I don´t like Monday…. Synger The Boomtown Rats.

Det kan jeg tilslutte mig i hvert fald når det drejer sig om mandag den 26. januar der bestemt falder under kategorien mandag jeg ikke kan lide.

Normalt har jeg ikke noget specielt imod mandage, men denne mandag var bare en træls en af slagsen. Endnu en gang kom vi i nærkontakt med det amerikanske sundhedssystem og deres skræmmende overtestning.

Mandag morgen stod vi op efter bare to timers søvn til snottede næser over hele linien. Lillemanden havde holdt os vågne det meste af natten, han havde feber, var snottet og havde det bare rigtig skidt. Storesøster var snottet og utilpas og jeg havde hovedpine og ondt i halsen. Vi var bare en sølle forsamling. Farmanden var dog mirakuløst sluppet uden om baksille-angrebet men var dog heller ikke i en særlig god forfatning efter nattens mange traveture op og ned af gulvet med en skrigende baby.

Som om det ikke var nok så ringede vores udlejer for at fortælle at der kl 10 samme formiddag ville komme en VVS´er for at ordne den evindelig stoppede håndvask på badeværelset. Håndværkerbesøg var ikke lige det vi havde overskud til denne formiddag, men vi har døjet så længe med den håndvask at en aflysning ikke var på tale.

Kl. 10 troppede vores udlejer op sammen med sit barnebarn på 18 måneder og en VVS´er. Vi havde ikke lige forventet hendes besøg. Så mens VVS´eren tog kampen op med håndvasken og hele husets øvrige afløbssystem, forsøgte jeg at agere playdate værtinde overfor vores udlejer og hendes barnebarn samt to syge unger. Ikke lige så vellykket.

Vores udlejer er en sød og velmenende dame som kom med mange råd i forhold til syge unger så som at anskaffe en luftfugter, give anti-bøvse-og-prutte dråber til Theodor og meget andet som jeg pænt nikkede: “ja det må vi hellere få købt” til, men i virkeligheden tænkte jeg: “hun må da være gal. Det vil da aldrig hjælpe”, eller “det er da det dummeste jeg har hørt”.

Da invasionen endelig forlod os var det tid til at køre mod børnelægen. Tidligere på dagen havde vi ringet til lægen, egentlig bare for at få afklaret om det var ok at give babymanden noget smertestillende og febernedsættende alá Panodil. Og hvilket præparat som var det anbefalede, da det her er nogle andre mærker og virksomme stoffer end dem vi kender i Danmark. I stedet for at få et svar på vores spørgsmål fik vi at vide at det var aldeles nødvendigt at han skulle tilses af en læge. Altså drog babymanden og jeg til lægen, mens farmanden blev hjemme, da vi ikke syntes at storesøster var så syg at hun skulle tilses af en læge og ikke ville udsætte hende for et venteværelse fyldt med syge børn

Hos lægen blev lillemanden undersøgt i alle ender og kanter, lyttet på og hevet i til den helt store guldmedalje uden at lægen kunne finde noget galt, andet end lidt feber og snot. På grund af hans alder ville lægen ikke slippe os fri før der var fundet en årsag til feberen! Hun var meget bestemt. Det var ikke nok at slå den hen som en forkølelse på baggrund af hele familiens miserable tilstand. Først fik lillemanden foretaget en influenzatest, da den var negativ, blev vi sendt videre på hospitalet til yderligere tests. Lægen gav os to sedler med, #1 og #2. Den første seddel skulle jeg aflevere til receptionisten i laboratoriet på hospitalet. Der stod at Theodor skulle have foretaget en test for RSVirus. Var han negativ for RSVirus trådte seddel #2 i kraft. På den stod der at han skulle få taget en blodprøve, lagt kateter for at tappe til en urinprøve og taget røntgen af lungerne samt evt. indlæggelse. Meget drastiske tiltag for sådan en lille mand. Testen for RSVirus var bare en vatpind i næsen, bestemt ikke noget babymanden brød sig om, men han vidste jo heller ikke hvilke overgreb der muligvis ventede forude.

Vi skulle blive på hospitalet mens vi ventede på testresultatet, og efter en halvtimes tid fik vi svaret. Prøven var positiv for RSVirus. Sikket en lettelse. Det er da bestemt ikke rart at han er blevet ramt af RSV, da den hos små børn let kan udvikle sig til lungebetændelse eller bronkitis. Men jeg kunne slet ikke bære tanken om at der skulle stikkes og lægges slanger i min lille baby.

Det var med stor lettelse at jeg kunne smide seddel #2 ud og køre hjem til den syge storesøster og udmattede farmand.

Det havde været en hård dag for os alle, så det var med stor taknemlighed at vi tog i mod vores udlejers tilbud om at hun ville lave suppe til den syge familie. Det er egentligt sjovt når jeg tænker over det. Amerikanernes måde at vise medfølelse på når nogen går i gennem en hård tid er ved at give et hjemmelavet måltid mad til de ramte. Det har vi nydt godt af de sidst par uger. Først var det damerne fra min mødregruppe, så vores udlejer og senest en af mandens kolleger, da han meddelte at han tog et par feriedage for at passe sin syge familie. Det er dejligt med medfølelse og omsorg fra vores medmennesker, men måske en lidt sjov måde at vise det på, når man tænker på at vi bor i en by med fast food restauranter bogstavelig talt på hvert gadehjørne. Vi kunne købe take away mad (også sunde alternativer) hver dag i en måned uden af skulle købe fra den samme restaurant to gange.

De sidste par dage har bragt lidt bedring. Babymanden er hurtigt blevet feberfri, jeg er sikker på det er fordi han har stærkt vikingeblod i årerne på trods af hans amerikanske statsborgerskab. Desværre hoster og snotter han stadig meget, og hans opfølgning hos lægen resulterede da også i at han blev suget i næse og hals hvilket var meget traumatiserende for hans mor at overvære. Storesøster kæmper også stadig med sin sygdom, men hun får det lidt bedre for hver dag. Ja og jeg, jeg er bare sølle efter flere dage med syge børn, søvnløse nætter og egen forkølelse. Jeg drømmer mig tilbage til den gang B.C. (before children) hvor man bare lagde sig under dynen med sin forkølelse og ikke stod op før man man var rask, Det var tider. Jeg vil dog under ingen omstændigheder tilbage, jeg er jo velsignet med to fantastisk dejlige (snottede) unger.

Jeg har i mange af mine indlæg kommenteret på uforudsigeligheden angående vejret her i Kansas og det bliver jeg simpelthen nød til igen. I dag havde vi nemlig 21 grader og sol, i januar måned! Desværre kunne vi ikke nyde det, dels fordi vi er meget smitsomme, men mest fordi vi er for syge og udmattede til til at lave andet end at sidde i sofaen med dynen og se Den Lille Havfrue igen og igen. Desværre ser det slet ikke ud til at vi når at få glæde af det gode vejr i denne omgang. I weekenden varsler vejrudsigten nemlig frost og sne. Jeg må gentage mig selv, vejret i Kansas er ikke til at blive klog på.

P.S. Dette indlæg indeholder ingen billeder, simpelthen fordi ingen af os er særlig kønne at se på med vores snotdryppende næser og røde hævede øjne.

Hverdagen har ramt os.

Manden er tilbage på job og vi andre tre skal få en hverdag til at fungere. Dagene og nætter glider sammen i en lang stribe af bleskift, amninger og forsøg på at putte den ene eller den anden. Jeg er total udkørt.

Sangen i nedenstående link beskriver meget godt min nuværende tilstand:-)

http://www.sunnyskyz.com/happy-videos/1631/For-All-The-Moms-Who-Need-Coffee-To-Make-It-Through-The-Day-This-Song-Is-Your-New-Anthem#w5gfHO2HWAipCsAl.01

De fleste dage når vi aldrig ud af huset. I den forgangne uge er det kun lykkedes to gange. Tirsdag havde vi en aftale om at mødes med nogle andre mødre fra kl 9 til 11. Da vi endelig var klar til at forlade huset efter utallige bleskift, amninger og så lige endnu et bleskift, var klokken blevet 10.30! Det gav ikke rigtig mening at forsøge at mødes med de andre, de ville jo være ved at pakke sammen inden vi nåede frem, så vi gik i stedet en tur til søen for at fodre ænder.

Midt under fodringen var vi nær blevet angrebet af en gås som åbenbart syntes at Elisabeth var for langsom om at smide brød hen til den. Den hvæsede og nappede ud efter hende. Jeg måtte i al hast løfte hende op og løbe om på den anden side af klapvognen, hvor i lillebror lå og sov, for at komme uden for rækkevidde af det gale bæst. Godt vi havde en mand med til at beskytte os 😉 Vi var begge noget forskrækkede men efter en tur på legepladsen var vi ok igen.

Den anden gang det lykkedes at undslippe vores lune hule var til Muffin Swap i mødregruppen. Vi fik en del roser for at vi overhovedet var kommet ud af døren og kun var en halv time forsinket. Som en bonus for vores udflugt kom vi hjem med 6 forskellige slags muffins. Nam nam.

I min mødregruppe er der en tradition for at hjælpe nybagte mødre. For mig har de lavet et Meal Train, så et par gange om ugen skiftes de andre mødre til at komme med aftenmad til os. Det er en stor hjælp for os og spændende at prøve nogle nye retter.

Her er det pastaret samt cookies fra Stacy og dumplings i karry sovs med bønner fra Amy.

Bassemanden fyldte i går 1 måned. Det føles som om vi altid har haft ham, og samtidig som det var i går han kom til verden. Dagen blev fejret med 1-måneds-undersøgelse hos lægen, hun kunne bekræfte at Theodor var en flot og velnæret lille fyr, men det viste vi jo i forvejen. Han spiser godt, meget godt faktisk, så han vejer nu ikke mindre end 5,4 kg. Det forklarer jo hvorfor han er vokset ud af meget af sit tøj og allerede bruger størrelse 3 måneder i tøj.

Lillepigen, det kan jeg vel ikke kalde hende mere nu hun er blevet storesøster, har taget opgaven til sig og udviser stor omsorg over for lillebror. Så snart der kommer det mindste grynt fra vuggen er hun på pletten og står på tæer med næsen lige over vuggekanten for at se hvad der er i vejen med ham, mens hun højlydt kalder “Moaaar, der kommer gylp!” Så hvis han ikke allerede er vågnet skal hun nok få ham vækket. Hun er meget dygtig til at give ham sutten og henter stolt stofbleer så vi kan tørre gylp væk. Hun tager ansvar som en stor pige, så jeg skal nogen gange lige huske mig selv på at hun altså kun er 2 år. Det blev jeg mindet om i går da lillebror sad i skråstolen på gulvet og der kom en gylpetår, puttepigen henter selvstændigt et håndklæde, som hun lægger over hans ansigt og begynder at gnide. Vi fik hurtigt fjernet håndklædet, men lillebror var bestemt ikke tilfreds med den behandling han havde fået. Han var postkasserød i hovedet og skreg af sine lungers fulde kraft nu han igen kunne få luft. Så jo, hun er omsorgsfuld og hjælpsom men stadig en lille pige.

Vi er kommet os over blodprøve-forskrækkelsen, og har nu overskud til at bekymre eller skal jeg sige beklage os over de almindelige udfordringer ved at have fået tilføjet en nyfødt til familien.

• Det enorme søvnunderskud. Man ved at man er nybagt mor med katastrofalt søvnmangel når man skraber madresterne af i opvaskemaskinen og smider tallerkenen i skraldespanden. Jeg opdagede dog selv at der var noget galt da tallerkenen ikke rigtig passede ned i skraldespanden:-)
• Den evige mangel på rent tøj, når man bliver overgylpet minimum 10 gange om dagen eller tisset på og til sidst bare ikke orker at skifte tøj mere eller bare ikke har mere rent.
• De total uoverkommelige bunker af vasketøj som hænger uundgåeligt sammen med ovenstående.
• Et hus der efterhånden er erobret af nullermænd som man bare endnu en dag vælger at ignorere.
• Hukommelsestab når det kommer til personlig hygiejne, hvornår var jeg sidst i bad, ingen anelse, men efter lugten at dømme er det i hvert fald flere dage siden.

Når al brokken og selvmedlidenheden nu er kommet til udtryk, må jeg hellere sige at vi alle fire nyder vores barsel sammen. Lillebror er en dejlig lille basse som bare er nem at tilfredsstille, amning, søvn og bleskift er alt hvad der skal til. Og han får rigeligt at spise det ses på vægten, på to uger har han taget 600 gram på!

Den sidste uges tid har vi konstant haft frostvejr, og flere dage har temperaturen været helt nede på minus 20 grader. Når det er så koldt er det jo godt at vi har de uldne sager med hjemme fra Danmark. Her er det tante Annes hjemmestrikkede babysvøb der holder Theodor varm. Til gengæld har vores vinduer haft svært ved at holde frosten ude, så flere dage i træk havde vi is indvendig på det yderste vindue.

Når det nu er for koldt til at gå ud med to små børn, må vi bare underholde os selv indendørs. Her bager vi rugbrød.

Her bager vi franskbrød, og Elisabeth skal lige smage på hver eneste skefuld mel som kommes i røremaskinen.

Vi har også bagt croissant og hindbærsnitter.

Det er utroligt så meget man kan nå når man har en lille hjælper. Her er det uldtøjet der får en god gang vask.

For at der ikke skulle gå helt huleboer i den, har vi dog et på gange vovet os ud af huset bare for at løbe ind i en varm gymnastiksal hvor vi kunne lege. Og så er det jo bare dejligt at vi i øjeblikket kan have far med.

På onsdag er barslen slut og farmanden skal tilbage på job. Og så må vi jo finde ind i vores nye hverdag som hjemmegående mor med to børn. Det skal nok blive spændende og udfordrende.

Som de fleste forældre nok kan nikke genkendende til så er forældreskabet fyldt med glæder og sorger. Det mærker vi bestemt for tiden, hvor vi forsøger af falde ind i rollen som en familie bestående af far, mor og to børn.

Det søde

Det er fantastisk at se hvordan puttepigen dag for dag bliver gladere for sin lillebror. Hun sætter sig selv i sofaen med ammepuden og beder om at måtte holde lillebror.

Når hun taler om ham er det ofte på engelsk. “Han er little boy”. “So cute”. “Beautiful” “careful” er fraser som vi hører igen og igen.

Et par raserianfald af den helt store kaliber, har vi dog også fået fra lillepigens side. Hun er blevet meget følsom over for at miste sin mad. Selv længe efter hun har sagt tak for mad og har forladt bordet, kan hun pludselig få et hysterisk anfald når hun opdager at hendes halvtomme tallerken er blevet ryddet af bordet og maden smidt ud. Det er en lidt spøjs reaktion, synes jeg, men en eller anden reaktion på at få en lillebror havde vi da forventet. Man kan vel godt sige at en reaktion på at miste sin mad er et godt udtryk for at miste sin ener-status hos sine forældre.

Elisabeth i sin elskede lakridskonfekt-trøje som om muligt er blevet endnu bedre nu lillebror har en magen til.

Det sure

I går lørdag fik vi et brev med svar på den newborn screening (i Danmark kaldet hælblodprøven) som Theodor fik foretaget mens vi stadig var på sygehuset. Det var bestemt ikke opmuntrende læsning. Screeningen havde nemlig vist at han havde forhøjet niveau af TSH, og at han derfor skal have foretaget yderligere tests med henblik på at vurdere om han lider af kongenit hypothyreose. Vi havde slet ikke skænket det en tanke, at han kunne være syg, han er jo sådan en perfekt lille dreng. Der stod vi lørdag eftermiddag, med hvad der føltes som en million dage til vi kunne kontakte vores børnelæge mandag morgen. I denne situation er det både en velsignelse og en forbandelse at vi begge er uddannet inden for naturvidenskab, og derfor kender en masse til kroppens hormonsystemer og de sygdomme som opstår når de fejler. Kongenit hypothyreose er kort fortalt en meget alvorlig sygdom, der ubehandlet resulterer i både mental og fysisk retardering. Der ses ingen symptomer på sygdommen fra fødslen, men behandlingen skal påbegyndes inden for få uger for at barnet ikke tager skade. Sygdommen kan ikke helbredes, men med behandling kan barnet få et normalt liv.

Tusinde tanker har i weekendens løb meldt sig. Er vores lille søn alvorligt syg? Skal han indlægges? Bliver han retarderet? Skal han være i behandling hele sit liv? Dækker vores sundhedsforsikring? Burde vi rejse hjem til Danmark, hvor vi kender sundhedsvæsenet og hvor vi kan få støtte af familie og venner?…………osv.

For ikke at gå helt i spåner, har vi besluttet at indtil den anden test har bekræftet at/om han er syg, så vil vi antage at den første test er en falsk-positiv, og at Theodor er sund og rask.