Siden vi flyttede fra Danmark har vores lille families kønsrollemønster ændret sig drastisk. Fra en moderne fordeling af de huslige pligter, hvor manden og jeg var nogenlunde 50-50 om madlavning og tøjvask, og hvor rengøring var et fælles projekt. Til et tidsspring tilbage til 1950´erne. Jeg er blevet hjemmegående husmor med eneherredømme over madplan, indkøb, madlavning, tøjvask og underholdning af puttepigen i dagtimerne. Manden går på arbejde, ofte tager han tidligt af sted om morgenen og kommer først hjem lige inden aftensmad. De lange arbejdsdage er et naturlig følge af hans stilling som Post Doc. Det er her karrieren for alvor skal sparkes i gang, og udskillelsesløbet er benhårdt. Kun de bedste og mest hårdtarbejdende kan gøre sig forhåbninger om at blive til noget i den akademiske verden.

På forhånd var jeg noget betænkelig ved udsigten til at skulle indtræde i disse meget gammeldags kønsroller, men jeg må indrømme at transformationen er gået over alt forventning, og den moderne rødstrømpe i mig har fuldstændig kapituleret, og nyder nu hverdagen. Det er et privilegium at være sammen med puttepigen hver dag og have førsteparket til den fantastiske udvikling det lille menneske gennemgår.

Billede lånt fra http://www.husmoderen.dk/

Fordi arbejdsfordelingen er så skarp kræver en velfungerende hverdag at vi begge opfylder vores pligter. Det gør jo også at vores hverdag er mere sårbar, da vi jo ikke har pasning til lillepigen.

I fredags sendte min læge mig på fødegangens modtagelse, da jeg i det sidste døgn havde haft rigtig mange og smertefulde plukkeveer. Puttepigen var med, da farmanden jo var på job. Vi blev godt modtaget af en rigtig sød sygeplejerske og i to timer var jeg bundet til diverse monitorer, mens jeg blev undersøgt på kryds og tværs og skulle svare på alverdens spørgsmål. Imens sad puttepigen på gulvet ved siden af hospitalssengen og underholdte sig selv med iPad, kiks, rosiner, pixibøger og sine farveblyanter. Jeg var virkelig stolt over hendes gode opførsel og tålmodighed. Skrækscenariet i mine tanker, hvor hun for rundt på stuen, fik væltet instrumenter og hevet i alarm-snoren, uden at jeg fra mit fangenskab i sengen kunne gøre noget blev heldigvis ikke til virkelighed.

Lillepigen skulle da også lige prøve mors “kjole” som hun kaldte den.

Konklusionen på det hele blev at plukkeveerne havde sat deres spor, men at jeg endnu ikke var i “rigtig” fødsel. Jeg fik tilbudt medicin, som skulle stoppe plukkeveerne (de er jo meget mere tilbøjelige til at give gravide forskellige former for medicin her i USA end i Danmark). Men efter at have konsulteret min fødselslæge fik jeg lov til at slippe for at komme i behandling mod at love at jeg ville komme tilbage ved selv de mindste symptomer på forestående fødsel. Det var lidt af en forskrækkelse, lillebror har stadig 6 uger at sone i maven inden forventet løsladelse.

Jeg tør slet ikke tænke på hvordan vi skulle få hverdagen til at hænge sammen hvis lillebror blev født for tidligt og skulle være indlagt i flere uger. En ting er sikkert, jeg skal slappe af og belastes mindst muligt så vi ikke risikerer at lillebror kommer før tid.

Nu tilbringer jeg så en del tid her på sofaen med benene oppe og strikketøj fremme. Men det er dog ikke altid let at få lov at blive siddende, for med en aktiv 2-årig i huset, så er det teoretisk bedste ikke altid praktisk muligt.

Dagen inden vores hospitalsbesøg var lillepigen og jeg til legetime i en professionel gymnastiksal, sådan et sted hvor de træner elitegymnaster. Vi fik lov til at lege på alle redskaberne og der var ikke så lidt at underholde sig med. Her var springgrav, balancebarre, ringe hængende fra loftet, springgulv, kæmpe trampoliner og meget mere. Lillepigen var begejstret.

Jeg undskylder for de rystede billeder, men der var så meget gang i hende at det var umuligt at få et ordentligt billede.

Desværre er disse meget fysiske aktiviteter indstillet for vores vedkommende for en tid. Det er rigtig ærgerligt for lillepigen stortrives når vi er ude steder, hvor hun kan få lov at hoppe og springe som hun har lyst. Men vi tager ingen chancer med lillebror, og det er bare ikke en mulighed for mig at sidde passivt på sidelinjen og kigge på, lillepigen er stadig ikke større end at der er brug for en mor til at hjælpe hende op og ned fra legeredskaber, fange hende inden hun falder i springgraven eller komme løbende til når der opstår konflikter med de andre småbørn.

Så nu er det primært in house play dates vi deltager i, her mødes vi hjemme hos en af mødrene og kan sidde stille og roligt og snakke mens børnene leger. Det er nu også meget hyggeligt, og lillepigen får både øvet sit engelsk og sine sociale kompetencer.

Der har været lidt stille på bloggen den sidste uges tid. Det skyldes ikke at vi keder os her i Kansas, men simpelthen at jeg efterhånden er noget besværet af graviditeten og ikke har så meget overskud.  Der er under 8 uger til termin og jeg føler mig bare rigtig tung og træt træt træt, så det er jo dejligt at jeg ikke skal arbejde, men bare kan hygge mig med lillepigen og vores playdates.

Sidste weekend havde vi vores andet besøg fra Danmark, da Mortens gamle skolekammerat slog vejen forbi Kansas under en forretningsrejse. Vi havde et par dejlige dage, med hygge, god mad og sladder hjemmefra. Og “drengene” fik udlevet deres indre Dirty Harry på skydebanen. Jeg er ikke den store fan af våben og bryder mig bestemt ikke om at vi ugentligt i nyhederne høre om uskyldige børn, som er blevet dræbt af skud her i Kansas City (dog ikke i vores del af byen). Derfor synes jeg det er skræmmende at man bare kan gå ind på en skydebane, skrive under på at man ikke er sindssyg eller kriminel (for hvis man nu var kriminel med onde bagtanker så ville man jo helt sikkert indrømme det) og så er der bare fri adgang til at leje våben og skyde løs. Det er dog noget manden har set frem til at prøve og nu bød lejligheden sig i form af besøg af en af gutterne. De havde det vist også rigtig sjovt på skydebanen og fik både skudt med en rigtig western style seksløber og en 9 mm Glock (dem det danske politi bruger, tror jeg nok). Det var en oplevelse der rigtig fik vækket minderne fra værnepligtstiden hos dem begge, for resten af weekenden føg det med soldaterhistorier fra de to herrer.

Efter sådan et besøg hjemmefra kommer der lige et par dages nedtur, hvor vi bliver mindet om alt det vi går glip af med venner og familie.

Vi er nu gået ind i den sidste uge op til Halloween og var i går til vores første Trunk or Treat, som er en småbørns-venlig udgave af den amerikanske Halloween tradition Trick or Treat. I stedet for at gå fra hus til hus som traditionen foreskriver, gik vi fra bil til bil og tiggede slik. Det var endnu et af mødregruppens fantastiske arrangementer. Vi mødtes med en masse af de andre forældre på en parkeringsplads i en park. Det startede med at alle spiste pizza sammen og lige fik ungerne brændt den overskydende energi af på legepladsen, mens forældrene pyntede bilerne i børnevenligt Halloween-tema (altså ikke for skræmmende). Så kunne børnene gå fra den ene Halloween-pyntede bil til den næste og vise deres kostumer frem, og til gengæld modtage en masse slik. Puttepigen var klædt ud som en abe eller monkey som hun selv siger, og jeg var en kat der havde spist for meget.

Rækken af SUV´s og van´s klar til af modtage børnene.

Vores bil udsmykket med græskarene fra forhaven og en udstoppet grøn heks som lillepigen bare er helt vild med.

Hvis man bliver træt af at Trick or Treate kan man jo altid få et lift af en kammerat. Her gir Carter ko, aben Elisabeth en tur i sin vogn.

Aftenens fangst, en hel spand fuld med slik. Her er da vist slik til de næste mange uger.

Ugens forskrækkelse

Ebola er det helt store emne i de amerikanske nyhederne for tiden. Faktisk fylder det ca halvdelen af den lokale nyhedsudsendelse, resten omhandler sport. Ja det er åbenbart så meget vi her i USA behøver at vide. Hysteriet er helt i top, og selv på vores lokale læges dør hænger der et skilt med ebola-symptomer og smitteveje. I tv kører reklamer for Ebola-C som skulle være en vitaminpille, der skulle forebygge at man blev smittet med ebola. Læger advarer dog mod at det er det rene fup, men der er vel altid nogen som vil forsøge at tjene penge på andres frygt.

I tirsdags kom ebolatruslen dog lige tæt nok på. Morten ringede hjem fra arbejde om formiddagen, da han lige ville informere mig, inden jeg hørte det i nyhederne, om at der var kommet en patient ind på “hans” hospital som var mistænkt for at have ebola! Hospitalet var selvfølgelig i højeste alarmberedskab. Men fra episoden i Texas hvor en ebolapatient havde smittet to sygeplejersker inden han døde af sin sygdom, var det jo ikke nogen hemmelighed at der var huller i sikkerhedsforanstaltningerne. Jeg gav derfor manden strenge ordrer på at blive i sit lab hele dagen og ikke bevæge sig ned i kantinen eller i nærheden af den del af hospitalet som var i karantæne.  Heldigvis kunne nyhederne et døgn senere berette at ebolaalarmen var afblæst, da prøver havde vist at patienten led af en anden tropesygdom (hvilken blev dog ikke nævnt). Vi kunne ånde lettet op. Men bare tanken om at det kunne være kommet så tæt på er ikke rar, selv ikke for os rationelle og ikke-så-let-at-skræmme europæere.

Min oplevelse er at amerikanerne er meget lette at skræmme omkring smitsomme sygdomme. Det ser vi også bare på den mængde af vaccinationer som anbefales. Inden vi rejste fra Danmark var lillepigen blevet fuldt vaccineret efter sundhedsstyrelsens anbefalinger, og skulle efter danske regler ikke stikkes igen før hun var fyldt fire år. Men vores amerikanske børnelæge mente bestemt ikke at hun var dækket ind, så nu er vi i gang med endnu en omgang vacciner mod de almindelige børnesygdomme samt vacciner mod hepatitis. På nogen punkter kan jeg godt forstå de ekstra foranstaltninger. USA er jo et land der består af rigtig mange nationaliteter og folk fra hele verden, så det undrer jo ikke at der er større risiko for at få alverdens sygdomme her, end hjemme i lille Danmark.  Alligevel begynder jeg så småt at stejle over alle de stik og prik vi har modtaget siden vi bosatte os her. Fra min graviditet med lillepigen husker jeg ikke at jeg skulle vaccineres, men her har jeg ved hver eneste besøg hos min fødselslæge blevet stukket for et eller andet. Jeg bryder mig bestemt ikke om at blive vaccineret når jeg er gravid af frygt for at det kan påvirke barnet negativt. Men det er åbenbart kutymen her at de hellere vil stikke en gang for meget end en gang for lidt, da lægerne og forsikringsselskabet ikke vil risikere at jeg bliver alvorlig syg af f.eks. influenza og at det resulterer i at barnet bliver skadet eller fødes for tidligt.  Selvom jeg gerne ville, har jeg ikke overskud til at sætte mig ordentligt ind i de forskellige vacciner og vurdere hvor nødvendige de egentlig er, så jeg følger strømmen og lader både lillepigen, mig selv, og sågar manden vaccinere for (som min fødselslæge siger) at beskytte den nye baby.

I øjeblikket har vi fantastisk efterårsvejr. Omkring 15-18 grader og sol fra en skyfri himmel. Det benytter vi os rigtig af med en masse dejlige efterårsaktiviteter. Lillepigen og jeg har været på Pumpkin Hollow, hvor vi har kørt i hestevogn, leget i hø, løbet i majslabyrint og puttepigen nøje har udvalgt sit eget græskar.

Vi har også været en tur på Cider Hill æbleplantage for at plukke æbler. Her kørte vi med høvogn efter en traktor. Plukkede en masse dejlige æbler og sluttede af med super lækre apple cider doughnuts.

Efteråret er kommet til Kansas, eller det siger kalenderen i hvert fald. Men vejret kan jeg bare ikke blive klog på. Den ene dag er det sol og 27 grader, den næste er det 7 grader og regn. Det kan dog også være omvendt, 27 grader med regn og blæst eller 7 grader med blå himmel og sol. Det er slet ikke til at finde ud af, og nogen dage kan det pludselig skifte fra den ene yderlighed til den anden. Vi tager af sted om formiddagen i oldemors hjemmestrikkede sweater og dunvest, men om eftermiddagen må vi skifte til shorts og T-shirt. Jeg er total forvirret.

Vi har også utrolig meget tordenvejr. I løbet af den sidste uge har vi nok haft 4-5 tordenvejr. Nogle varer bare en times tid og kommer ofte om natten, hvilket jo er ret smart, så vi kan nyde det gode vejr om dagen og få uvejret overstået om natten (hvis man altså kan sove fra tordenen, hvilket jeg endnu ikke har lært). Andre uvejrssystemer varer et helt døgn og er så voldsomme at dagen bliver mørk som natten og lynene kommer med så korte intervaller at vores stue ligner et diskoteks dansegulv badet i stetoskoplys. Det er lidt uhyggeligt og puttepigen og jeg har ikke helt vænnet os til de kæmpe brag, der får vinduerne til at klirre.

Når vejrudsigten lover dårligt vejr bliver vores mødregruppe aktiviteter ofte aflyst. Der er virkelig respekt for vejret her. Det er dog ikke altid, at det bliver som meteorologerne prædiker, så nogen gange kan det godt virke lidt overdrevet når en aktivitet bliver aflyst p.g.a lidt støvregn. Men her i midtvesten kan vejret pludselig skifte og det er svært at forudsige om det blot bliver lidt regn eller det udvikler sig til det helt store uvejr med livsfarlige tordenstorme og tornadoer. Det er Kansans (borgere i Kansas) godt klar over, så man tager sine forholdsregler og bliver hjemme. De dage må puttepigen og jeg jo underholde os selv, og hvad er bedre på en kold regnfuld dag end hjemmebagte rugboller (det danske sunde indslag) med chocolate sprea,d og varm kakao med skumfiduser (det amerikanske indslag).

Den sidste uges tid har for mig stået i babyudstyrets tegn. Der er nu kun 10 uger til forventet termin, så spændingen og glæden ved den kommende baby begynder at boble i maven, som hans små spark bliver kraftigere og kraftigere. Der har hidtil ikke været så meget tid og overskud til at tænke på graviditeten, men nu hvor vi er ved at falde til, er der endelig tid til at fokusere lidt på den kommende familieforøgelse. Da vi rejste fra Danmark kun med kufferter, havde vi ikke mange af lillepigens babyting med, så det meste har vi skulle ud at købe på ny, hvilket har virket lidt uoverskueligt. Nu er jeg dog endelig kommet i gang og har fået gjort nogle fantastiske genbrugskup, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har været til loppemarked, på craigslist (svarer til Gul&Gratis.dk) og til kæmpe genbrugs-børneudstyrs-messe. Så det er ikke uden stolthed at jeg kan sige at vi næsten er nået i mål med babyudstyret, det er en fantastisk følelse. På kun en uge har vi købt, tøj så vi kan klare de første 3-4 måneder, babybadekar, kommode med pusleplads, puslehynde, skråstol, gyngestol/ammestol, ammepude, billeder til børneværelset, tremmeseng, kombineret klapvogn/barnevogn, autostol og meget mere, alt sammen til meget rimelige priser. Så nu skal nogle af møblerne bare samles (til mandens store frustration) inden børneværelset kan indrettes.

Jeg ved ikke om det er graviditetshormonerne, redebyggeri eller min nye status som hjemmegående husmor som er årsagen til at jeg har fået sådan lidt back-to-basics-kulder, men jeg har også købt en kæmpe bunke stofbleer til lillebror. Altså ikke til gylp og mælkesprøjt, men dem til numsen! Om det er et evolutionært tilbageskridt eller fremskridt kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Min mor brugte jo stofbleer til mig, men så kom engangsbleen og reddede mødrerne fra det store blevaskecirkus. Nu er der blandt mine nye mødre-veninder flere som har anbefalet mig at bruge stofbleer. De har selv skiftet til stofbleer efter at have brugt engangsbleer til deres førstefødte og er begejstrede for det. Jeg kan da også godt se det miljørigtige i at spare naturen for de enorme mængder affald som et blebarn skaber. Dertil er der det økonomiske perspektiv i at man slipper for at skulle købe bleer hele tiden, et amerikansk barn forventes at bruge for ca 2-3000 $ (12-18000 kr) bleer fra fødsel til pottetræning, hvorimod man som cloth diaper mom kan nøjes med en engangsinvestering på ca. 2-400 $. Det er jo noget af en besparelse. Som tillæg hertil påstår mine mødre-veninder at deres børn har meget sundere numser og at de oplever langt mindre bleudslæt end da de brugte engangsbleer. Det synes jeg jo alt sammen lyder meget tiltalende, men jeg tænker da lidt på om jeg overhovedet orker de ekstra 2-3 vaske om ugen med lorte-stofbleer, når jeg til den tid står med en nyfødt på armen og en toårig lille dame. Lige nu siger mit hjemmegående husmor-gen mig at de fornuftige argumenter langt overskygger det ekstra besvær. Så her er de så, de moderne stofbleer, så vil tiden vise om jeg bliver en rigtig cloth diaper mom eller jeg kommer krybende tilbage til den enklere engangsble-tilværelse.

Efter alle ugens store indkøb har vi nydt en dejlig kølig men solrig lørdag i haven.

Chopperen er en gave fra vores søde nabo, en ældre mand, som vi ikke ser meget til udover når han plejer og passer sin græsplæne.

Her er vores egen lille egern-pige. For en ordens skyld, skal det lige nævnes at farmanden står omme på den anden side af træet og holder godt fast i lillepigen.

Efter nogle dejlige dage i 20´erne er vi nu tilbage i 30´erne, altså temperaturmæssigt. Men det varer nok ikke så længe for også her i Kansas går årstiden mod efterår. Vi har virkelig nydt at kunne være udenfor uden at sveden drypper og mascaraen smelter ned af kinderne. Men nu er vi tilbage indenfor med air con tændt, i hvert fald for et par dage.

Puttepigen og jeg gør alt hvad vi kan for at holde os beskæftiget, men vi er meget bevidste om at vores lille families trekløver mangler et blad. Det første hun spørger om når hun slår øjnene op om morgenen er: “hvo´ far a?” (hvor er far blevet af?/ hvor er far henne?), og hun kan selv svare at han er fløjet væk. Hun prøver også med alle de tricks hun kender at få far hjem igen. Når vi er på vej hjem fra en af vores mange udflugter gentager hun utallige gange: “far hjemme, far hjemme, far hjemme!” som om hvis hun siger det nok gange vil han stå klar til at modtage os når vi kommer hjem. Eller når det er badetid insisterer hun på at det er far, som skal putte hende i bad. I badet har hun to badeænder som altid har været mor-and (nu mommy-and) og baby-and. Det er siden farmanden rejste blevet ændret til far-and og baby-and, man må jo forsøge at erstatte det man mangler.

Vi forsøger at snakke med farmanden over facetime, men lillepigen forstår endnu ikke at det er live. Når vi har sagt farvel og lagt på, siger hun: “mere far” på samme måde som hun beder om at se endnu en episode af sin yndlings tegnefilm Dora the Explora, “mere Dora”, og det bliver ikke til mere kommunikation fra hendes side end et tvungent vink når vi siger farvel.

Selvom vi er alene hjemme har vi jo vores hjemmegående-mor-og-datter-hverdag. Vi har blandt andet været en tur i Toys R Us for at kigge på fødselsdagsgaver til puttepigen (det viste hun bare ikke). Hun er stadig vildt forelsket i de små elektriske biler, og ALLE bilerne i udstillingen skal hun da lige prøve.

Det er tydeligt at lillepigen er ved at blive stor. Den anden dag så vi en stor pige stige af skolebussen og gå forbi vores hus. Vi snakkede lidt om at hun nok havde været i skole, og lillepigen ytrede: “mig skole”. “Vil du gerne i skole?” “JA!” svarede hun bestemt. I princippet kunne hun komme i pre-school, manden og jeg har da også talt om at hun kunne få en enkelt dag om ugen i preschool. Men moderen er ikke helt klar til at sende sin lille pige alene ud i det store (stadig) fremmede skole-/pasningssystem hvor der hersker andre værdier og normer.

I går ville hun have ørenringe. Og i dag da jeg opfordrede hende til at blive på den lille legeplads for de små børn (her har legepladserne ligefrem aldersmærkning f.eks. 0-5 år og 5-12 år), og forklarede at den hun styrede mod var til store børn, fik jeg et bebrejdende bliv: “mig stor pige!” Nå ja det er da også rigtig hun fylder jo snart to år, og jeg skal vænne mig til at hun pludselig kan så meget selv.

I dag har hun bagt sin første kage, eller det blev til bananmuffins. Jeg fik allernådigst lov til at stille ingredienserne klar og hjælpe med at måle de rette mængder af. Alt mix af ingredienser, mosen af banan og røren rundt stod puttepigen for. Resultatet blev faktisk ret godt, selvom der vist forsvandt en del af chokoladestykkerne fra dejen.

Mum, de smager godt når man selv har lavet dem:-)