Hverdagen har ramt os.
Manden er tilbage på job og vi andre tre skal få en hverdag til at fungere. Dagene og nætter glider sammen i en lang stribe af bleskift, amninger og forsøg på at putte den ene eller den anden. Jeg er total udkørt.
Sangen i nedenstående link beskriver meget godt min nuværende tilstand:-)
De fleste dage når vi aldrig ud af huset. I den forgangne uge er det kun lykkedes to gange. Tirsdag havde vi en aftale om at mødes med nogle andre mødre fra kl 9 til 11. Da vi endelig var klar til at forlade huset efter utallige bleskift, amninger og så lige endnu et bleskift, var klokken blevet 10.30! Det gav ikke rigtig mening at forsøge at mødes med de andre, de ville jo være ved at pakke sammen inden vi nåede frem, så vi gik i stedet en tur til søen for at fodre ænder.
Midt under fodringen var vi nær blevet angrebet af en gås som åbenbart syntes at Elisabeth var for langsom om at smide brød hen til den. Den hvæsede og nappede ud efter hende. Jeg måtte i al hast løfte hende op og løbe om på den anden side af klapvognen, hvor i lillebror lå og sov, for at komme uden for rækkevidde af det gale bæst. Godt vi havde en mand med til at beskytte os 😉 Vi var begge noget forskrækkede men efter en tur på legepladsen var vi ok igen.
Den anden gang det lykkedes at undslippe vores lune hule var til Muffin Swap i mødregruppen. Vi fik en del roser for at vi overhovedet var kommet ud af døren og kun var en halv time forsinket. Som en bonus for vores udflugt kom vi hjem med 6 forskellige slags muffins. Nam nam.
I min mødregruppe er der en tradition for at hjælpe nybagte mødre. For mig har de lavet et Meal Train, så et par gange om ugen skiftes de andre mødre til at komme med aftenmad til os. Det er en stor hjælp for os og spændende at prøve nogle nye retter.
Her er det pastaret samt cookies fra Stacy og dumplings i karry sovs med bønner fra Amy.
Bassemanden fyldte i går 1 måned. Det føles som om vi altid har haft ham, og samtidig som det var i går han kom til verden. Dagen blev fejret med 1-måneds-undersøgelse hos lægen, hun kunne bekræfte at Theodor var en flot og velnæret lille fyr, men det viste vi jo i forvejen. Han spiser godt, meget godt faktisk, så han vejer nu ikke mindre end 5,4 kg. Det forklarer jo hvorfor han er vokset ud af meget af sit tøj og allerede bruger størrelse 3 måneder i tøj.
Lillepigen, det kan jeg vel ikke kalde hende mere nu hun er blevet storesøster, har taget opgaven til sig og udviser stor omsorg over for lillebror. Så snart der kommer det mindste grynt fra vuggen er hun på pletten og står på tæer med næsen lige over vuggekanten for at se hvad der er i vejen med ham, mens hun højlydt kalder “Moaaar, der kommer gylp!” Så hvis han ikke allerede er vågnet skal hun nok få ham vækket. Hun er meget dygtig til at give ham sutten og henter stolt stofbleer så vi kan tørre gylp væk. Hun tager ansvar som en stor pige, så jeg skal nogen gange lige huske mig selv på at hun altså kun er 2 år. Det blev jeg mindet om i går da lillebror sad i skråstolen på gulvet og der kom en gylpetår, puttepigen henter selvstændigt et håndklæde, som hun lægger over hans ansigt og begynder at gnide. Vi fik hurtigt fjernet håndklædet, men lillebror var bestemt ikke tilfreds med den behandling han havde fået. Han var postkasserød i hovedet og skreg af sine lungers fulde kraft nu han igen kunne få luft. Så jo, hun er omsorgsfuld og hjælpsom men stadig en lille pige.
Udlandsliv 