I don´t like Monday…. Synger The Boomtown Rats.

Det kan jeg tilslutte mig i hvert fald når det drejer sig om mandag den 26. januar der bestemt falder under kategorien mandag jeg ikke kan lide.

Normalt har jeg ikke noget specielt imod mandage, men denne mandag var bare en træls en af slagsen. Endnu en gang kom vi i nærkontakt med det amerikanske sundhedssystem og deres skræmmende overtestning.

Mandag morgen stod vi op efter bare to timers søvn til snottede næser over hele linien. Lillemanden havde holdt os vågne det meste af natten, han havde feber, var snottet og havde det bare rigtig skidt. Storesøster var snottet og utilpas og jeg havde hovedpine og ondt i halsen. Vi var bare en sølle forsamling. Farmanden var dog mirakuløst sluppet uden om baksille-angrebet men var dog heller ikke i en særlig god forfatning efter nattens mange traveture op og ned af gulvet med en skrigende baby.

Som om det ikke var nok så ringede vores udlejer for at fortælle at der kl 10 samme formiddag ville komme en VVS´er for at ordne den evindelig stoppede håndvask på badeværelset. Håndværkerbesøg var ikke lige det vi havde overskud til denne formiddag, men vi har døjet så længe med den håndvask at en aflysning ikke var på tale.

Kl. 10 troppede vores udlejer op sammen med sit barnebarn på 18 måneder og en VVS´er. Vi havde ikke lige forventet hendes besøg. Så mens VVS´eren tog kampen op med håndvasken og hele husets øvrige afløbssystem, forsøgte jeg at agere playdate værtinde overfor vores udlejer og hendes barnebarn samt to syge unger. Ikke lige så vellykket.

Vores udlejer er en sød og velmenende dame som kom med mange råd i forhold til syge unger så som at anskaffe en luftfugter, give anti-bøvse-og-prutte dråber til Theodor og meget andet som jeg pænt nikkede: “ja det må vi hellere få købt” til, men i virkeligheden tænkte jeg: “hun må da være gal. Det vil da aldrig hjælpe”, eller “det er da det dummeste jeg har hørt”.

Da invasionen endelig forlod os var det tid til at køre mod børnelægen. Tidligere på dagen havde vi ringet til lægen, egentlig bare for at få afklaret om det var ok at give babymanden noget smertestillende og febernedsættende alá Panodil. Og hvilket præparat som var det anbefalede, da det her er nogle andre mærker og virksomme stoffer end dem vi kender i Danmark. I stedet for at få et svar på vores spørgsmål fik vi at vide at det var aldeles nødvendigt at han skulle tilses af en læge. Altså drog babymanden og jeg til lægen, mens farmanden blev hjemme, da vi ikke syntes at storesøster var så syg at hun skulle tilses af en læge og ikke ville udsætte hende for et venteværelse fyldt med syge børn

Hos lægen blev lillemanden undersøgt i alle ender og kanter, lyttet på og hevet i til den helt store guldmedalje uden at lægen kunne finde noget galt, andet end lidt feber og snot. På grund af hans alder ville lægen ikke slippe os fri før der var fundet en årsag til feberen! Hun var meget bestemt. Det var ikke nok at slå den hen som en forkølelse på baggrund af hele familiens miserable tilstand. Først fik lillemanden foretaget en influenzatest, da den var negativ, blev vi sendt videre på hospitalet til yderligere tests. Lægen gav os to sedler med, #1 og #2. Den første seddel skulle jeg aflevere til receptionisten i laboratoriet på hospitalet. Der stod at Theodor skulle have foretaget en test for RSVirus. Var han negativ for RSVirus trådte seddel #2 i kraft. På den stod der at han skulle få taget en blodprøve, lagt kateter for at tappe til en urinprøve og taget røntgen af lungerne samt evt. indlæggelse. Meget drastiske tiltag for sådan en lille mand. Testen for RSVirus var bare en vatpind i næsen, bestemt ikke noget babymanden brød sig om, men han vidste jo heller ikke hvilke overgreb der muligvis ventede forude.

Vi skulle blive på hospitalet mens vi ventede på testresultatet, og efter en halvtimes tid fik vi svaret. Prøven var positiv for RSVirus. Sikket en lettelse. Det er da bestemt ikke rart at han er blevet ramt af RSV, da den hos små børn let kan udvikle sig til lungebetændelse eller bronkitis. Men jeg kunne slet ikke bære tanken om at der skulle stikkes og lægges slanger i min lille baby.

Det var med stor lettelse at jeg kunne smide seddel #2 ud og køre hjem til den syge storesøster og udmattede farmand.

Det havde været en hård dag for os alle, så det var med stor taknemlighed at vi tog i mod vores udlejers tilbud om at hun ville lave suppe til den syge familie. Det er egentligt sjovt når jeg tænker over det. Amerikanernes måde at vise medfølelse på når nogen går i gennem en hård tid er ved at give et hjemmelavet måltid mad til de ramte. Det har vi nydt godt af de sidst par uger. Først var det damerne fra min mødregruppe, så vores udlejer og senest en af mandens kolleger, da han meddelte at han tog et par feriedage for at passe sin syge familie. Det er dejligt med medfølelse og omsorg fra vores medmennesker, men måske en lidt sjov måde at vise det på, når man tænker på at vi bor i en by med fast food restauranter bogstavelig talt på hvert gadehjørne. Vi kunne købe take away mad (også sunde alternativer) hver dag i en måned uden af skulle købe fra den samme restaurant to gange.

De sidste par dage har bragt lidt bedring. Babymanden er hurtigt blevet feberfri, jeg er sikker på det er fordi han har stærkt vikingeblod i årerne på trods af hans amerikanske statsborgerskab. Desværre hoster og snotter han stadig meget, og hans opfølgning hos lægen resulterede da også i at han blev suget i næse og hals hvilket var meget traumatiserende for hans mor at overvære. Storesøster kæmper også stadig med sin sygdom, men hun får det lidt bedre for hver dag. Ja og jeg, jeg er bare sølle efter flere dage med syge børn, søvnløse nætter og egen forkølelse. Jeg drømmer mig tilbage til den gang B.C. (before children) hvor man bare lagde sig under dynen med sin forkølelse og ikke stod op før man man var rask, Det var tider. Jeg vil dog under ingen omstændigheder tilbage, jeg er jo velsignet med to fantastisk dejlige (snottede) unger.

Jeg har i mange af mine indlæg kommenteret på uforudsigeligheden angående vejret her i Kansas og det bliver jeg simpelthen nød til igen. I dag havde vi nemlig 21 grader og sol, i januar måned! Desværre kunne vi ikke nyde det, dels fordi vi er meget smitsomme, men mest fordi vi er for syge og udmattede til til at lave andet end at sidde i sofaen med dynen og se Den Lille Havfrue igen og igen. Desværre ser det slet ikke ud til at vi når at få glæde af det gode vejr i denne omgang. I weekenden varsler vejrudsigten nemlig frost og sne. Jeg må gentage mig selv, vejret i Kansas er ikke til at blive klog på.

P.S. Dette indlæg indeholder ingen billeder, simpelthen fordi ingen af os er særlig kønne at se på med vores snotdryppende næser og røde hævede øjne.