Det var så den fire dages weekend. Det var lige hvad vi trængte til. På grund af Thanksgiving havde manden nemlig fri både torsdag og fredag.

Thanksgiving falder altid på den 4. torsdag i november og er en stor amerikansk helligdag. Den har sin oprindelse helt tilbage i 1621.

I september 1620 rejste en gruppe pilgrimme med det gode skib The Mayflower fra England mod den nye verden i håb om et bedre liv. Begyndelsen på deres nye tilværelse skulle dog vise sig at blive en barsk og farefuld færd. The Mayflowers afrejse blev forsinket fra England, hvilket resulterede i at søfarten over Atlanten kom til at foregår i højsæsonen for storme. Efter to forfærdelige måneder på havet nåede pilgrimmene endelig til Amerika, dog blot for at opdage at de mange storme havde ført dem meget længere nord på end deres oprindelige mål. Vinteren var lige om hjørnet, så det var for sent at sejle syd på. Pilgrimmene og skibets besætning var tvunget til at overvintre på The Mayflower. Da vinteren var ovre var kun 53 af de 102 pilgrimme og halvdelen af besætning i live, de resterende var bukket under for kulden, underernæring og sygdom. Men pilgrimmenes trængsler var langt fra ovre. De skulle lære at jage det lokale vildt og dyrke de lokale afgrøder. Med hjælp fra indianerne i området tilegnede pilgrimmene sig de nødvendige færdigheder, og kunne ved udgangen af den følgende sommer holde en fest for at fejre at høsten var i hus og takke deres lærermestre.

Gennem vores mødregruppe er puttepigen og jeg blevet gode venner med A og hendes mor S. Så da vi blev inviteret til at fejre Thanksgiving med hele deres familie var vi hurtige til at takke ja.

Vi ankom som inviteret ved to-tiden om eftermiddagen. Her blev vi præsenteret for hele familien som i dagens anledning bestod af S, hendes mand J og datter A, S´s mor og far, hendes søster med mand og barn og hendes onkel. Vi blev taget rigtig godt imod, og mens moderen lagde sidste hånd på festmåltidet, snakkede damerne og mændene så amerikansk fodbold (det er nemlig en moderne del af Thanksgiving tradionen at der bliver vist fodbold i tv). Inden vi skulle spise bad vi i fællesskab bordbøn. De mange retter kom på bordet og alle satte sig om det fint dækkede bord og gik i krig med de enorme mængder mad (det er første gang siden vi kom til USA at vi har været i et privat hjem, hvor vi rent faktisk har  benyttet spisebordet). Festmåltidet bestod af en kæmpe kalkun, kartoffelmos, sovs, grønne bønner i hvid sovs med ristede løg på toppen, stuvede majs, kuvert brød og stuffing lavet af brødkrummer, selleri, krydret oksekød og andre grøntsager (meget langt fra den fars vi plejer at putte inden i fjerkræet juleaften). Det var meget lækkert. Under måltidet gik snakken lystigt og jeg blev belært om at stuffing-opskrifter nærmest var en familiehemmelighed som blev nedarvet gennem generationer og at de var meget forskellige fra egn til egn. F. eks. blev stuffing nogen steder lavet med rejer elle østers. Kalkun stegt med rejer og østers i maven har jeg lidt svært ved at forestille mig smagen af, så jeg var meget taknemmelig over den stuffing vi fik, for den var bare god.

Da alle var vel forsynet sagde S´s mor en taksigelse eller form for bøn, hvor der blev takket for maden og alle som var tilstede. Normalt kan jeg godt være lidt skræmt over amerikanernes religiøsitet som i nogle tilfælde kan være meget ekstrem og ensidig fordømmende. Men det vi var vidne til her var rørende og utrolig passende til lejligheden. Og jeg er virkelig glad for at vi også fik lov at opleve denne afdæmpede udgave af den amerikanske tro.

Tre små forventningsfulde piger. Der glæder sig til maden bliver serveret. De tre tøser er næsten jævnaldrende og havde en fantastisk dag i hinandens selskab.

En kalkun siger forresten Goble, goble, goble. Det har lillepigen og jeg lært til Kalkun-dag på Ernie Miller Nature Center.

Da Thanksgiving nu er overstået har vi taget hul på julen. Så resten af weekenden blev brugt til hygge, leg og julepyntning.

Hvor mange amerikanske handy men skal der til at tilslutte et komfur?

Svaret er 6!

Det er ikke en joke, men den virkelighed som vi har oplevet de sidste par dage. Det gamle gaskomfur som kom med huset har aldrig virket 100%. Brænderne havde en kedelig tendens til at gå ud og ovnen havde kun to indstillinger, tændt eller slukket. Når ovnen var tændt varmede den op til 250 grader, så måden jeg regulerede temperaturen på var ved at åbne lågen med jævne mellemrum så temperaturen kom ned på det ønskede. Det var bestemt ikke optimalt, men de sidste uger var komfuret begyndt at lugte mere og mere af gas når vi tændte ovnen, og til sidst kunne ovnen ikke antænde længere, den stod bare og osede gas ud i huset. Efter aftale med vores udlejer, kontaktede vi et hvidevarefirma, de kunne oplyse os om, at komfuret var så gammel en model, at det var umuligt at skaffe reservedele til det. Altså måtte vi have et nyt, åh det var jo virkelig ærgerligt, hi hi. Så vi så frem til at de i går aftes ville komme med det nye brugte komfur, som vores søde udlejer havde købt til os.

Men, men, men amerikanske “fagfolk” er bare ikke det samme som danske. Der er slet ikke den samme uddannelse, professionalisme og professions-stolthed bag håndværkerne her i USA, det har vi gang på gang oplevet. Her kan en hver med en værktøjskasse og en ladvogn udnævne sig selv til håndværker eller installatør og kvaliteten er bare derefter.

Nå, men de to mænd fra hvidevareforretningen kom som aftalt med det nye komfur. Men da de skulle afmontere gasledningen fra det gamle, bad de os om at finde en papegøje tang/svensknøgle, for de havde da ikke værktøj med…!! Da vores værktøjsbeholdning ikke indeholder andet end det mest nødvendige til at hænge et billede op eller samle et Ikea møbel, var vi ikke til meget hjælp, så Knold og Tot måtte tilbage til firmaet for at hente værktøj. Da de kom igen, fik de det gamle komfur bakset ud og det nye båret ind, men så fandt Knold og Tot ud af at de da manglede en samler-dims, for at det nye komfur kunne passe på den gamle slange. Deres første forslag var, at vi bare kunne købe sådan en dims dagen efter og selv tilslutte komfuret. Det nægtede vi! De var betalt for at installere det nye komfur, og vi havde hverken remedier eller viden til at tilslutte gasslanger mm. Nå men så ville de have Morten til at køre ud for at købe sådan en dims! Totalt åndssvagt, Morten vidste jo hverken hvad dimsen hed, hvordan den skulle bruges, eller hvilke mål den skulle have, så efter lidt debat frem og tilbage fik vi Knold og Tot overtalt til at tage med Morten. Mens de er i Gør Det Selv forretningen (Home Depot) kommer de i tanke om at de da nok skal bruge lidt mere værktøj end den ene tang de hentede tidligere. De beder derfor Morten om at købe en ekstra tang, det siger han nej til.

Det kan da ikke passe at vi skal købe basalt værktøj til de håndværkere, som bliver betalt for at udføre et job i huset!!! Det må være nok at vi skal betale for en tilslutnings-dims som burde følge med komfuret. Så turen går endnu engang forbi deres hvidevareforretning for at hente værktøj. Tilbage i huset kan de to tosser stadig ikke få afmonteret den gamle gasslange og samler-dimsen passer kun med den nye slange. Resultatet bliver at de efter laaang tids vrikken og skruen har fået møflet så meget med gasrøret at det er gået løs, og vi frygter alle sammen at gasudtaget nu er blevet utæt. Knold og Tot forlader os i gasdampene med en besked om at vi skal kontakte vores gasudbyder næste morgen for at få tjekket for utætheder, og så få fat i en blikkenslager til at tilslutte komfuret, for de tør ikke pille mere! Vi er målløse. Klokken er 9 om aftenen, huset stinker af gas og vi er helt udkørte alle tre. Vi sikrer os at der er lukket for gassen, lufter godt ud i huset og går i seng.

Næste morgen ringer vi til gasudbyderen så snart de åbner. De behandler sagen som en hastesag og vi bliver bedt om ikke at tænde hverken lys eller andre elektriske apparater og allerhelst forlade huset. Vi tager det dog stille og roligt, da gassen jo er slukket, men kun 20 minutter senere står der to fyre med gasmålerudstyr og banker på. De tjekker hele huset for gasudslip og piller den gamle gasslange af så let som ingenting (det som Knold og Tot ikke kunne aftenen før). Desværre må de ikke sætte den nye gasslange på komfuret, da det ligger udenfor deres jobområde. Så da huset er blevet dømt fri for gaslækager og de er taget af sted igen, får vi fat i vores genbo, som har et håndværkerfirma. Han stiller kort efter med vores nabo, som også arbejder i firmaet og sammen får de lige tilsluttet komfuret og afprøvet at det virker som det skal uden at der siver gas ud.

Pyh sikke en omgang. Og det var bare udskiftning af et komfur. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange grå hår jeg ville få hvis man skulle have et helt nyt køkken her i USA. Det er godt at vi kun er lejere.

Her er så vidunderet. Efter at have bagt pizza i ovnen her til aften må jeg sige at den nye ovn var alt besværet værd.

Den sidste uges tid har vi rigtig hygget med dansk mad. Efter vores pakke med danske varer kom og jeg har været en tur i Ikeas madshop, har vi kunne lave en masse danske retter, som vi ikke kunne finde ingredienser til før. Så ugen har stået på den ene hjemlige ret efter den anden. Vi har fået danske hotdogs med svinekødspølser (det er svært at finde her, hvor alt er oksekød eller kalkun), remoulade (helt ukendt her), ristede løg (meget svært at finde), ketchup, sennep, rå løg og hjemmelavet agurkesalat, nam. Desserten var gammeldaws æblekage. En anden dag fik vi risengrød med rigtige grødris, som er næsten umulige at opdrive her, og de andre typer ris jeg har prøvet, har bare ikke givet et særlig godt resultat. Og de sidste par dage har vi spist hjemmelavet rugbrød og franskbrød med frikadeller og rødkål, gravad laks, sild, og danske rejer. Alt sammen noget som er helt ukendt her og derfor kun kan fås i Ikea eller på nettet. Efter alt den dejlige mad føles det næsten som om vi har fået tanket op på dansker-kontoen og hjemveen er mindsket for en tid.

Puttepigen har haft travlt den sidste uge. Her er hun til tea party hos en veninde. Alle pigerne sidder i deres fine prinsessekjoler og drikker te og spiser scones.

Hun har også været til Holiday Dance Party på det lokale bibliotek, hvor ungerne blev præsenteret for musik fra de kommende højtider. Da vi jo bor i et multikulturelt samfund var der musik fra både Thanksgiving, Hanukkah (jødisk hellidage), en indisk helligdag som jeg bare ikke kan huske navnet på og så selvfølgelig Jul. Lillepigen var noget tilbageholdende over for den mærkelige jødiske musik, og den indiske skabning, som var halv dreng halv elefant, men da vi nåede til Jul kom der fut under danseskoene.

Nu glæder vi os bare til i morgen, hvor vi skal fejre Thanksgiving.

Hvem trak bundproppen ud af termometeret?

For en uge siden havde vi den dejligste solskinsdag med 25 grader og børnene cyklede rundt i shorts og t-shirt. Om eftermiddagen faldt temperaturen drastisk og på få timer kom den ned under frysepunktet! Elisabeth og jeg havde nydt dagen, men var gået ind sidst på eftermiddagen, da jeg ville lufte ud var det som at åbne hoveddøren ud til en fryser. Det var noget af et kuldechok, men jeg burde snart have lært at vejret her i Kansas er totalt uforudsigeligt. Siden da har vi haft konstant frostvejr. I dagtimerne har det været mellem -3 og -7 grader, mens det om natten har været ned til -10. Derfor har vi primært tilbragt den sidst uges tid  indendørs, til puttepigens store fortrydelse. Hun vil så gerne ud, men efter bare en halv times tid er de små kinder helt blåfrosne, og vi må tilbage indenfor i varmen. Men det er en anderledes kulde end i Danmark, meget mere tør og den går slet ikke gennem marv og ben, ligesom vi kender det hjemmefra. Så jeg nyder faktisk det friske kolde vejr.

Desværre har vi endnu ikke fået sne ligesom så mange andres steder i USA. I lørdags lovede vejrudsigten ellers 100% sandsynlighed for sne, med et forventet snefald på 1-3″ (ca. 2,5-7,5 cm). Der blev lige frem advaret mod at køre ud, hvis det ikke var nødvendigt og jeg så flere trucks med sneplov spændt foran.  Vi så virkelig frem til en godt snevejr, så vi stormede ud og købte nye vinterstøvler til lillepigen, flyverdragt blev fundet frem sammen med handsker og hue. Vi var bare klar. Men nøj hvor blev vi skuffede. Det sne der kom kunne ikke en gang måles i millimeter.

Selvom det er svært at se så ligger der altså en lille smule sne på bilen……

Al denne kulde har tilgengæld gjort at vores varmeanlæg har stået sin prøve. Siden vi flyttede ind har vi været spændte på hvordan huset ville klare sig når det blev vinter. Vores hus her er nemlig, som de fleste amerikanske huse, bygget af gipsplader slået op på et træskellet. Ingen mursten, ingen isolering og ingen termoruder. Så vi har været meget spændte på om vi ville fryse halvt ihjel når kulden satte ind. Heldigvis ser det ikke ud til at blive tilfældet, vi gør nemlig bare det sammen som alle andre her, smider al miljøbevidsthed og energibesparende adfærd ud ad vinduet og lader varmeanlægget køre på maks. Det koster jo ikke noget i forhold til i Danmark. Men det er ikke en rar fornemmelse når vi nu er vokset om med at en god verdensborger spare på vand, varme og el både for pengepungens men også for miljøets skyld.

Siden vejret skiftede har lillepigen nærmest boet i oldemors hjemmestrikkede sweatre. Hun er så glad for dem, og aldrig har det været så nemt at få hende i tøjet om morgenen. I går da jeg kom med hendes lakridskonfekt sweater (den er strikket i et mønster som forestiller lakridskonfekt) udbryder hun: “mig elsker den, mig savner den” og det på trods af at det kun var en nat siden hun tog den af. Så det passer den unge dame fortræffeligt at det nu er blevet sæson for de varme trøjer.

Gennem internettet har jeg fundet to andre danske damer som bor her i byen. Sidste lørdag mødtes jeg med dem, og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen med tøsesnak og dansk kringle. Det er de første danskere jeg møder siden vi flyttede hertil, og det var en hel forløsning at kunne tale med ligesindede om alle de kulturforskelle som vi er stødt på. De har begge boet i USA i mange år, men kunne fortælle at de stadig efter al den tid blev stødt eller forundret over de samme ting som os.

Det er sjovt som det at være dansker og de danske traditioner bliver så meget mere betydningsfulde når man er i udlandet. Om det er hjemlængsel eller graviditetshormoner der er udslagsgivende ved jeg ikke, men lige nu virker det bare utrolig vigtigt at vi viser lillepigen hvordan en rigtig dansk jul skal være. Så vi skal da både have adventskrans, kalenderlys, hjemmelavede brunkager, pebernødder, havregrynskugler, vaniljekranse, kalendergaver, flettede julehjerter og stjerner. Intet skal mangle. Men det giver så en ny udfordring, nemlig at finde alle de ingredienser og materialer som er typisk danske og derfor ikke lige kan købes rundt om hjørnet.

Løsningen blev internetbutikken Nordic import. Der er altså andre danskere i USA som er lige så forhugget på at købe sig til det velkendte som jeg. I dag kom vores pakke så, og sådan ser for 500 kr danskhed ud altså ud.

Kirsebærsovs til juleaften, lakridspulver, grødris (risengrød på sushi-ris smager bare ikke rigtigt), remoulade (jeg har prøvet at lave den selv men resultatet var ikke godt), kulør, æblekagerasp, lakridskonfekt, potaske, hjortetakssalt, vaniljesukker, danske flag, kalenderlys, nougat og strimler til at flette stjerner. Nu tror jeg julen er sikret.

Selvom jeg for tiden svælger i det danske, nyder vi bestemt også at opleve de amerikanske traditioner. I går holdt mandens kolleger et babyshower for os og vores kommende baby. Vi blev som traditionen foreskriver overøst med gaver, spiste lækker kage og havde en rigtig hyggelig tid. Normalt er babyshower vist kun for damer, og jeg tror da også at mændenes tilstedeværelse lidt lagde en dæmper på festen, men jeg fik da snakket en hel del med mandens kvindelige kolleger om børn, fødsler, og det at blive mor. Det var sjovt at prøve og bestemt en tradition som er værd at tage med hjem til Danmark.

Mandens kollega P som var så sød at stå for alt de praktiske ved vores babyshower, selvom det gik hans maskulinitet meget på.

Så fik vi overstået vores første familie Halloween i USA. Det har været en rigtig sjov måned, for selvom Halloween egentlig kun er den 31. oktober så har vi Halloweenet hele oktober måned sammen med de andre mødre og børn. Vi har malet græskar, været til Trunk or Treat, Halloween playdate, og Trick or Treat så vores udklædninger er blevet brugt flittigt.

På selve Halloween aften er det en tradition at børnene går Trick or Treat fra hus til hus. De er flot udklædte og for at undgå ballade (Trick) så giver man børnene gotter (Treat). Jeg havde købt en kæmpe pose med 250 mini poser slik, da jeg er blevet belært om at det værste der kan ske ved Halloween er at man løber tør for slik.

250 poser slik er mere end man kan bære når man kun er to år gammel.

Her vores slik skål Mr. Pumpkin som er flydt med bare en brøkdel af kæmpeposens indhold.

Vores nabo havde instrueret mig i at vi skulle tænde udendørsbelysningen, hvis vi ønskede besøg og slukke hvis vi ikke var hjemme eller ikke ville have besøg. Jeg havde også snakket med de andre mødre i min gruppe og var nået frem til at puttepigen var for lille til at gå Trick or Treat og at hun nok ville få mere ud af at dele slik ud når kvarterets børn kom forbi vores hus.

Så da mørket faldt på sad vi spændt i vores hjem med udendørslyset tændt og ventede på hvad der ville ske. Ville der overhovedet komme nogen? Ville vi brænde inde med 250 mini poser slik? Eller ville vi blive rendt over ende og måske løbe tør slik? Vi havde ingen anelse om hvad vi skulle forvente. Uden på vores hoveddør har vi som mange andre amerikanere en glasdør, så vi åbnede hoveddøren så lillepigen kunne stå med næsen fladtrykt mod glasdøren og holde øje med gaden. Inden længe kom de første udklædte børn og mange fulgte efter dem. Vi fik besøg af alt lige fra actionhelte til prinsesser og monstre. Lillepigen blev lidt skræmt over en gruppe store børn med uhyggelige masker, men ellers var hun begejstret over alle kostumerne og tog sit job med at dele slik ud meget seriøst. Når hun da ikke lige selv skulle prøvesmage det.

Noget jeg dog undrede mig over var racefordelingen (hvis man må sige det uden at blive klantret for at være racist) af Trick or Treaterne. Når jeg har gået rundt i kvarteret ser det ud til at størstedelen af beboerne er hvide, dog bor der to afroamerikanske familier på vores vej og en indisk familie med børn, men ud af de ca 30 huse på vores vej er det jo ikke nogen stor andel. På Halloween kom der kun nogle ganske få hvide familier (alle børn blev fulgt af voksne som oftest blev stående i indkørslen og holdt øje. Ingen, heller ikke de store børn, gik alene rundt). Men til gengæld kom der rigtig mange store grupper af hispanic afstamning, hvilket ellers ikke er nogen jeg normalt møder i gadebilledet. De kom i grupper med 5-7 børn og gerne et par voksne som også bad om at få udleveret slik under påskud af at det var til en baby eller et lille barn som ikke var med. Vi delte gladeligt ud af vore enorme lager af slik, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på hvem disse familier er. Bor de i vores kvarter og har jeg bare aldrig lagt mærke til dem, eller er det familier som kommer kørende til fra andre bydele fordi vores område måske er sikrere at færdes i efter mørkes frembrud, eller måske bare fordi de kunne få et større udbytte af slik her?

Jeg har siden vi kom til Kansas undret mig over hvor ensidig vores omgangskreds er når det kommer til hudfarve eller oprindelse. Som sagt er de fleste i vores kvarter hvide, det samme gælder for vores mødregruppe, butikker, svømmehal, og hvor vi ellers kommer. Det er meget anderledes end i LA, hvor vi boede i et multikulturelt boligkompleks hvor størstedelen havde engelsk som andetsprog og hvor vores venner og bekendte kom fra hele verden. Der nød vi godt af blive præsenteret for de mange forskellige madkulturer og fik virkelig åbnet øjnene over for de store forskelle der er på om man er vokset op i lille Danmark, Asien, Sydamerika, USA eller et andet sted.

I LA havde jeg nærmest en fornemmelse af at bestemte jobs tilhørte bestemte grupper. F.eks. var buschaufføren altid sort ligesom kantinedamen. Gartneren og håndværkeren var hispanic, mens tjeneren og butiksassistenten var hvide. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men jeg tror nok det passede i 95% af tilfældene.

Jeg havde nok forventet noget tilsvarende her, men det er langt fra virkeligheden. Selvom byen statistisk set har mange minoritetsgrupper er det ikke noget jeg oplever i vores hverdag. Jeg kan godt nogen gange savne ikke at være den eneste eksotiske fisk i akvariet. Og ikke altid skulle fortælle, selv til kassedamen i supermarkedet, hvor min accent stammer fra, i LA havde alle jo accent. Tilgengæld får vi så nu endnu bedre mulighed for at opleve amerikanerne og deres traditioner, og det er jo bestemt heller ikke dårligt.

Det føles næsten som om vi har holdt skiftedag her i Kansas. Torsdag aften kom Morten hjem fra LA, til stor begejstring for alle. Øj hvor har vi savnet ham, han får ikke lov til at rejse igen lige med det samme:-)

Men allerede lørdag morgen tog min mor hjem igen til Danmark. Det har været en rigtig god uge, mens hun var på besøg. Hun kom på det helt rigtige tidspunkt, hvor jeg efter næsten en måned som alenemor og højgravid var ved at være lidt slidt. Så det var fantastisk med aflastning og voksenselskab. Elisabeth var ovenud lykkelig for at få fuld opmærksomhed af Bedstemor. Faktisk så meget at det kun var bedstemor som duede. Konstant lød det fra den lille dame: “Ikke mor! Bedstemor hjælpe mig!” Det var kun Bedstemor som måtte hjælpe, eller løfte op i autostolen, eller bære, eller hvad der nu var brug for. Hvilket jo gav mig en dejlig pause, så jeg kunne finde tid og energi til nogle af alle de ting jeg har ønsket at gøre lige siden vi kom hertil, f.eks at bage rugbrød. Det krævede en større ekspedition at finde ingredienserne, men efter at have ledt i flere supermarkeder fandt vi endelig en helse butik som havde det hele. Efter et par dages utålmodig venten på at der kom gang i surdejen kunne bagningen begynde. Jeg må sige at resultatet blev så godt at det næsten smagte som en lille bid Danmark. Tænk at vi har kunne leve uden rugbrød i 2,5 måned! For fremtiden skal rugbrødsbagning stå som en fast aktivitet på ugeskemaet.

Bedstemor havde også en helt speciel gave med til lillepigen. En matroskjole som jeg har haft da jeg var lille, og som nu igen kunne komme til ære og værdighed. Før puttepigen fik kjolen, fik hun vist et billede fra da jeg var på hendes alder og havde kjolen på, hendes umiddelbare kommentar var: “Det er mig”. Vi prøvede at forklare hende at det var mor da hun var lille, men nej, det blev ikke godtaget. Puttepigen insisterede på at det var hende på billedet. Ligheden synes jeg da også er slående. Her kommer så foto af lille matrospige anno 1983 og anno 2014.

Nu er vi så vendt tilbage til hverdagen, med job og mødregruppe. Da Halloween nærmer sig har lillepigen i dag været til græskar-maling. Det var meget sjovt og hun var god til at holde på penslen, men det store kunstværk blev det vist ikke. Eller også er det bare mig der ikke har forstand på kunst.