I sidste uge sagde puttepigen farvel til sin preschool. Sommerferien er startet, og hun vil jo ikke starte i tre-årige-klasse sammen med sine veninder til september. Selvom hun kun har gået der i tre måneder er hun blevet utrolig glad for skolen og de andre piger i klassen. Så jeg havde en lille klump i halsen, da hun gav lærerne et sidste farvelknus og rask marcherede ud af klasselokalet med et hastigt bye bye til de andre børn. Det var tydeligt at hun ikke forstod at det var sidste gang hun var der.

Min sentimentalitet bunder nok i at det var vores første farvel og en påmindelse om alle de farveller som vi skal igennem i de næste par uger. Vi har haft en god tid mens vi har været her i USA, så selvom vi glæder os til at komme hjem til Danmark og jeg på ingen måde er i tvivl om at det er det bedste for vores lille familie, bliver jeg alligevel lidt trist ved tanken om det vi forlader.
At skulle rejse fra de venskaber vi har fået har jeg det virkelig dårligt med. Specielt at skulle sige farvel til Elisabeths bedste veninde Amelia og hendes mor Stefani som jeg er blevet utrolig tæt med over det sidste halve år bliver rigtig svært. Vi prøver det bedste vi kan at forberede Elisabeth på at vi snart skal flytte, men det er tydeligt at hun ikke forstår det når hun taler om at Amelia skal med til Danmark og bo i Parkvænget sammen med os. 
Den anden dag sad hun og studerede vielsesringen på min finger. Efter lidt tid spurgte hun hvorfor jeg havde den på. Jeg svarede: “den har jeg på fordi jeg er gift med far”. Hun så undrende på mig så jeg fortsatte: “ligesom farmor er gift med farfar og Stefani med Joel. Det tænkte hun lidt over inden hun nikkede som nu havde hun forstået, og svarede: “så er jeg gift med Amelia”. Det bliver en frygtelig skilsmisse for de to unge damer.
  
Jeg kommer helt bestemt også til at savne alle de andre hjemmegående mødre og børn. Det er fantastisk at være del af så stort et netværk af kvinder, som alle har valgt at sætte karrieren på stand by for at få første parket til deres børns opvækst. Stay at home mom, home maker, fulltime mom eller hvad vi nu vælge at kalde det har bare en helt anden status og respekt her end deres få danske medsøstre. Det er inspirerede at se den stolthed som følger med titlen. 
I går havde vi en playdate med mødregruppen i en park nær vore hus, hele 25 mødre kom med deres unger så der var rig mulighed for voksensnak mens børnene fik leget energien af sig. Det kommer jeg virkelig til at savne.
   
 

Jeg vil dog ikke savne amerikanernes skræk for at fremmede stjæler deres børn. Selv helt små børn ved at stanger = danger. Om deres frygt er overdreven eller berettiget har jeg meget svært ved at vurdere. Vi forsøger jo også at lære vores børn at man ikke må gå med fremmede, men jeg synes det er vigtigt grundlæggende at have tillid til sine medmennesker. Og så kan jeg bedre lide talemåden at en hver fremmed er en mulig ny ven. 
Jeg får ofte at vide, når vi er ude, at min datter er meget åben og venlig over for nye mennesker, og det tager jeg som et kompliment. Men måske jeg er naiv. Det er i hvertfald et emne som ofte kommer på banen når vi snakker med andre forældre. F.eks. advarede vores nabo os mod at få en babyalarm med kamera da fremmede kunne hacke sig ind på enheden og se dit barn sove. Han kunne oven i købet fortælle om en som havde kidnappet et barn efter at have observeret familiens vaner gennem babyalarmen. 
Og en veninde fortalte at deres hund altid sover ved siden af datterens seng så den kan advare familien hvis nogen bryder ind på børneværelset. Hun fortalte også at hun aldrig kunne drømme om at sætte sig ud på terrassen når datteren sover middagslur, for tænk hvis nogen kom og kidnappede datteren selv om hoveddøren er låst. Jeg morer mig så lidt over den reaktion jeg fremkalder hos dem når jeg fortæller at børn i Danmark sover middagslur udenfor alene kun overvåget af en babyalarm. Så jeg glæder mig til at kunne lægge mit barn til at sove i barnevognen uden at risikere at blive anmeldt til de sociale myndigheder.
  
 Jeg kommer til at savne drive through konceptet. Vi kender det i Danmark som drive in på f.eks Mac Donalds. Da vi ankom syntes jeg at det var noget pjat og kun for de dovne som ikke gad stige ud af deres bil og gå de få skridt ind i butikken. Men nu er jeg virkelig kommet til at elske det. For med to små børn på bagsædet spændt fast i hver deres autostol kan det være noget af en udfordring at få dem fri, få klapvognen ud af bagagerummet og foldet ud, ungerne sat i klapvognen bare for at gentage hele processen baglæns få minutter senere. Og amerikanerne er smarte, de har udvidet konceptet så det ikke bare er fast food restauranterne som har drive through, men også biblioteket når du skal aflevere dine bøger, postkassen, apoteket (genialt når ungerne er syge og man lige skal have medicinen med på vej hjem fra lægen), pengeautomaten, ja selv personlig betjening kan du få i banken uden at forlade din bil. Det er virkelig noget jeg vil savne.

Jeg vil ikke savne amerikanernes ekstreme kærlighed til ost. Her er ost på alt mad, både det som går godt i spænd med ost men også på en del mad hvor jeg vil mene at ost ikke hører hjemme. Grillet kyllingebryst har jeg fået serveret overhældt med smeltet ost. Jeg har set six cheese pizza, altså pizza med 6 forskellige slags ost. Og vores lokale pizzaria har pizza med ost bagt ind i skorpen. 

  
Eller hvad med pomfritter med ost. En vammel kombination efter min mening.

  
  
Hvis du bestiller en salat skal man ofte grave sig igennem et tykt lag af revet ost inden man når ned til det det hele drejer sig om, salaten. Bestiller man en sandwich vil tjeneren altid spørge om hvilken ost der skal i, så remser han 4-5 forskellige muligheder op som man så skal vælge i mellem. Dem som har været med mig ude at spise ved at jeg altid har meget svært ved at beslutte hvad jeg vil have, menukortet bliver læst igennem flere gange inden jeg når til en beslutning, og når jeg så bliver præsenteret for endnu flere muligheder lige i slutspurten så bliver det bare endnu mere kompliceret at nå frem til en bestilling. Wienerbrød, som her ovre hedder Danish, bliver bagt med ost inden i, og ikke som hjemme med creme eller syltetøj. Det er altså helt forkert.

Fordommene ude i verden er at amerikanerne er et folkefærd af overvægtige fast food spisende mennesker. Men fedmeepedemien har social slagside. I de fattige områder er der mange overvægtige, mens der i rige kvarterer f.eks. her hvor vi bor mest er mennesker med normalvægt.
Hvis man som jeg har et par graviditetskilo og lidt ekstra at tabe så er det utrolig hjælpsomt at restauranter, cafeer mm. har kalorieangivelser på menukortet, og mange steder er der ligefrem et afsnit i menukortet med kalorielette retter. Varerne i supermarkederne er ikke mærket med kcal pr 100 gram som vi kender det hjemmefra men med kcal pr serving. Det er smart f.eks. når jeg køber brød eller pålæg i skiver så er det let at se at en skive indeholder x antal kalorier. Man behøver altså ikke sætte et større regnestykke op for først at finde ud af hvor mange gram en skive vejer for derefter at beregne hvor mange kalorier den indeholder. Det kommer jeg til at savne.

Det var lige et par “kommer til at savne/savne ikke”. Der kommer nok flere når vi i løbet af den næste halvanden uge får afsluttet vores liv i USA.