Så fik vi overstået vores første familie Halloween i USA. Det har været en rigtig sjov måned, for selvom Halloween egentlig kun er den 31. oktober så har vi Halloweenet hele oktober måned sammen med de andre mødre og børn. Vi har malet græskar, været til Trunk or Treat, Halloween playdate, og Trick or Treat så vores udklædninger er blevet brugt flittigt.

På selve Halloween aften er det en tradition at børnene går Trick or Treat fra hus til hus. De er flot udklædte og for at undgå ballade (Trick) så giver man børnene gotter (Treat). Jeg havde købt en kæmpe pose med 250 mini poser slik, da jeg er blevet belært om at det værste der kan ske ved Halloween er at man løber tør for slik.

250 poser slik er mere end man kan bære når man kun er to år gammel.

Her vores slik skål Mr. Pumpkin som er flydt med bare en brøkdel af kæmpeposens indhold.

Vores nabo havde instrueret mig i at vi skulle tænde udendørsbelysningen, hvis vi ønskede besøg og slukke hvis vi ikke var hjemme eller ikke ville have besøg. Jeg havde også snakket med de andre mødre i min gruppe og var nået frem til at puttepigen var for lille til at gå Trick or Treat og at hun nok ville få mere ud af at dele slik ud når kvarterets børn kom forbi vores hus.

Så da mørket faldt på sad vi spændt i vores hjem med udendørslyset tændt og ventede på hvad der ville ske. Ville der overhovedet komme nogen? Ville vi brænde inde med 250 mini poser slik? Eller ville vi blive rendt over ende og måske løbe tør slik? Vi havde ingen anelse om hvad vi skulle forvente. Uden på vores hoveddør har vi som mange andre amerikanere en glasdør, så vi åbnede hoveddøren så lillepigen kunne stå med næsen fladtrykt mod glasdøren og holde øje med gaden. Inden længe kom de første udklædte børn og mange fulgte efter dem. Vi fik besøg af alt lige fra actionhelte til prinsesser og monstre. Lillepigen blev lidt skræmt over en gruppe store børn med uhyggelige masker, men ellers var hun begejstret over alle kostumerne og tog sit job med at dele slik ud meget seriøst. Når hun da ikke lige selv skulle prøvesmage det.

Noget jeg dog undrede mig over var racefordelingen (hvis man må sige det uden at blive klantret for at være racist) af Trick or Treaterne. Når jeg har gået rundt i kvarteret ser det ud til at størstedelen af beboerne er hvide, dog bor der to afroamerikanske familier på vores vej og en indisk familie med børn, men ud af de ca 30 huse på vores vej er det jo ikke nogen stor andel. På Halloween kom der kun nogle ganske få hvide familier (alle børn blev fulgt af voksne som oftest blev stående i indkørslen og holdt øje. Ingen, heller ikke de store børn, gik alene rundt). Men til gengæld kom der rigtig mange store grupper af hispanic afstamning, hvilket ellers ikke er nogen jeg normalt møder i gadebilledet. De kom i grupper med 5-7 børn og gerne et par voksne som også bad om at få udleveret slik under påskud af at det var til en baby eller et lille barn som ikke var med. Vi delte gladeligt ud af vore enorme lager af slik, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på hvem disse familier er. Bor de i vores kvarter og har jeg bare aldrig lagt mærke til dem, eller er det familier som kommer kørende til fra andre bydele fordi vores område måske er sikrere at færdes i efter mørkes frembrud, eller måske bare fordi de kunne få et større udbytte af slik her?

Jeg har siden vi kom til Kansas undret mig over hvor ensidig vores omgangskreds er når det kommer til hudfarve eller oprindelse. Som sagt er de fleste i vores kvarter hvide, det samme gælder for vores mødregruppe, butikker, svømmehal, og hvor vi ellers kommer. Det er meget anderledes end i LA, hvor vi boede i et multikulturelt boligkompleks hvor størstedelen havde engelsk som andetsprog og hvor vores venner og bekendte kom fra hele verden. Der nød vi godt af blive præsenteret for de mange forskellige madkulturer og fik virkelig åbnet øjnene over for de store forskelle der er på om man er vokset op i lille Danmark, Asien, Sydamerika, USA eller et andet sted.

I LA havde jeg nærmest en fornemmelse af at bestemte jobs tilhørte bestemte grupper. F.eks. var buschaufføren altid sort ligesom kantinedamen. Gartneren og håndværkeren var hispanic, mens tjeneren og butiksassistenten var hvide. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men jeg tror nok det passede i 95% af tilfældene.

Jeg havde nok forventet noget tilsvarende her, men det er langt fra virkeligheden. Selvom byen statistisk set har mange minoritetsgrupper er det ikke noget jeg oplever i vores hverdag. Jeg kan godt nogen gange savne ikke at være den eneste eksotiske fisk i akvariet. Og ikke altid skulle fortælle, selv til kassedamen i supermarkedet, hvor min accent stammer fra, i LA havde alle jo accent. Tilgengæld får vi så nu endnu bedre mulighed for at opleve amerikanerne og deres traditioner, og det er jo bestemt heller ikke dårligt.

Det føles næsten som om vi har holdt skiftedag her i Kansas. Torsdag aften kom Morten hjem fra LA, til stor begejstring for alle. Øj hvor har vi savnet ham, han får ikke lov til at rejse igen lige med det samme:-)

Men allerede lørdag morgen tog min mor hjem igen til Danmark. Det har været en rigtig god uge, mens hun var på besøg. Hun kom på det helt rigtige tidspunkt, hvor jeg efter næsten en måned som alenemor og højgravid var ved at være lidt slidt. Så det var fantastisk med aflastning og voksenselskab. Elisabeth var ovenud lykkelig for at få fuld opmærksomhed af Bedstemor. Faktisk så meget at det kun var bedstemor som duede. Konstant lød det fra den lille dame: “Ikke mor! Bedstemor hjælpe mig!” Det var kun Bedstemor som måtte hjælpe, eller løfte op i autostolen, eller bære, eller hvad der nu var brug for. Hvilket jo gav mig en dejlig pause, så jeg kunne finde tid og energi til nogle af alle de ting jeg har ønsket at gøre lige siden vi kom hertil, f.eks at bage rugbrød. Det krævede en større ekspedition at finde ingredienserne, men efter at have ledt i flere supermarkeder fandt vi endelig en helse butik som havde det hele. Efter et par dages utålmodig venten på at der kom gang i surdejen kunne bagningen begynde. Jeg må sige at resultatet blev så godt at det næsten smagte som en lille bid Danmark. Tænk at vi har kunne leve uden rugbrød i 2,5 måned! For fremtiden skal rugbrødsbagning stå som en fast aktivitet på ugeskemaet.

Bedstemor havde også en helt speciel gave med til lillepigen. En matroskjole som jeg har haft da jeg var lille, og som nu igen kunne komme til ære og værdighed. Før puttepigen fik kjolen, fik hun vist et billede fra da jeg var på hendes alder og havde kjolen på, hendes umiddelbare kommentar var: “Det er mig”. Vi prøvede at forklare hende at det var mor da hun var lille, men nej, det blev ikke godtaget. Puttepigen insisterede på at det var hende på billedet. Ligheden synes jeg da også er slående. Her kommer så foto af lille matrospige anno 1983 og anno 2014.

Nu er vi så vendt tilbage til hverdagen, med job og mødregruppe. Da Halloween nærmer sig har lillepigen i dag været til græskar-maling. Det var meget sjovt og hun var god til at holde på penslen, men det store kunstværk blev det vist ikke. Eller også er det bare mig der ikke har forstand på kunst.

Dette er bare en fantastisk uge. Min mor er på besøg og Morten kommer hjem fra LA i morgen.

I lørdags var puttepigen og jeg til Fall Fastival for at fordrive tiden til vi skulle hente Bedstemor i lufthavnen. Det var en rigtig hyggelig byfest, med parade og massevis af boder, hvor der kunne købes alt lige fra hotdogs til kunst og hjemmesyltede agurker. Det med parader er virkelig noget amerikanerne kan, og der manglede bare ikke noget. Her var intet mindre end fem skoleorkestre som marcherede for fuld musik, ballet- og danse-børn som lavede kunster, veteraner fra Vietnamkrigen, cheerleaders, veteranbiler, politikere, spejdere,  fodboldfans, brandbiler og meget mere. Det var virkelig underholdende. Vi sad bare på kantstenen sammen med alle de andre familier, og så det hele passere forbi, mens vi blev overdynget med slik og karameller fra paradedeltagerne.

Om aftenen hentede vi så Bedstemor i lufthavnene. Lillepigen havde forberedt mig på at Bessemor skulle have et stort knuse-kram. Men gensynsglæden var så stor at det var lige ved at knuse-krammet aldrig fik en ende. Og da vi alle meget trætte kom hjem og skulle i seng, insisterede puttepigen på at Bedstemor skulle sove ved siden af hende og ikke i gæsteværelset.

De sidste par dag har vi nydt at vise Bedstemor rundt i vores bydel og vores hverdag. Vi har været på legepladsen, i svømmehal, i de lokale butikker, men også lige et smut ind til Plaza hvor alle de fine forretninger ligger. Vi måtte dog sande at det ikke helt er det samme at “dameshoppe” med en toårig på slæb. Så det blev kun til vinduesshopping og så en tur i Pottery Barn, hvor lillepigen fik en fin abe-bamse af Bedstemor (puttepigen var ellers villig til at adoptere samtlige aber i butikken).

I dag skulle vi efter planen på tur med mødregruppen til Deanna Rose Children´s Farmstead, en bondegårds-zoo som vi tidligere har været på. Vejrudsigten forudsagde torden, men lidt regn skulle da ikke skræmme tre danske damer fra at tage på udflugt. Men vi var kun lige ankommet da det begyndte at regne, så vi søgte ly i en lade. Vi kunne så småt høre torden i det fjerne da der over højttalere blev udsendt en melding om at der var lyn-alarm og at alle skulle søge mod laderne og blive der. Så stod vi der og gloede på regnen i 40 minutters tid inden vi forsøgte at våge os frem fra laden, bare for at blive gennet tilbage i sikkerhed af en meget emsig ansat. De tager virkelig deres vejr og vejrvarsler alvorligt her. Kort tid efter lavede vi endnu et flugtforsøg, og denne gang lykkedes det os at komme til bilen, så vi kunne køre til en restaurant i nærheden og nyde en dejlig frokost mens uvejret drev over.

Som prikken over i´et, på en ellers fantastisk uge, kommer Morten hjem fra LA i morgen. Det glæder vi os utrolig meget til.

Flytning til udlandet er ikke bare en udfordring på de helt indlysende punkter som sprog og afstand til familien. Selv de almindelig dagligdags ting som at købe ind kan gå fra et hurtigt smut i Netto til en timelang detektivjagt mellem supermarkedets hylder.

Jeg var ikke klar over hvor meget et vanemenneske jeg egentlig var når det gælder indkøb før vi flyttede til USA. I Danmark har jeg de sidste 12 år handlet i den samme Netto, hvor jeg har 100% styr på hvor på hylderne jeg skal finde mine varer. Jeg har aldrig før tænkt over hvor meget nemmere det er at handle når man lige ved at man skal have den røde æske med den blå skrift, og uden at læse på pakken bare hiver den ned fra hylden. Nu kan selv få indkøb tag laaang tid, hvor man går fra den ene ende af butikken til den anden og tilbage igen for at finde den rigtige reol. Samtidig kan jeg ikke altid vide om det er en æske, en bøtte eller flaske jeg leder efter, så al emballagen bliver nøje nærlæst for sikre at det ikke er tomatpuré jeg kommer i indkøbsvognen i stedet for ketchup eller skyllemiddel i stedet for vaskemiddel (den fejl har jeg lavet).

Mælkeprodukter er et helt kapitel for sig. At finde ud af hvad der svarer til den danske sød-, let- og skummetmælk er en udfordring, her hedder mælken whole milk, 2 % reduced fat milk og skim milk, og dertil er der ofte tilsat forskellige vitaminer og mineraler. De andre mælkeprodukter volder mig endnu større problemer, for hvad svarer f. eks. til ymer? Hvis jeg slår det op i en ordbog på nettet bliver det oversat til soured whole milk, men hvis jeg spørger efter det i en butik kigger de bare mærkeligt på mig og ryster på hovedet, så kartoffelsalaten blev lavet på en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt.

Når det kommer til morgenmaden har vi også måtte prøve os frem. Her er et enormt udvalg af morgenmadsprodukter, enkelte kender vi hjemmefra f.eks. Kellogg´s cornflakes, men de fleste er nye og ukendte. Så det er med stor nysgerrighed at vi prøver os frem for at finde de bedste morgenmadsprodukter. Her er udvalget vi har “på prøve” fortiden.

Indtil videre er vores erfaringer meget blandet, noget smager godt andet ganske afskyeligt og utrolig kunstigt. Men det som har overrasket mig mest, er de store mængder sukke som producenterne kan få puttet ned i pakkerne. Og det er desværre ikke altid lige let at gennemskue hvilke der er de sunde alternativer og hvilke som er det rene sukker.

Denne pakke synes jeg ligner en af de mere sunde, bare ud fra de lovende ord om at den er Heart Healthy, Excellent Source of Fiber og Made with Whole Grain, giver da et sundt indtryk. Men nej, denne pakke er en af de mest sukkerholdige jeg har fået købt, den indeholder hele 18 gram sukker pr. 100 gram. Så kunne vi jo lige så godt spise kage til morgenmad, det ville puttepigen da nok heller ikke have noget imod:-)

Min småtossede søgen efter en sund og velsmagende morgenmad luftede jeg en dag da jeg mødtes med de andre mødre. Og A der er en meget sød mor, som jeg på mange områder har meget til fælles med da hendes mand også er i gang med en akademisk karriere, måtte give mig ret. Hun var så træt af at servere morgenmad out of a box for sine børn, da hun ikke syntes at kvaliteten var god nok, så hun ville gerne give dem noget hjemmelavet. Jeg nikkede ivrigt, vi var helt på bølgelængde (troede jeg). A fortsatte med at fortælle at hendes børn jo elskede peanut butter and jelly sandwich, men at det ville hun ikke servere for dem. Det synes jeg da lød fornuftigt, da det jo ikke er den sundeste spise. Det næste hun sagde fik mig til at tabe kæben helt ned på brystet i bedste tegneserie-stil af overraskelse. I stedet havde hun så bagt peanut butter muffins med chokoladeknapper! A fortalte at peanut butter jo var det samme om det var på en sandwich eller i en muffin, og at muffins jo bestod af brød (øh nej det er kage, ikke brød), og det bedste ifølge A var at hendes børn kunne spise dem på farten så de ikke behøvede at sætte sig ned ved morgenbordet. Jeg var måløs. Her troede jeg at vi var på samme side, og så var vi ikke en gang i samme bog. Vores mindset var bare vidt forskellige, så jeg har virkelig lært ikke at tage det som en selvfølge at amerikanerne og jeg tænker ens. For det gør vi bare ikke. Og derfor skal man som udlænding nogen gange komme med lidt ekstra forklaringer for ikke at blive misforstået.

IKEA er lige åbnet her i Kansas, desværre er det lige to måneder for sent for vores kæmpe møbelindkøb. Men man kan da altid lige finde et par småting (eller mange) som man bare ikke kan leve uden, og i et land hvor jeg stadig føler mig fremmet virker et besøg i IKEA dejlig hjemmeligt med deres kødboller og stilrene møbler.

Noget andet som virkelig kan få stemningen op er at vi om mindre end 24 timer får vores første besøg fra Danmark, hurra. Bedstemor kommer på besøg og vi glæder os rigtig meget til at vise hende vores nye liv. Elisabeth snakker meget om at Bedstemor kommer, og nu er sågar begyndt at “gemme” aktiviteter. I dag ville hun ikke i svømmehallen, som ellers er noget hun elsker, for Bedstemor skulle med. Så nu venter vi med at svømme til Bedstemor er kommet.

To-års alderen er på nogen punkter en udfordring, utroligt så meget selvstændighed og vilje lillepigen pludselig har fået. Det kommer jeg sikkert til at skrive en masse om i fremtiden for at få luft for mine frustrationer når ungen bare ikke VIL lytte. Men for nu vil jeg slutte af med en af de dejlige ting ved en 2-årig, nemlig hendes hjælpsomhed. Her hjælper hun med at samle pinde og blade op efter at vi har fejet terrassen.

Og lige et billede af puttepigen og et par venner på en dejlig gyngetur.

Nu har vi udstået halvdelen af tiden som alene-piger uden farmanden, så det er tid til en statusopdatering. Vi savner virkelig Morten og lillepigen spørger dagligt hvor far er, og siger ofte: “mig ked, ikke finde far”. Alligevel synes jeg at det går over al forventning. Vi hygger os, og har kalenderen fyldt med aktiviteter med mødregruppen, så vi keder os bestemt ikke. Men for at være helt ærlig må jeg sige at det er hårdt at være alenemor. Vi er sammen 24 timer i døgnet, og alle daglige gøremål skal foretages med hjælp (eller modstand) fra en 2-årig. Det kan til tider godt være lidt frustrerende og jeg må indrømme at der er nogle praktiske ting som bliver forsømt i øjeblikket, f.eks er græsset ikke blevet slået siden manden rejste. Men vi får da lavet mad, vasket tøj og ryddet op, selv om det ofte foregår sådan at jeg samler legetøj og ting op fra gulvet og lægger det på plads, mens lillepigen går i hælene på mig og rydder tingen frem igen, smider jeg noget i skraldespanden skal hun lige tjekke om det nu også skulle ud. Så jeg tager hatten af for alle de mødre som er alene hver dag og altid.

Som alenemor må man jo også stå for alt det håndværksmæssige i hjemmet, i hvert fald når man er langt fra venner og familie. Derfor har jeg taget kampen op med en stoppe håndvask. Siden vi flyttede ind har den været noget langsom til at lukke vandet ud, men nu er den bare stoppet. Min første tanke var at det skulle to piger (eller halvanden) da nok kunne klare selv, så vi kørte en tur i Home Depot som er den amerikanske pendant til Silvan, Bauhause eller Jem og Fix. Her fik vi købt svupper (eller hvad sådan en nu hedder), en rør-renser-pind og afløbsrens. Så var vi klar til kamp.

Jeg følte mig som en rigtig handy-woman, da jeg gik i gang med svupperen, og troen på egne evner fejlede bestemt ikke noget. Men efter en del asen og masen som resulterede i vand over størstedelen af badeværelset, måtte mit første redskab give fortabt. Dernæst var det rør-renser-pindens tur, men efter utallige gange ned i afløbet og op igen, var der ikke sket andet end at jeg havde fået et par enkelte hår og lidt sort fnuller med op. Bestemt ikke noget som kunne løse problemet, og selvtilliden var da lige faldet et par grader.

Tilbage er så afløbsrens, tiltroen er ikke stor, men det skal da prøves. Men i situationer som denne bliver tankerne ved med at kredse om hvordan situationen ville have været hvis vi havde været hjemme i Danmark. Alle de venner og familiemedlemmer som jeg kunne have ringet til, og som med glæde ville være kommet os til undsætning med deres værktøj og handyman-kunnen får en kærlig tanke. Åh hvor ville det dog bare være nemmere at være hjemme i Danmark, men der er jo ikke noget sjovt ved det som er nemt. Så jeg kæmper videre mod vasken selv om der nu står 2:0, måske vinder jeg i tredje omgang.

Her er lige et par billede at tegnefilmsfiguren Shrek.

Da puttepigen så de billeder pegede hun og udbrød: “mor!”. Der var ingen tvivl om hvad hun mente. Man har mange glæder som forældre, og det siges jo at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det kan da godt være at jeg til tider ligner en grøn trold med øre på stilke. Det må du selv bedømme:-)

Tænk at det allerede er to år siden at vi stod som usikre førstegangs forældre med et lille skrigende spædbarn i armene og ikke anede hverken ud eller ind. Jeg husker det som var det i går, vi var hjemme igen fra sygehuset, lillepigen var ikke engang 12 timer gammel, klokken var 4 om natten, og hun havde skreget i fire timer. Alt var forsøgt! Bleskift, amning, trøst, sang og som rigtige akademikere havde vi selvfølgelig søgt hjælp i det hav af babybøger vi havde erhvervet os på forhånd. Men intet hjalp. I desperation ringede vi til sygehusets hotline for nybagte forældre, og mens den søde sygeplejerske i den anden ende af røret forsikrede os om at der nok ikke var noget alvorligt galt med vores lille datter, slukkede prinsessen for sirenen, kom med et par utilfredse grynt og faldt i søvn i sin mors arme. Forvirrede og lidt flove sagde vi pænt farvel til sygeplejersken.

Meget har heldigvis ændret sig siden den nat og nu har vi en lille, selvstændig, ung dame på hele to år. Og vi har fundet os tilrette i rollen som forældre.

Vi vidste jo godt at det ikke ville blive den traditionelle fødselsdagsfejring med venner og familie, men hun skulle som et minimum have begge sine forældre hos sig på den store dag. Derfor rejste puttepigen og jeg fredag til LA for at blive genforenet med farmanden. Det var et dejligt gensyn, vi har virkelig savnet ham i den uge der er gået siden han rejst.

Vi havde en fantastisk weekend i Los Angeles, hvor der selvfølgelig blev fejret fødselsdag, men hvor der også var tid til at manden og jeg kunne tage en tur down memory lane.

Fredag tog vi det stille for at komme os over flyveturen og bare nyde at trekløveren var samlet igen. Så vi tog til vores gamle kvarter, kørte en tur forbi den gamle lejlighed og spiste en tidlig aftensmad på vores tidligere stamcafe, hvor vi har tilbragt mange aftner med god mad og kølige drinks.

Desværre var vores yndlingsret panini med pære, ost og skinke ikke længere på menuen, og kvaliteten af maden var slet ikke den samme som den gang. Men deres kager var stadig enorme og lækre, vi købte et stykke med hjem til hotellet og selvom vi var tre munde til at fortære det nåede vi aldrig at få gjort kål på det hele.

Lørdag var det den store dag hvor Puttepigen fyldte 2 år. Der blev åbnet gaver på sengen og leget lidt på værelset inden vi drog ud i den store by.

Først kørte vi til Griffith Observatory der ligger i Griffith Park hvor manden og jeg har brugt mange weekender på at trave rundt og koble af fra LAs hektiske liv.

I baggrunden kan svagt anes Hollywood skiltet.

Til sin fødselsdag skal man da selvfølgelig have en ballon.

Herefter brugte vi et par timer i Griffiths børnepark, hvor lillepigen fik sin første ridetur. Jeg var noget betænkelig ved at hun bare blev spændt fast på ryggen af en pony og så sendt alene af sted på ridebanen (forældrene måtte pænt stå på den anden side af hegnet og vinke), men hesten kendte heldigvis vejen og fødselaren var oven ud begejstret.

Bagefter var det tid til en togtur, her måtte far og mor heldigvis gerne komme med.

Så var energierne også brugt op og puttepigen og farmanden tog en velfortjent middagslur på hotellet, mens moderen lige slog et smut forbi Hollywood and Highland og Walk of Fame for at genopleve atmosfæren.

Om aftenen tog vi til Universal CityWalk, et sted hvor vi holdt meget af at komme da vi boede her. Her kan man virkelig fornemme stemningen af film-Hollywood og stjernestøv.

I verdens bedste popcorn butik fik jeg shoppet mine to favorit popcorn som jeg har savnet de sidste fire år, cheddar cheese popcorn og Zebra som består af karamelpopcorn med hvid og mørk chokolade overtræk. Mums.

Fødselsdagen blev sluttet af på Hard Rock Cafe med sang fra servitricen og gratis fødselsdags-isdessert som vi lige pyntede med et lille dansk flag. Jeg tror at puttepigen havde en dejlig fødselsdag selv om den var lidt utraditionel.

Søndagen stod i vandet tegn. Om formiddagen tog vi til Santa Monica hvor vi gik en tur på molen og legede lidt på træningsbanerne på Muscle Beach.

Og så skulle lillepigen da lige have et par rideture på karruselhestene. Har vi mon fået en lille hestepige? Det kunne jeg godt frygte. da hverken Morten eller jeg har den store interesse eller kendskab til heste, så den må puttepigen tage op med tante Camilla.

Eftermiddagen blev tilbragt med rigtig familiehygge i hotellets pool. Mandag morgen måtte vi sige farvel til farmanden og flyve hjem til Kansas efter en dejlig weekend sammen.