Dette er bare en fantastisk uge. Min mor er på besøg og Morten kommer hjem fra LA i morgen.

I lørdags var puttepigen og jeg til Fall Fastival for at fordrive tiden til vi skulle hente Bedstemor i lufthavnen. Det var en rigtig hyggelig byfest, med parade og massevis af boder, hvor der kunne købes alt lige fra hotdogs til kunst og hjemmesyltede agurker. Det med parader er virkelig noget amerikanerne kan, og der manglede bare ikke noget. Her var intet mindre end fem skoleorkestre som marcherede for fuld musik, ballet- og danse-børn som lavede kunster, veteraner fra Vietnamkrigen, cheerleaders, veteranbiler, politikere, spejdere,  fodboldfans, brandbiler og meget mere. Det var virkelig underholdende. Vi sad bare på kantstenen sammen med alle de andre familier, og så det hele passere forbi, mens vi blev overdynget med slik og karameller fra paradedeltagerne.

Om aftenen hentede vi så Bedstemor i lufthavnene. Lillepigen havde forberedt mig på at Bessemor skulle have et stort knuse-kram. Men gensynsglæden var så stor at det var lige ved at knuse-krammet aldrig fik en ende. Og da vi alle meget trætte kom hjem og skulle i seng, insisterede puttepigen på at Bedstemor skulle sove ved siden af hende og ikke i gæsteværelset.

De sidste par dag har vi nydt at vise Bedstemor rundt i vores bydel og vores hverdag. Vi har været på legepladsen, i svømmehal, i de lokale butikker, men også lige et smut ind til Plaza hvor alle de fine forretninger ligger. Vi måtte dog sande at det ikke helt er det samme at “dameshoppe” med en toårig på slæb. Så det blev kun til vinduesshopping og så en tur i Pottery Barn, hvor lillepigen fik en fin abe-bamse af Bedstemor (puttepigen var ellers villig til at adoptere samtlige aber i butikken).

I dag skulle vi efter planen på tur med mødregruppen til Deanna Rose Children´s Farmstead, en bondegårds-zoo som vi tidligere har været på. Vejrudsigten forudsagde torden, men lidt regn skulle da ikke skræmme tre danske damer fra at tage på udflugt. Men vi var kun lige ankommet da det begyndte at regne, så vi søgte ly i en lade. Vi kunne så småt høre torden i det fjerne da der over højttalere blev udsendt en melding om at der var lyn-alarm og at alle skulle søge mod laderne og blive der. Så stod vi der og gloede på regnen i 40 minutters tid inden vi forsøgte at våge os frem fra laden, bare for at blive gennet tilbage i sikkerhed af en meget emsig ansat. De tager virkelig deres vejr og vejrvarsler alvorligt her. Kort tid efter lavede vi endnu et flugtforsøg, og denne gang lykkedes det os at komme til bilen, så vi kunne køre til en restaurant i nærheden og nyde en dejlig frokost mens uvejret drev over.

Som prikken over i´et, på en ellers fantastisk uge, kommer Morten hjem fra LA i morgen. Det glæder vi os utrolig meget til.

Flytning til udlandet er ikke bare en udfordring på de helt indlysende punkter som sprog og afstand til familien. Selv de almindelig dagligdags ting som at købe ind kan gå fra et hurtigt smut i Netto til en timelang detektivjagt mellem supermarkedets hylder.

Jeg var ikke klar over hvor meget et vanemenneske jeg egentlig var når det gælder indkøb før vi flyttede til USA. I Danmark har jeg de sidste 12 år handlet i den samme Netto, hvor jeg har 100% styr på hvor på hylderne jeg skal finde mine varer. Jeg har aldrig før tænkt over hvor meget nemmere det er at handle når man lige ved at man skal have den røde æske med den blå skrift, og uden at læse på pakken bare hiver den ned fra hylden. Nu kan selv få indkøb tag laaang tid, hvor man går fra den ene ende af butikken til den anden og tilbage igen for at finde den rigtige reol. Samtidig kan jeg ikke altid vide om det er en æske, en bøtte eller flaske jeg leder efter, så al emballagen bliver nøje nærlæst for sikre at det ikke er tomatpuré jeg kommer i indkøbsvognen i stedet for ketchup eller skyllemiddel i stedet for vaskemiddel (den fejl har jeg lavet).

Mælkeprodukter er et helt kapitel for sig. At finde ud af hvad der svarer til den danske sød-, let- og skummetmælk er en udfordring, her hedder mælken whole milk, 2 % reduced fat milk og skim milk, og dertil er der ofte tilsat forskellige vitaminer og mineraler. De andre mælkeprodukter volder mig endnu større problemer, for hvad svarer f. eks. til ymer? Hvis jeg slår det op i en ordbog på nettet bliver det oversat til soured whole milk, men hvis jeg spørger efter det i en butik kigger de bare mærkeligt på mig og ryster på hovedet, så kartoffelsalaten blev lavet på en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt.

Når det kommer til morgenmaden har vi også måtte prøve os frem. Her er et enormt udvalg af morgenmadsprodukter, enkelte kender vi hjemmefra f.eks. Kellogg´s cornflakes, men de fleste er nye og ukendte. Så det er med stor nysgerrighed at vi prøver os frem for at finde de bedste morgenmadsprodukter. Her er udvalget vi har “på prøve” fortiden.

Indtil videre er vores erfaringer meget blandet, noget smager godt andet ganske afskyeligt og utrolig kunstigt. Men det som har overrasket mig mest, er de store mængder sukke som producenterne kan få puttet ned i pakkerne. Og det er desværre ikke altid lige let at gennemskue hvilke der er de sunde alternativer og hvilke som er det rene sukker.

Denne pakke synes jeg ligner en af de mere sunde, bare ud fra de lovende ord om at den er Heart Healthy, Excellent Source of Fiber og Made with Whole Grain, giver da et sundt indtryk. Men nej, denne pakke er en af de mest sukkerholdige jeg har fået købt, den indeholder hele 18 gram sukker pr. 100 gram. Så kunne vi jo lige så godt spise kage til morgenmad, det ville puttepigen da nok heller ikke have noget imod:-)

Min småtossede søgen efter en sund og velsmagende morgenmad luftede jeg en dag da jeg mødtes med de andre mødre. Og A der er en meget sød mor, som jeg på mange områder har meget til fælles med da hendes mand også er i gang med en akademisk karriere, måtte give mig ret. Hun var så træt af at servere morgenmad out of a box for sine børn, da hun ikke syntes at kvaliteten var god nok, så hun ville gerne give dem noget hjemmelavet. Jeg nikkede ivrigt, vi var helt på bølgelængde (troede jeg). A fortsatte med at fortælle at hendes børn jo elskede peanut butter and jelly sandwich, men at det ville hun ikke servere for dem. Det synes jeg da lød fornuftigt, da det jo ikke er den sundeste spise. Det næste hun sagde fik mig til at tabe kæben helt ned på brystet i bedste tegneserie-stil af overraskelse. I stedet havde hun så bagt peanut butter muffins med chokoladeknapper! A fortalte at peanut butter jo var det samme om det var på en sandwich eller i en muffin, og at muffins jo bestod af brød (øh nej det er kage, ikke brød), og det bedste ifølge A var at hendes børn kunne spise dem på farten så de ikke behøvede at sætte sig ned ved morgenbordet. Jeg var måløs. Her troede jeg at vi var på samme side, og så var vi ikke en gang i samme bog. Vores mindset var bare vidt forskellige, så jeg har virkelig lært ikke at tage det som en selvfølge at amerikanerne og jeg tænker ens. For det gør vi bare ikke. Og derfor skal man som udlænding nogen gange komme med lidt ekstra forklaringer for ikke at blive misforstået.

IKEA er lige åbnet her i Kansas, desværre er det lige to måneder for sent for vores kæmpe møbelindkøb. Men man kan da altid lige finde et par småting (eller mange) som man bare ikke kan leve uden, og i et land hvor jeg stadig føler mig fremmet virker et besøg i IKEA dejlig hjemmeligt med deres kødboller og stilrene møbler.

Noget andet som virkelig kan få stemningen op er at vi om mindre end 24 timer får vores første besøg fra Danmark, hurra. Bedstemor kommer på besøg og vi glæder os rigtig meget til at vise hende vores nye liv. Elisabeth snakker meget om at Bedstemor kommer, og nu er sågar begyndt at “gemme” aktiviteter. I dag ville hun ikke i svømmehallen, som ellers er noget hun elsker, for Bedstemor skulle med. Så nu venter vi med at svømme til Bedstemor er kommet.

To-års alderen er på nogen punkter en udfordring, utroligt så meget selvstændighed og vilje lillepigen pludselig har fået. Det kommer jeg sikkert til at skrive en masse om i fremtiden for at få luft for mine frustrationer når ungen bare ikke VIL lytte. Men for nu vil jeg slutte af med en af de dejlige ting ved en 2-årig, nemlig hendes hjælpsomhed. Her hjælper hun med at samle pinde og blade op efter at vi har fejet terrassen.

Og lige et billede af puttepigen og et par venner på en dejlig gyngetur.

Nu har vi udstået halvdelen af tiden som alene-piger uden farmanden, så det er tid til en statusopdatering. Vi savner virkelig Morten og lillepigen spørger dagligt hvor far er, og siger ofte: “mig ked, ikke finde far”. Alligevel synes jeg at det går over al forventning. Vi hygger os, og har kalenderen fyldt med aktiviteter med mødregruppen, så vi keder os bestemt ikke. Men for at være helt ærlig må jeg sige at det er hårdt at være alenemor. Vi er sammen 24 timer i døgnet, og alle daglige gøremål skal foretages med hjælp (eller modstand) fra en 2-årig. Det kan til tider godt være lidt frustrerende og jeg må indrømme at der er nogle praktiske ting som bliver forsømt i øjeblikket, f.eks er græsset ikke blevet slået siden manden rejste. Men vi får da lavet mad, vasket tøj og ryddet op, selv om det ofte foregår sådan at jeg samler legetøj og ting op fra gulvet og lægger det på plads, mens lillepigen går i hælene på mig og rydder tingen frem igen, smider jeg noget i skraldespanden skal hun lige tjekke om det nu også skulle ud. Så jeg tager hatten af for alle de mødre som er alene hver dag og altid.

Som alenemor må man jo også stå for alt det håndværksmæssige i hjemmet, i hvert fald når man er langt fra venner og familie. Derfor har jeg taget kampen op med en stoppe håndvask. Siden vi flyttede ind har den været noget langsom til at lukke vandet ud, men nu er den bare stoppet. Min første tanke var at det skulle to piger (eller halvanden) da nok kunne klare selv, så vi kørte en tur i Home Depot som er den amerikanske pendant til Silvan, Bauhause eller Jem og Fix. Her fik vi købt svupper (eller hvad sådan en nu hedder), en rør-renser-pind og afløbsrens. Så var vi klar til kamp.

Jeg følte mig som en rigtig handy-woman, da jeg gik i gang med svupperen, og troen på egne evner fejlede bestemt ikke noget. Men efter en del asen og masen som resulterede i vand over størstedelen af badeværelset, måtte mit første redskab give fortabt. Dernæst var det rør-renser-pindens tur, men efter utallige gange ned i afløbet og op igen, var der ikke sket andet end at jeg havde fået et par enkelte hår og lidt sort fnuller med op. Bestemt ikke noget som kunne løse problemet, og selvtilliden var da lige faldet et par grader.

Tilbage er så afløbsrens, tiltroen er ikke stor, men det skal da prøves. Men i situationer som denne bliver tankerne ved med at kredse om hvordan situationen ville have været hvis vi havde været hjemme i Danmark. Alle de venner og familiemedlemmer som jeg kunne have ringet til, og som med glæde ville være kommet os til undsætning med deres værktøj og handyman-kunnen får en kærlig tanke. Åh hvor ville det dog bare være nemmere at være hjemme i Danmark, men der er jo ikke noget sjovt ved det som er nemt. Så jeg kæmper videre mod vasken selv om der nu står 2:0, måske vinder jeg i tredje omgang.

Her er lige et par billede at tegnefilmsfiguren Shrek.

Da puttepigen så de billeder pegede hun og udbrød: “mor!”. Der var ingen tvivl om hvad hun mente. Man har mange glæder som forældre, og det siges jo at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det kan da godt være at jeg til tider ligner en grøn trold med øre på stilke. Det må du selv bedømme:-)

Tænk at det allerede er to år siden at vi stod som usikre førstegangs forældre med et lille skrigende spædbarn i armene og ikke anede hverken ud eller ind. Jeg husker det som var det i går, vi var hjemme igen fra sygehuset, lillepigen var ikke engang 12 timer gammel, klokken var 4 om natten, og hun havde skreget i fire timer. Alt var forsøgt! Bleskift, amning, trøst, sang og som rigtige akademikere havde vi selvfølgelig søgt hjælp i det hav af babybøger vi havde erhvervet os på forhånd. Men intet hjalp. I desperation ringede vi til sygehusets hotline for nybagte forældre, og mens den søde sygeplejerske i den anden ende af røret forsikrede os om at der nok ikke var noget alvorligt galt med vores lille datter, slukkede prinsessen for sirenen, kom med et par utilfredse grynt og faldt i søvn i sin mors arme. Forvirrede og lidt flove sagde vi pænt farvel til sygeplejersken.

Meget har heldigvis ændret sig siden den nat og nu har vi en lille, selvstændig, ung dame på hele to år. Og vi har fundet os tilrette i rollen som forældre.

Vi vidste jo godt at det ikke ville blive den traditionelle fødselsdagsfejring med venner og familie, men hun skulle som et minimum have begge sine forældre hos sig på den store dag. Derfor rejste puttepigen og jeg fredag til LA for at blive genforenet med farmanden. Det var et dejligt gensyn, vi har virkelig savnet ham i den uge der er gået siden han rejst.

Vi havde en fantastisk weekend i Los Angeles, hvor der selvfølgelig blev fejret fødselsdag, men hvor der også var tid til at manden og jeg kunne tage en tur down memory lane.

Fredag tog vi det stille for at komme os over flyveturen og bare nyde at trekløveren var samlet igen. Så vi tog til vores gamle kvarter, kørte en tur forbi den gamle lejlighed og spiste en tidlig aftensmad på vores tidligere stamcafe, hvor vi har tilbragt mange aftner med god mad og kølige drinks.

Desværre var vores yndlingsret panini med pære, ost og skinke ikke længere på menuen, og kvaliteten af maden var slet ikke den samme som den gang. Men deres kager var stadig enorme og lækre, vi købte et stykke med hjem til hotellet og selvom vi var tre munde til at fortære det nåede vi aldrig at få gjort kål på det hele.

Lørdag var det den store dag hvor Puttepigen fyldte 2 år. Der blev åbnet gaver på sengen og leget lidt på værelset inden vi drog ud i den store by.

Først kørte vi til Griffith Observatory der ligger i Griffith Park hvor manden og jeg har brugt mange weekender på at trave rundt og koble af fra LAs hektiske liv.

I baggrunden kan svagt anes Hollywood skiltet.

Til sin fødselsdag skal man da selvfølgelig have en ballon.

Herefter brugte vi et par timer i Griffiths børnepark, hvor lillepigen fik sin første ridetur. Jeg var noget betænkelig ved at hun bare blev spændt fast på ryggen af en pony og så sendt alene af sted på ridebanen (forældrene måtte pænt stå på den anden side af hegnet og vinke), men hesten kendte heldigvis vejen og fødselaren var oven ud begejstret.

Bagefter var det tid til en togtur, her måtte far og mor heldigvis gerne komme med.

Så var energierne også brugt op og puttepigen og farmanden tog en velfortjent middagslur på hotellet, mens moderen lige slog et smut forbi Hollywood and Highland og Walk of Fame for at genopleve atmosfæren.

Om aftenen tog vi til Universal CityWalk, et sted hvor vi holdt meget af at komme da vi boede her. Her kan man virkelig fornemme stemningen af film-Hollywood og stjernestøv.

I verdens bedste popcorn butik fik jeg shoppet mine to favorit popcorn som jeg har savnet de sidste fire år, cheddar cheese popcorn og Zebra som består af karamelpopcorn med hvid og mørk chokolade overtræk. Mums.

Fødselsdagen blev sluttet af på Hard Rock Cafe med sang fra servitricen og gratis fødselsdags-isdessert som vi lige pyntede med et lille dansk flag. Jeg tror at puttepigen havde en dejlig fødselsdag selv om den var lidt utraditionel.

Søndagen stod i vandet tegn. Om formiddagen tog vi til Santa Monica hvor vi gik en tur på molen og legede lidt på træningsbanerne på Muscle Beach.

Og så skulle lillepigen da lige have et par rideture på karruselhestene. Har vi mon fået en lille hestepige? Det kunne jeg godt frygte. da hverken Morten eller jeg har den store interesse eller kendskab til heste, så den må puttepigen tage op med tante Camilla.

Eftermiddagen blev tilbragt med rigtig familiehygge i hotellets pool. Mandag morgen måtte vi sige farvel til farmanden og flyve hjem til Kansas efter en dejlig weekend sammen.

I dag har vi sagt farvel til farmanden. Det er trist at der går en hel måned inden han vender tilbage til Kansas. Puttepigen har været ekstra farsyg de sidste par dage, og var lidt beklemt i morges, så morgenen blev brugt på kvalitetstid med far.

Der er ingen tvivl om at hun er klar over at der skulle ske noget. Vi har fortalt hende at far skal ud at rejse og vil være væk hjemmefra. Hun er helt med på at han skulle ud at flyve, men jeg er ikke helt sikker på om hun forstå at far ikke kommer hjem i aften til at putte hende. Nu må vi bare vente og se om der kommer en reaktion, hun er jo en rigtig farspige.

Efter at have sat farmanden af i lufthavnen, tog vi en tur på Starbucks og fik en iste og en trøste-chokolade-croissant.

Inden jeg får startet den helt store klage sang over at vi skal være alene i det store udland langt fra venner og familie, et sted hvor vi endnu ikke har fået knytte stærke venskaber, så må jeg hellere fortælle at der faktisk kun går en uge inden vi bliver genforenet med manden. Lillepigen og jeg skal tager nemlig en weekendtur til LA om 8 dage for at fejre hendes 2 års fødselsdag, den kan hun jo ikke fejre uden sin far. Jeg glæder mig rigtig meget til at gense LA, det er fire år siden jeg sidst var der.

I LA var man smart med de smarte. Alting gik stærkt, trafikken var crazy og mulighederne var uendelige, eller sådan føltes det når stjernestøvet fra Hollywood blæste ud over byen. F.eks handle vi samme sted som John Cho (ham MILF guy fra Amarican Pie) og Kirstie Alley. Der var trendy restauranter over det hele, og alverdens typer mennesker, de super flotte, de skøre og dem som slet ikke kan beskrives. Ja, ingen tvivl om at LA er en spændende by, men vi var jo også unge, nyforelskede og ude på vores første store eventyr da vi boede der.

Vi er stadig unge og forelskede, men nu er vi en familie med barn, job og alt det ansvar og forpligtigelser som følger med. Her i Kansas er alt meget mere jordnært og praktisk, motorvejene er logiske og lette at finde rundt på, plads er der rigeligt af og jeg har endnu ikke mødt nogle skøre mennesker. Lidt kedeligt men meget børnevenligt, og nu må vi ses hvad Kansas City gemmer på når vi lærer den bedre at kende.

Foto af Kansas City Downtown fra en næsten tom motorvej.

Dagene op til den store afsked har været travle. Der skulle selvfølgelig vaskes tøj og pakkes, men vi fik også begge børn en tur til lægen (jep det er ikke en skrivefejl). Tirsdag havde lillepigen en tid til 2 års undersøgelse hos børnelægen. Vi kom i god tid da vi var forberedt på at der skulle udfyldes en del forsikringspapirer. Men hold da op, da vi var færdig med den første stak papirer og stolt afleverede den til sekretæren, så havde hun da lige en bunke mere til os.

Da det endelig blev vores tur kom vi først ind til en flink sygeplejerske som vejede og målte lillepigen, og stillede forældrene endnu en masse spørgsmål om barnets udvikling, sprog og motorik. Herefter måtte vi igen vente inden vi skulle tilses af lægen, som undersøgte den lille utålmodige pige mens hendes forældre blev udsat for endnu en salve af spørgsmål, mange af de samme men krydret med enkelte nye. Over to timer efter vi ankom til lægen kunne en træt familie gå derfra med en sund og alderssvarende lille pige (det viste vi dog i forvejen). Det var en hård omgang, men nu har vi en sød børnelæge som oven i købet har åbent om lørdagen.

Dagen efter var det så lillebror i maven som skulle havet et check. Jeg havde på forhånd udfyldt et hav af papirer online, om alt  fra forsikringsoplysninger, min sundhedstilstand, puttepigens fødsel, hvilke sygdomme bedsteforældrene havde haft til om jeg var i familie med nogen som havde den ene eller anden meget sjældne genetiske sygdom. Mange af spørgsmålene synes jeg var lige lovligt langt ude, men som pligtopfyldende patient svarede jeg efter bedste evne på det hele. Belært af besøget hos børnelægen ankom vi ekstra ekstra tidligt. Igen fik vi en hel stak papirer udleveret til udfyldning, og igen gentog turen med den udspørgende sygeplejerske efterfulgt af de samme spørgsmål fra lægen sig. Måske læger og sygeplejersker her skulle på et lille kursus i informations-overlevering? Nå men det var en meget sød kvindelig OB GYN som imponerende nok havde taget sig tid til at læse mine danske graviditets-papirer, og derfor havde godt styr på hvilke undersøgelse som jeg havde fået foretaget i Danmark og hvilke som hun skulle foretage. Vi forlod klinikken efter kun lidt under to timer, med en dejlig fornemmelse af at lillebror og jeg er i gode hænder.

Det er derfor med ro i maven vi kunne sende farmanden afsted, selv om vi virkelig kommer til at savne ham.

De sidste 4 uger har vi haft temperaturer i 30´erne hver eneste dag, og ofte helt op til 37-38 grader. Derfor har jeg sukket efter lidt vejrforandring og regn. Den friske kølige luft efter et regnskyl har jeg virkelig set frem til. I fredags kom regnen så, sorte skyer tromlede ind over byen lige som puttepigen og jeg havde påbegyndt dagens mange indkøb. Hjemmefra havde jeg stået med den nyindkøbte paraply i hånden, kigget ud af vinduet og konstateret at det som sædvanlig var sol og blå himmel. Så paraplyen fik lov til at blive hjemme, det fortrød jeg bittert. Kun en halv time senere stod vi så udenfor en forretning og kunne godt se at noget var under optræk, så vi slog et smut forbi Starbucks og havde da kun lige fået rumpen med os ind af døren, da regnen startede. Det væltede ned, så der løb en hel flod ned ad gaden. Puttepigen syntes det var spændende at studere regnen gennem ruden, men da vi havde drukket vores iste og spist vores sandwich måtte vi videre med indkøbene, regn eller ej. Så vi tog tilløb og løb de 2 meter ud til bilen. Vi kørte med vinduesviskerne på max hen til Trader Joe´s hvor vi skulle handle mad til weekenden. Vi fik en parkeringsplads 10 meter fra indgangen, og jeg tænkte at det skulle vi da nok kunne klare uden at blive alt for våde nu paraplyen ikke var kommet med. Men jeg tog fejl. Regnen var så kraftig at vi begge var gennemblødt da vi nåede indgangen og mine sandaler var næsten opløste efter at have løbet gennem flere centimeter højt vand. Vi fik indkøbene overstået og trillede ind i garagen derhjemme netop som regnen stoppede. Jeg forventede at stige ud af bilen til en frisk kølig efter-regn-luft, men øv hvor blev jeg skuffet. Temperaturen var stadig lige høj og nu bare med en endnu højere luftfugtighed. Øj hvor jeg savner dansk sommerregn.

Lørdag bød på BBQ-party med mandens kollegaer. Vi mødtes hjemme hos en af de Ph.D studerende J i hans baghave ved frokosttid. Alle havde hver især taget noget mad med som blev lagt på grillen og så blev der ellers lavet tag-selv-bord. Jeg har endnu ikke helt vænnet mig til den meget afslappede måde at holde komsammen på, som vi er blevet mødt med her i midtvesten. Havde det været et sammenskudsgilde i Danmark med vennerne, ville tøserne da lige have stukket hovederne sammen og koordineret retterne, så en havde en slags kød med, en anden en anden slags kød, en havde salat, en flutes osv. Bare så der ikke var noget der manglede og heller ikke var to som havde det samme med. Men måske det bare er dansk kontrol. Her var der ingen koordination eller planlægning, altså kom alle med kød og ingen havde tilbehør med. Så buffeten kom til at bestå af 4 slags oksekød, oksekødspølser, chips, majskolber, bønner i barbecuesovs, og så de grillspyd med kød og grøntsager, som vi havde med. Man hentede sin mad ved tag-selv-bordet og satte sig så i havestolene med sin gaffel og spiste. Ingen bord og ingen kniv til at skære alt kødet ud med. Manden og jeg udvekslede lige et par spørgende blikke “hvordan klarer vi lige den?”. Men gjorde så som alle de andre, placerede tallerkenen i skødet og spiste bøf med gaffel.

Vi havde  en fantastisk hyggelig eftermiddag, og kollegaerne og deres koner/kærester er nogle utrolig søde mennesker som vi bestemt skal se mere til. Selv lillepigen fik sig en ny ven, hunden Petal, det var bare kærlighed fra første blik fra begge sider.

Resten af weekenden stod i familiehyggens tegn. Vi nyder hvert sekund vel vidende at farmanden forlader os på torsdag til fordel for LA. Så det blev da også til en tur på Cheesecake Factory, som er vores ynglings restaurant for tiden, vi lærer jo hele tiden nye at kende. Manden og puttepigen fik en portion Fish and Chips, mens jeg fik en Luau salat. Portioner er som på mange amerikanske restauranter enorme, og næsten umulige at spise sig igennem, og det på trods af at vi bestilte frokost versionen som er en mindre udgave af retterne. Måske vi på et tidspunkt lærer kun at bestille én ret og så dele?

Tilsidst lige et par billeder fra legepladsen, hvor lillepigen igen har mod på at lege i vandløbet efter sit styrt der for ca. to uger siden. Om jeg skal føle mig som en stolt mor til en meget modig lille pige, eller være bekymret over at hun måske ikke har lært af sin tidligere ulykke, ja det må tiden så vise. Lige nu vælger jeg bare at været den stolte mor:-)

De hjemmegående tøser har haft en travl uge med en masse mødregruppe-aktiviteter. Hver eneste formiddag har vi været ude til nye oplevelser. Det er spændende, men også trættende at møde så mange nye mennesker. Vi gør virkelig en indsats for at finde nye legekammerater til både mor og datter. Tanken om at manden om kun en uge rejser til LA i en hel måned ligger som en mørk og skræmmende sky foran os. Jeg føler stadig at vi er helt grønne i vores Kansastilværelse, og at vores netværk her er næsten ikke eksisterende. Men hvad gør man dog ikke for forskningen.

Ugens favorit udflugt har helt klart været Feed the Fishes (fodr fiskene) hos Amy. Vi mødtes sammen med 8 andre mødre og deres børn hjemme hos en af damerne fra gruppen. Hun har to guldfiskedamme i sin have. Børnene blev udstyret med hver sin lille pose med fiskefoder, som de begejstret kastede ud til fiskene, mens mødrene holdt godt fast i kraverne på ungerne for at forhindre de små i at stå på hovedet i vandet.

Efterfølgende var lillepigen så heldig at Amy (som dam-ejeren hedder) lod hende få en ridetur på havens skulptur af en hjort.

Da fiskeposerne var tømt og hjorten reddet træt, skyndte alle sig ind i kulden igen. Her fik mødrene sig en snak, mens børnene legede på det mest fantastiske pigeværelse udstyret med et hav af legetøj. De store piger klædte sig ud i prinsessekjoler med højhælede sko, tasker og handsker. Mens puttepigen og en anden 2-årig som også var for lille til at deltage i de store pigers leg, lavede lidt mad på et legekøkken, samtidig med at de fascineret fulgte med i de stores leg.

Ugens andet store højdepunkt, set fra en snart 2-årig lille piges øjne, var sko-shopping med far og mor. Fra LA kender vi den fantastiske forretning DSW hvor alverdens skomærker sælges til yderst rimelige priser. Butikken er enorm, hylderne uendelige, og priserne ikke til at stå for. Og det er ikke anderledes her i kædens Kansas-afdeling. Så efter endt arbejdstid tog den samlede familie ud for at shoppe sko. Ikke til moderen! Heller ikke til datteren! Men til faderen, tro det eller ej:-) Hans elskede sejlersko var efterhånden så slidte at sålen havde søgt skilsmisse fra resten af skoen, så det var ikke spor for tidligt at finde nyt fortøj til herren i huset.

Lillepigen var en stor hjælp for sin far. Hun hev utallige par sko ned fra hylderne som han skulle prøve, og hjalp ham med at få dem på og binde snørebånd (eller forsøgte på det).

Aktionen var så vellykket at vi kunne forlade butikken med hele to par nye sko, hvilket nok betyder at der igen går 5 år inden farmanden vil med i skobutik igen. Øv øv.

Selvom det var farmanden det drejede sig om i dag, kunne puttepigen da ikke gå forbi de uendelig hylder med dejlige damesko uden lige at prøve et par ……. eller 100!

Og forældrene måtte bekymret konstatere at hun på trods af sin unge alder allerede udviser en stor forkærlighed for dyre italienske mærkevaresko, hvilket hun helt bestemt har arvet fra sin Bedstemor (eller Bessemor som den unge dame selv siger). Nå ja, det samme gælder altså også for tasker, hvor hun gik direkte efter en Channel-look-a-like, man er vel en rigtig lille dame:-)

Ud over alt det sjove har ugen også budt på lidt praktiske gøremål. Vi har været en tur på DMV eller motorkontoret som jeg tror det hedder på dansk, for at få momsregistreret min mommy-van og få ny nummerplade. Det var en oplevelse, dog ikke af de mest positive. Vi var forberedt på lang ventetid og ineffektiv sagsbehandling, men virkeligheden slog dog alligevel alle forventninger. Lillepigen og jeg ankom til DMV-kontoret kl. 9.40, hvor vi blev sat i kø via vores telefonnummer, så vi på SMS kunne følge vores placering i køen (meget smart). Vi modtog straks en besked om at den estimerede ventetid var på 1 time og 21 minutter. DMVs venteværelse bestod af ca. 100 stole besat af mere eller mindre ventetrætte personer, samt nogle tv-skærme som løbende opdaterede antal af personer i kø og den forventede ventetid. Ikke det mest spændende venteværelse når man nu har en lille pige på slæb. Derfor kørte vi til den nærmeste McDonalds for at få endnu en omgang morgenmad og få bevæget de små rastløse ben. Da vi vendte tilbage til DMV var vores ventetid nede på 32 minutter fortalte SMS-opdateringen os. Men, men, men……. Vi er efterhånden vant til at skulle regne i amerikanske enheder når det gælder længde og vægt, men at deres minutter også har en anden varighed end i Danmark, det kom bag på mig:-) De 32 minutter blev til halvanden time hvor SMS adviseringen troligt talte ned 28 min, 24 min 14 min osv! Først kl 12.10 efter 2 timer og 30 minutters ventetid blev det endelig vores tur. Vi gik til skranken, hvor vi afleverede de to stykker papir som vi havde modtaget fra vores bilforhandler. De næste 20 minutter tastede damen bag skranken løs på tastaturet, det eneste jeg skulle var at nikke bekræftende til at vi boede på den opgivne adresse og skrive under på at jeg ønskede bilen overført til mit navn. Nå ja og så betale hele 10 % af bilens værdi i skat og afgift. Jeg følte mig godt dum og taget ved næsen da jeg forlod kontoret. Ventetiden var nu oppe på 4 timer og 35 minutter for nyankomne. Al den ventetid for så lidt. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor at det ikke bare kunne klares via nettet, eller bare ved at indsende papirerne fra forhandleren og overføre afgiften. Men sådan er Amerika bare. Take it or leave it.

Uh, vi fik os en lille forskrækkelse i fredags. Lillepigen og jeg var taget på en legeplads kun 5 minutters kørsel fra vores hjem. Det er en rigtig populær en af slagsen, da den ligger i skygge af en masse store træer og har en lille (kunstig, selvfølgelig) bæk som børnene kan køle de små tæer i. Elisabeth hyggede sig i bækken med at skovle vand op i en spand og lade plastikskovlen drive af sted med strømmen inden hun fangede den igen. I mens kunne hendes mor stille og roligt sidde med fødderne i vand og iagttage datterens leg. En dejligt fredfyldt stund.  På tværs af bækken ligger en træstamme, og da lillepigen så en større dreng kravle op på den, fulgte hun selvfølgelig efter. Så var uheldet ude. Hun faldt med hovedet først ned i granitbredden og endte med hele kroppen i vandet.

Der var ingen tvivl om at hun havde slået sig, for der voksede staks en stor blodig blå bule ud fra hendes ene tinding, og hun var helt utrøstelig. Men hvor slemt det var, havde jeg svært ved at vurdere. Flere mødre kom farende til for at hjælpe med isterninger til køling af skaden og gode råd. Alligevel følte jeg mig bare helt alene i verden, min dyrebare datter var kommet til skade og jeg var i syv sind om hun havde brug for at komme til en læge eller på skadestuen. Og hvis hun havde brug for professionel hjælp, hvor skulle vi så tage hen? Hjemme i Odense havde jeg på mobilen indkodet telefonnumre på læge, skadestue og lægevagt, og jeg vidste jo hvor de lå. Men her har jeg endnu ikke styr på hvordan sundhedssystemet virker. Vi har jo selvfølgelig vores sundhedsforsikring, men har endnu ikke valgt en læge og jeg kendte hverken telefonnumre eller adresser på læger eller skadestuer i området. Bestemt ikke nogen rar situation at stå i. Det hele endte med at vi kørte hjem for lige at vurdere skadens omfang i rolige omgivelser. Men efter lidt vand, en kiks og en lille lur i mors arm havde patienten det meget bedre og hendes mor besluttede at afblæse katastrofealarmen.

Da hendes far kom hjem sidst på eftermiddagen, kunne hun selv fortælle ham om ulykken: “mig falde-bang, av av hoved” mens hun pegede på bulen, som nu var langt mindre og ikke længere blå, men var forvandlet til et overfladisk sår på størrelse med en mønt. Denne episode har resulteret i at vi skal have os en børnelæge NU, og vi ringer i morgen for at blive indskrevet som patient. Der vil sandsynligvis komme flere skader, det er jo svært at undgå med en lille aktiv pige, men vi skal bare ikke stå i den situation, at vi ikke aner hvor vi skal gå hen igen.

Her er lige et par billeder fra før ulykken hvor alt var fryd og gammen.

Da vi boede i Californien gjorde vi de fleste indkøb i vores ynglings butik, Trader Joe´s. En lille forretning, hvor de fleste varer var økologiske og grøntsagerne dyrket lokalt. Vi har også fundet en Trader Joe´s her i Kansas City, den har dog ikke samme charme som den i LA og slet ikke det samme udvalg i lokalt dyrkede grøntsager og frugt, men det siger vel sig selv, da vi jo ikke længere er i The Great Valley, hvor der kan høstes tre gange om året! Men Trader Joe´s her i Kansas har da bestemt også gode ting at byde på, f.eks. fandt jeg Danish Pancakes (æbleskiver) og lakrids. Trader Joe´s har også rugbrød eller rye bread, det er dog langt fra dansk rugbrød og smager afskyeligt af kommen, så vil vi hellere leve i afsavn til der kommer forsyninger i form af brødblandinger fra moderlandet. Men for nu hygger vi med lakrids:-)

Det har været et par spændende dage i vores hjemmegående-mor-datter-liv, og vi er bestemt ikke i tvivl om at vi har valgt at bosætte os i det rigtige område når det kommer til aktiviteter rettet mod stay-at-home-moms og deres før-skolebørn. Her er fyldt med aktiviteter og mødregrupper, så mange at det ligefrem kan være svært at vælge hvilke aktiviteter vi har lyst og tid til at deltage i. Men det er jo bare et luksusproblem.

I går var lillepigen og jeg til Toddler Time i det lokale Community Center. For bare 2$ var der fri leg i en gymnastiksal FYLDT med legetøj. Her var alt hvad et barnehjerte kan begære: telte, klapvogne med dukker, bolde, bowlingspil i skum, biler, scootere, cykler, rutsjebane, hulahopringe, græsslåmaskiner (i plastudgaven), gåvogne og meget meget mere. Det var et fantastisk sted og vi nød virkelig at tumle rundt mellem de andre børn og forældre for at prøve det hele. Det gav også lidt tiltrængt øvelse i at dele og kende forskel på mit og dit, hvilket jo er blevet forsømt den sidste måned hvor lillepigen har haft alt sit legetøj for sig selv og kun er blevet udfordret af sine, til tider, lidt for eftergivende, forældre.

Fantasien fejler intet, her fandt lillepigen en dejlig hat.

Efter halvanden times leg kunne vi ikke rumme mere, og fortrak udendørs med kiks og juice for at få varmen i skyggen. Det lyder lidt mærkeligt, men det er sandheden. Her er så meget køling på indendørs at det nogen steder føles som om man er havnet i en fryser. Til gengæld er det 35-37 grader i skyggen udendørs og med en luftfugtighed omkring de 80-90% så her er heller ikke rart at være i længere tid af gangen. 

I dag har vi så været til vores første Moms Meetup. Det er en gruppe af SAHM (stay at home moms) som mødes et par gange om ugen på legepladser, i parker, på museer, privat eller andre steder. I dag mødtes vi på en cafe med tilhørende legerum. Så kunne mødrene få sig en kaffe eller smoothie og en snak, mens ungerne boltrede sig. Det var nogle rigtig søde mødre og børn som vi glæder os til at lære bedre at kende.

Elisabeth fik lov at låne denne flotte bil af en anden lille pige i gruppen, og det var lige ved at hun ikke fik sin bil igen.

Ud over alle vores udfarende aktiviteter har der da også lige været tid til lidt hygge i køkkenet. Vi prøvede for et par dage siden kræfter med en portion cup cakes. Desværre er jeg endnu ikke blevet dus med vores gasovn, så resultatet var ikke til at prale af, men spises kunne de da.