Man siger at julen er hjerternes fest. Der ligger nok noget dybere bag denne tanke end formen på udsmykningen, noget med hjertevarme eller hjerterum. Men den person der fandt på dette har tydeligvis ikke oplevet Valentine´s Day i USA.For her er der virkelig tale om hjerternes fest, altså de industri-producerede. Man kan vælge enten at forkvamles og fornægte dagen eller hoppe med på karrusellen. Som det fremgår af dette blogindlæg så hoppede vi med på vognen, for fuld udrykning.

Sagnet om Sankt Valentine stammer tilbage fra det gamle Rom. Her blev præsten Valentine fængslet for at foretage vielser af soldater som havde forbud mod at gifte sig, lyder det ifølge nogen versioner af legenden. Andre og nok mere realistiske, men knapt så romantiske, siger at Valentine blev fængslet for at have nægtede at omvendes fra kristendom til den romerske tro. Under sin fængsling helbredte Valentine sin fangevogters blinde datter Julia. Umiddelbart før sin henrettelse skrev Valentine et afskedsbrev til Julia som han underskrev “Your Valentine”. Heraf stammer den nutidige tradition med Valentines kort.

Den sidste uges tid har vi varmet op til Valentine´s Day med diverse aktiviteter. Vi har igen været kreative, så det er blevet til Valentineskort til familien i Danmark, Valentineskort til daddy og en flot hjerteskål malet i keramik cafeen.

Vi havde også bagt en hjerte-chokoladekage til farmanden.

Til gengæld overraskede han med et hjerte fyldt med lækre chokolader.

Herovre går man ikke til bageren lørdag morgen efter rundstykker, man kører ud og henter friskbagte bagels. I dagens anledning var de ikke runde som de plejer, men hjerteformede.

Selve dagen tilbragte vi stille og roligt herhjemme, med en lille afstikker til legepladsen. Vi har nemlig fået besøg fra Danmark af farmandens skolekammerat, så “drengene” tog på udflugt udenfor byen og spiste senere BBQ middag for to. Mens ungerne og jeg hyggede hjemme med pizza.

At den 14. februar er fyldt med dejlige røde hjerter og glade, forelskede mennesker sætter jeg stor pris på, da det minder mig om det gode ved kærlighed. For Valentines dag er for mig, og mange i min familie, også en trist påmindelse om min far som ikke længere er hos os. Det er nemlig hans fødselsdag i dag, og derfor en lejlighed til at mindes ham som den fantastiske person han var. Men kærligheden og det gode minde bliver desværre stadig overskygget af sorgen over at miste ham.

Så herfra ønskes I alle Happy Valentine´s Day, med en påmindelsen om at nyde kærligheden så længe vi har den.

Der er mange ting vi går og tæller ned til i øjeblikket.

Der er 4 dage til bedstemor og onkel Mads kommer på juleferie hos os.

Der er 5 dage til termin, så lillebror kan komme hvornår det skal være.

Og så selvfølgelig julen, den er der kun 8 dage til.

Med alle de spændende begivenheder i horisonten, snakker vi meget om hvad der venter forude. Puttepigen kan næsten ikke vente hverken til hun skal spise is og gå i svømmehal med bedstemor, julemanden kommer eller at hun kan få lov endelig at holde lillebror.

Der er meget som er anderledes her i USA end derhjemme og det kommer gang på gang bag på mig. Normalt pynter vi ikke juletræ før den 23. dec, men jeg kunne se hos mine stay-at-home-mommy-kolleger at juletræerne allerede stod i stuerne fuldt pyntet. Så den 9. dec var vi ude at købe julepynt og juletræ. Jeg var overbevist om at vi var i god tid, der var jo mere end to uger til jul, men nej. Julepynten var allerede sat 60% ned og hylderne næsten ryddet.

Jeg var meget forundret, og forundringen blev kun større da ekspedienten fortalte mig at de da ikke ville få flere juleting før næste år. Hvad skal de så sælge resten af december, hvis det ikke er juleting? Det lykkedes dog lillepigen og jeg at finde nogle julekugler og lidt andet pynt til træet forlagt hist og her i butikken. Men stjernen til toppen af træet var helt udsolgt, der var kun engle og snefnug tilbage. Det har altid været en stjerne som har prydet toppen af vores juletræ, og det skulle der ikke laves om på. Jeg er ikke helt religiøs nok til at sætte en engel på toppen og “snefnugget over Betlehem” lyder bare ikke lige så godt som “stjernen over Betlehem”. Efter at have besøgt endnu 2 butikker som også havde udsolgt, kunne jeg se online at der kun var én forretning i 20 kilometers omkreds, som stadig havde lagerbeholdning på stjerner. Og her lykkedes det mig at få den aller sidste!

Her er så resultatet, et styk smukt pyntet juletræ. Det var da helt klart besværet værd.

Ellers fordriver vi ventetiden med honningkage-hus-pyntning

og børne-juleparty.

Men der har også været tid til et juleparty for de voksne. I søndags blev lillepigen passet hos sin veninde A, så manden og jeg kunne komme til det årlige christmas party på hans arbejde. Det var en stor oplevelse, dels var det første gang siden vi flyttede at vi var ude uden den unge dame, og dels var det meget anderledes end en dansk firmajulefrokost.

Festen blev holdt på en meget fornem country club og indbydelsen lød på dresscode af cocktail påklædning, og tidsbegrænsning af feste fra kl. 18 til kl. 20.30. Allerede her var vi klar over at der nok ventede os noget ganske andet end den klassiske danske julefrokost med rigelige mængder våde varer og fest til langt ud på natten. Festen startede med hors d´oeuvre i baren og præcis kl. 19 blev alle gennet ind til de fint opdækkede borde i spisesalen. Næsten inden vi fik sat os, blev vi gelejdet op til buffeten, hvor vi pænt tog lidt forskelligt af den dejlige mad, mens amerikanerne skovlede bjerge af mad op på deres tallerkener. Tilbage ved bordet var der næsten stilhed, mens alle skovlede ind, og vi som de eneste brugte både kniv og gaffel. Jeg forstår altså ikke amerikanernes aversion mod at bruge kniven til at spise med. Så snart den sidste bid var puttet i munden stormede de op og hentede dessert, og først herefter kom der rigtig gang i samtalen ved bordet. Det var meget langt fra de danske fester, hvor man sidder og hygger længe over maden.

Under desserten blev der holdt en tale, hvor en masse af de ansatte blev takket for deres indsats i det forgangne år, så var der lige en halv time tilbage til at networke i,  og så var den fest slut.

Vi tog derfra en oplevelse rigere. Det havde været en spændende aften, men meget anderledes end en dansk fest, hvor man har hele natten til at snakke og hvor stemningen oser af hygge. Her var alt foregået på klokkeslæt, og det hele havde forekommet mig lidt forhastet og overplanlagt.

En ung dame som lige skulle se om hun kunne fylde sin mors sko:-)

Det var så den fire dages weekend. Det var lige hvad vi trængte til. På grund af Thanksgiving havde manden nemlig fri både torsdag og fredag.

Thanksgiving falder altid på den 4. torsdag i november og er en stor amerikansk helligdag. Den har sin oprindelse helt tilbage i 1621.

I september 1620 rejste en gruppe pilgrimme med det gode skib The Mayflower fra England mod den nye verden i håb om et bedre liv. Begyndelsen på deres nye tilværelse skulle dog vise sig at blive en barsk og farefuld færd. The Mayflowers afrejse blev forsinket fra England, hvilket resulterede i at søfarten over Atlanten kom til at foregår i højsæsonen for storme. Efter to forfærdelige måneder på havet nåede pilgrimmene endelig til Amerika, dog blot for at opdage at de mange storme havde ført dem meget længere nord på end deres oprindelige mål. Vinteren var lige om hjørnet, så det var for sent at sejle syd på. Pilgrimmene og skibets besætning var tvunget til at overvintre på The Mayflower. Da vinteren var ovre var kun 53 af de 102 pilgrimme og halvdelen af besætning i live, de resterende var bukket under for kulden, underernæring og sygdom. Men pilgrimmenes trængsler var langt fra ovre. De skulle lære at jage det lokale vildt og dyrke de lokale afgrøder. Med hjælp fra indianerne i området tilegnede pilgrimmene sig de nødvendige færdigheder, og kunne ved udgangen af den følgende sommer holde en fest for at fejre at høsten var i hus og takke deres lærermestre.

Gennem vores mødregruppe er puttepigen og jeg blevet gode venner med A og hendes mor S. Så da vi blev inviteret til at fejre Thanksgiving med hele deres familie var vi hurtige til at takke ja.

Vi ankom som inviteret ved to-tiden om eftermiddagen. Her blev vi præsenteret for hele familien som i dagens anledning bestod af S, hendes mand J og datter A, S´s mor og far, hendes søster med mand og barn og hendes onkel. Vi blev taget rigtig godt imod, og mens moderen lagde sidste hånd på festmåltidet, snakkede damerne og mændene så amerikansk fodbold (det er nemlig en moderne del af Thanksgiving tradionen at der bliver vist fodbold i tv). Inden vi skulle spise bad vi i fællesskab bordbøn. De mange retter kom på bordet og alle satte sig om det fint dækkede bord og gik i krig med de enorme mængder mad (det er første gang siden vi kom til USA at vi har været i et privat hjem, hvor vi rent faktisk har  benyttet spisebordet). Festmåltidet bestod af en kæmpe kalkun, kartoffelmos, sovs, grønne bønner i hvid sovs med ristede løg på toppen, stuvede majs, kuvert brød og stuffing lavet af brødkrummer, selleri, krydret oksekød og andre grøntsager (meget langt fra den fars vi plejer at putte inden i fjerkræet juleaften). Det var meget lækkert. Under måltidet gik snakken lystigt og jeg blev belært om at stuffing-opskrifter nærmest var en familiehemmelighed som blev nedarvet gennem generationer og at de var meget forskellige fra egn til egn. F. eks. blev stuffing nogen steder lavet med rejer elle østers. Kalkun stegt med rejer og østers i maven har jeg lidt svært ved at forestille mig smagen af, så jeg var meget taknemmelig over den stuffing vi fik, for den var bare god.

Da alle var vel forsynet sagde S´s mor en taksigelse eller form for bøn, hvor der blev takket for maden og alle som var tilstede. Normalt kan jeg godt være lidt skræmt over amerikanernes religiøsitet som i nogle tilfælde kan være meget ekstrem og ensidig fordømmende. Men det vi var vidne til her var rørende og utrolig passende til lejligheden. Og jeg er virkelig glad for at vi også fik lov at opleve denne afdæmpede udgave af den amerikanske tro.

Tre små forventningsfulde piger. Der glæder sig til maden bliver serveret. De tre tøser er næsten jævnaldrende og havde en fantastisk dag i hinandens selskab.

En kalkun siger forresten Goble, goble, goble. Det har lillepigen og jeg lært til Kalkun-dag på Ernie Miller Nature Center.

Da Thanksgiving nu er overstået har vi taget hul på julen. Så resten af weekenden blev brugt til hygge, leg og julepyntning.

Hvor mange amerikanske handy men skal der til at tilslutte et komfur?

Svaret er 6!

Det er ikke en joke, men den virkelighed som vi har oplevet de sidste par dage. Det gamle gaskomfur som kom med huset har aldrig virket 100%. Brænderne havde en kedelig tendens til at gå ud og ovnen havde kun to indstillinger, tændt eller slukket. Når ovnen var tændt varmede den op til 250 grader, så måden jeg regulerede temperaturen på var ved at åbne lågen med jævne mellemrum så temperaturen kom ned på det ønskede. Det var bestemt ikke optimalt, men de sidste uger var komfuret begyndt at lugte mere og mere af gas når vi tændte ovnen, og til sidst kunne ovnen ikke antænde længere, den stod bare og osede gas ud i huset. Efter aftale med vores udlejer, kontaktede vi et hvidevarefirma, de kunne oplyse os om, at komfuret var så gammel en model, at det var umuligt at skaffe reservedele til det. Altså måtte vi have et nyt, åh det var jo virkelig ærgerligt, hi hi. Så vi så frem til at de i går aftes ville komme med det nye brugte komfur, som vores søde udlejer havde købt til os.

Men, men, men amerikanske “fagfolk” er bare ikke det samme som danske. Der er slet ikke den samme uddannelse, professionalisme og professions-stolthed bag håndværkerne her i USA, det har vi gang på gang oplevet. Her kan en hver med en værktøjskasse og en ladvogn udnævne sig selv til håndværker eller installatør og kvaliteten er bare derefter.

Nå, men de to mænd fra hvidevareforretningen kom som aftalt med det nye komfur. Men da de skulle afmontere gasledningen fra det gamle, bad de os om at finde en papegøje tang/svensknøgle, for de havde da ikke værktøj med…!! Da vores værktøjsbeholdning ikke indeholder andet end det mest nødvendige til at hænge et billede op eller samle et Ikea møbel, var vi ikke til meget hjælp, så Knold og Tot måtte tilbage til firmaet for at hente værktøj. Da de kom igen, fik de det gamle komfur bakset ud og det nye båret ind, men så fandt Knold og Tot ud af at de da manglede en samler-dims, for at det nye komfur kunne passe på den gamle slange. Deres første forslag var, at vi bare kunne købe sådan en dims dagen efter og selv tilslutte komfuret. Det nægtede vi! De var betalt for at installere det nye komfur, og vi havde hverken remedier eller viden til at tilslutte gasslanger mm. Nå men så ville de have Morten til at køre ud for at købe sådan en dims! Totalt åndssvagt, Morten vidste jo hverken hvad dimsen hed, hvordan den skulle bruges, eller hvilke mål den skulle have, så efter lidt debat frem og tilbage fik vi Knold og Tot overtalt til at tage med Morten. Mens de er i Gør Det Selv forretningen (Home Depot) kommer de i tanke om at de da nok skal bruge lidt mere værktøj end den ene tang de hentede tidligere. De beder derfor Morten om at købe en ekstra tang, det siger han nej til.

Det kan da ikke passe at vi skal købe basalt værktøj til de håndværkere, som bliver betalt for at udføre et job i huset!!! Det må være nok at vi skal betale for en tilslutnings-dims som burde følge med komfuret. Så turen går endnu engang forbi deres hvidevareforretning for at hente værktøj. Tilbage i huset kan de to tosser stadig ikke få afmonteret den gamle gasslange og samler-dimsen passer kun med den nye slange. Resultatet bliver at de efter laaang tids vrikken og skruen har fået møflet så meget med gasrøret at det er gået løs, og vi frygter alle sammen at gasudtaget nu er blevet utæt. Knold og Tot forlader os i gasdampene med en besked om at vi skal kontakte vores gasudbyder næste morgen for at få tjekket for utætheder, og så få fat i en blikkenslager til at tilslutte komfuret, for de tør ikke pille mere! Vi er målløse. Klokken er 9 om aftenen, huset stinker af gas og vi er helt udkørte alle tre. Vi sikrer os at der er lukket for gassen, lufter godt ud i huset og går i seng.

Næste morgen ringer vi til gasudbyderen så snart de åbner. De behandler sagen som en hastesag og vi bliver bedt om ikke at tænde hverken lys eller andre elektriske apparater og allerhelst forlade huset. Vi tager det dog stille og roligt, da gassen jo er slukket, men kun 20 minutter senere står der to fyre med gasmålerudstyr og banker på. De tjekker hele huset for gasudslip og piller den gamle gasslange af så let som ingenting (det som Knold og Tot ikke kunne aftenen før). Desværre må de ikke sætte den nye gasslange på komfuret, da det ligger udenfor deres jobområde. Så da huset er blevet dømt fri for gaslækager og de er taget af sted igen, får vi fat i vores genbo, som har et håndværkerfirma. Han stiller kort efter med vores nabo, som også arbejder i firmaet og sammen får de lige tilsluttet komfuret og afprøvet at det virker som det skal uden at der siver gas ud.

Pyh sikke en omgang. Og det var bare udskiftning af et komfur. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange grå hår jeg ville få hvis man skulle have et helt nyt køkken her i USA. Det er godt at vi kun er lejere.

Her er så vidunderet. Efter at have bagt pizza i ovnen her til aften må jeg sige at den nye ovn var alt besværet værd.

Den sidste uges tid har vi rigtig hygget med dansk mad. Efter vores pakke med danske varer kom og jeg har været en tur i Ikeas madshop, har vi kunne lave en masse danske retter, som vi ikke kunne finde ingredienser til før. Så ugen har stået på den ene hjemlige ret efter den anden. Vi har fået danske hotdogs med svinekødspølser (det er svært at finde her, hvor alt er oksekød eller kalkun), remoulade (helt ukendt her), ristede løg (meget svært at finde), ketchup, sennep, rå løg og hjemmelavet agurkesalat, nam. Desserten var gammeldaws æblekage. En anden dag fik vi risengrød med rigtige grødris, som er næsten umulige at opdrive her, og de andre typer ris jeg har prøvet, har bare ikke givet et særlig godt resultat. Og de sidste par dage har vi spist hjemmelavet rugbrød og franskbrød med frikadeller og rødkål, gravad laks, sild, og danske rejer. Alt sammen noget som er helt ukendt her og derfor kun kan fås i Ikea eller på nettet. Efter alt den dejlige mad føles det næsten som om vi har fået tanket op på dansker-kontoen og hjemveen er mindsket for en tid.

Puttepigen har haft travlt den sidste uge. Her er hun til tea party hos en veninde. Alle pigerne sidder i deres fine prinsessekjoler og drikker te og spiser scones.

Hun har også været til Holiday Dance Party på det lokale bibliotek, hvor ungerne blev præsenteret for musik fra de kommende højtider. Da vi jo bor i et multikulturelt samfund var der musik fra både Thanksgiving, Hanukkah (jødisk hellidage), en indisk helligdag som jeg bare ikke kan huske navnet på og så selvfølgelig Jul. Lillepigen var noget tilbageholdende over for den mærkelige jødiske musik, og den indiske skabning, som var halv dreng halv elefant, men da vi nåede til Jul kom der fut under danseskoene.

Nu glæder vi os bare til i morgen, hvor vi skal fejre Thanksgiving.

Hvem trak bundproppen ud af termometeret?

For en uge siden havde vi den dejligste solskinsdag med 25 grader og børnene cyklede rundt i shorts og t-shirt. Om eftermiddagen faldt temperaturen drastisk og på få timer kom den ned under frysepunktet! Elisabeth og jeg havde nydt dagen, men var gået ind sidst på eftermiddagen, da jeg ville lufte ud var det som at åbne hoveddøren ud til en fryser. Det var noget af et kuldechok, men jeg burde snart have lært at vejret her i Kansas er totalt uforudsigeligt. Siden da har vi haft konstant frostvejr. I dagtimerne har det været mellem -3 og -7 grader, mens det om natten har været ned til -10. Derfor har vi primært tilbragt den sidst uges tid  indendørs, til puttepigens store fortrydelse. Hun vil så gerne ud, men efter bare en halv times tid er de små kinder helt blåfrosne, og vi må tilbage indenfor i varmen. Men det er en anderledes kulde end i Danmark, meget mere tør og den går slet ikke gennem marv og ben, ligesom vi kender det hjemmefra. Så jeg nyder faktisk det friske kolde vejr.

Desværre har vi endnu ikke fået sne ligesom så mange andres steder i USA. I lørdags lovede vejrudsigten ellers 100% sandsynlighed for sne, med et forventet snefald på 1-3″ (ca. 2,5-7,5 cm). Der blev lige frem advaret mod at køre ud, hvis det ikke var nødvendigt og jeg så flere trucks med sneplov spændt foran.  Vi så virkelig frem til en godt snevejr, så vi stormede ud og købte nye vinterstøvler til lillepigen, flyverdragt blev fundet frem sammen med handsker og hue. Vi var bare klar. Men nøj hvor blev vi skuffede. Det sne der kom kunne ikke en gang måles i millimeter.

Selvom det er svært at se så ligger der altså en lille smule sne på bilen……

Al denne kulde har tilgengæld gjort at vores varmeanlæg har stået sin prøve. Siden vi flyttede ind har vi været spændte på hvordan huset ville klare sig når det blev vinter. Vores hus her er nemlig, som de fleste amerikanske huse, bygget af gipsplader slået op på et træskellet. Ingen mursten, ingen isolering og ingen termoruder. Så vi har været meget spændte på om vi ville fryse halvt ihjel når kulden satte ind. Heldigvis ser det ikke ud til at blive tilfældet, vi gør nemlig bare det sammen som alle andre her, smider al miljøbevidsthed og energibesparende adfærd ud ad vinduet og lader varmeanlægget køre på maks. Det koster jo ikke noget i forhold til i Danmark. Men det er ikke en rar fornemmelse når vi nu er vokset om med at en god verdensborger spare på vand, varme og el både for pengepungens men også for miljøets skyld.

Siden vejret skiftede har lillepigen nærmest boet i oldemors hjemmestrikkede sweatre. Hun er så glad for dem, og aldrig har det været så nemt at få hende i tøjet om morgenen. I går da jeg kom med hendes lakridskonfekt sweater (den er strikket i et mønster som forestiller lakridskonfekt) udbryder hun: “mig elsker den, mig savner den” og det på trods af at det kun var en nat siden hun tog den af. Så det passer den unge dame fortræffeligt at det nu er blevet sæson for de varme trøjer.

Gennem internettet har jeg fundet to andre danske damer som bor her i byen. Sidste lørdag mødtes jeg med dem, og vi tilbragte et par hyggelige timer sammen med tøsesnak og dansk kringle. Det er de første danskere jeg møder siden vi flyttede hertil, og det var en hel forløsning at kunne tale med ligesindede om alle de kulturforskelle som vi er stødt på. De har begge boet i USA i mange år, men kunne fortælle at de stadig efter al den tid blev stødt eller forundret over de samme ting som os.

Det er sjovt som det at være dansker og de danske traditioner bliver så meget mere betydningsfulde når man er i udlandet. Om det er hjemlængsel eller graviditetshormoner der er udslagsgivende ved jeg ikke, men lige nu virker det bare utrolig vigtigt at vi viser lillepigen hvordan en rigtig dansk jul skal være. Så vi skal da både have adventskrans, kalenderlys, hjemmelavede brunkager, pebernødder, havregrynskugler, vaniljekranse, kalendergaver, flettede julehjerter og stjerner. Intet skal mangle. Men det giver så en ny udfordring, nemlig at finde alle de ingredienser og materialer som er typisk danske og derfor ikke lige kan købes rundt om hjørnet.

Løsningen blev internetbutikken Nordic import. Der er altså andre danskere i USA som er lige så forhugget på at købe sig til det velkendte som jeg. I dag kom vores pakke så, og sådan ser for 500 kr danskhed ud altså ud.

Kirsebærsovs til juleaften, lakridspulver, grødris (risengrød på sushi-ris smager bare ikke rigtigt), remoulade (jeg har prøvet at lave den selv men resultatet var ikke godt), kulør, æblekagerasp, lakridskonfekt, potaske, hjortetakssalt, vaniljesukker, danske flag, kalenderlys, nougat og strimler til at flette stjerner. Nu tror jeg julen er sikret.

Selvom jeg for tiden svælger i det danske, nyder vi bestemt også at opleve de amerikanske traditioner. I går holdt mandens kolleger et babyshower for os og vores kommende baby. Vi blev som traditionen foreskriver overøst med gaver, spiste lækker kage og havde en rigtig hyggelig tid. Normalt er babyshower vist kun for damer, og jeg tror da også at mændenes tilstedeværelse lidt lagde en dæmper på festen, men jeg fik da snakket en hel del med mandens kvindelige kolleger om børn, fødsler, og det at blive mor. Det var sjovt at prøve og bestemt en tradition som er værd at tage med hjem til Danmark.

Mandens kollega P som var så sød at stå for alt de praktiske ved vores babyshower, selvom det gik hans maskulinitet meget på.