besværet værd.

Ellers fordriver vi ventetiden med honningkage-hus-pyntning

og børne-juleparty.

Men der har også været tid til et juleparty for de voksne. I søndags blev lillepigen passet hos sin veninde A, så manden og jeg kunne komme til det årlige christmas party på hans arbejde. Det var en stor oplevelse, dels var det første gang siden vi flyttede at vi var ude uden den unge dame, og dels var det meget anderledes end en dansk firmajulefrokost.

Festen blev holdt på en meget fornem country club og indbydelsen lød på dresscode af cocktail påklædning, og tidsbegrænsning af feste fra kl. 18 til kl. 20.30. Allerede her var vi klar over at der nok ventede os noget ganske andet end den klassiske danske julefrokost med rigelige mængder våde varer og fest til langt ud på natten. Festen startede med hors d´oeuvre i baren og præcis kl. 19 blev alle gennet ind til de fint opdækkede borde i spisesalen. Næsten inden vi fik sat os, blev vi gelejdet op til buffeten, hvor vi pænt tog lidt forskelligt af den dejlige mad, mens amerikanerne skovlede bjerge af mad op på deres tallerkener. Tilbage ved bordet var der næsten stilhed, mens alle skovlede ind, og vi som de eneste brugte både kniv og gaffel. Jeg forstår altså ikke amerikanernes aversion mod at bruge kniven til at spise med. Så snart den sidste bid var puttet i munden stormede de op og hentede dessert, og først herefter kom der rigtig gang i samtalen ved bordet. Det var meget langt fra de danske fester, hvor man sidder og hygger længe over maden.

Under desserten blev der holdt en tale, hvor en masse af de ansatte blev takket for deres indsats i det forgangne år, så var der lige en halv time tilbage til at networke i,  og så var den fest slut.

Vi tog derfra en oplevelse rigere. Det havde været en spændende aften, men meget anderledes end en dansk fest, hvor man har hele natten til at snakke og hvor stemningen oser af hygge. Her var alt foregået på klokkeslæt, og det hele havde forekommet mig lidt forhastet og overplanlagt.

En ung dame som lige skulle se om hun kunne fylde sin mors sko:-)

Det var så den fire dages weekend. Det var lige hvad vi trængte til. På grund af Thanksgiving havde manden nemlig fri både torsdag og fredag.

Thanksgiving falder altid på den 4. torsdag i november og er en stor amerikansk helligdag. Den har sin oprindelse helt tilbage i 1621.

I september 1620 rejste en gruppe pilgrimme med det gode skib The Mayflower fra England mod den nye verden i håb om et bedre liv. Begyndelsen på deres nye tilværelse skulle dog vise sig at blive en barsk og farefuld færd. The Mayflowers afrejse blev forsinket fra England, hvilket resulterede i at søfarten over Atlanten kom til at foregår i højsæsonen for storme. Efter to forfærdelige måneder på havet nåede pilgrimmene endelig til Amerika, dog blot for at opdage at de mange storme havde ført dem meget længere nord på end deres oprindelige mål. Vinteren var lige om hjørnet, så det var for sent at sejle syd på. Pilgrimmene og skibets besætning var tvunget til at overvintre på The Mayflower. Da vinteren var ovre var kun 53 af de 102 pilgrimme og halvdelen af besætning i live, de resterende var bukket under for kulden, underernæring og sygdom. Men pilgrimmenes trængsler var langt fra ovre. De skulle lære at jage det lokale vildt og dyrke de lokale afgrøder. Med hjælp fra indianerne i området tilegnede pilgrimmene sig de nødvendige færdigheder, og kunne ved udgangen af den følgende sommer holde en fest for at fejre at høsten var i hus og takke deres lærermestre.

Gennem vores mødregruppe er puttepigen og jeg blevet gode venner med A og hendes mor S. Så da vi blev inviteret til at fejre Thanksgiving med hele deres familie var vi hurtige til at takke ja.

Vi ankom som inviteret ved to-tiden om eftermiddagen. Her blev vi præsenteret for hele familien som i dagens anledning bestod af S, hendes mand J og datter A, S´s mor og far, hendes søster med mand og barn og hendes onkel. Vi blev taget rigtig godt imod, og mens moderen lagde sidste hånd på festmåltidet, snakkede damerne og mændene så amerikansk fodbold (det er nemlig en moderne del af Thanksgiving tradionen at der bliver vist fodbold i tv). Inden vi skulle spise bad vi i fællesskab bordbøn. De mange retter kom på bordet og alle satte sig om det fint dækkede bord og gik i krig med de enorme mængder mad (det er første gang siden vi kom til USA at vi har været i et privat hjem, hvor vi rent faktisk har  benyttet spisebordet). Festmåltidet bestod af en kæmpe kalkun, kartoffelmos, sovs, grønne bønner i hvid sovs med ristede løg på toppen, stuvede majs, kuvert brød og stuffing lavet af brødkrummer, selleri, krydret oksekød og andre grøntsager (meget langt fra den fars vi plejer at putte inden i fjerkræet juleaften). Det var meget lækkert. Under måltidet gik snakken lystigt og jeg blev belært om at stuffing-opskrifter nærmest var en familiehemmelighed som blev nedarvet gennem generationer og at de var meget forskellige fra egn til egn. F. eks. blev stuffing nogen steder lavet med rejer elle østers. Kalkun stegt med rejer og østers i maven har jeg lidt svært ved at forestille mig smagen af, så jeg var meget taknemmelig over den stuffing vi fik, for den var bare god.

Da alle var vel forsynet sagde S´s mor en taksigelse eller form for bøn, hvor der blev takket for maden og alle som var tilstede. Normalt kan jeg godt være lidt skræmt over amerikanernes religiøsitet som i nogle tilfælde kan være meget ekstrem og ensidig fordømmende. Men det vi var vidne til her var rørende og utrolig passende til lejligheden. Og jeg er virkelig glad for at vi også fik lov at opleve denne afdæmpede udgave af den amerikanske tro.

Tre små forventningsfulde piger. Der glæder sig til maden bliver serveret. De tre tøser er næsten jævnaldrende og havde en fantastisk dag i hinandens selskab.

En kalkun siger forresten Goble, goble, goble. Det har lillepigen og jeg lært til Kalkun-dag på Ernie Miller Nature Center.

Da Thanksgiving nu er overstået har vi taget hul på julen. Så resten af weekenden blev brugt til hygge, leg og julepyntning.