Det er nu 1 måned siden vi forlod Danmark, og hvilken måned! Når jeg tænker tilbage er det som om ugerne bare er forsvundet i en tåge af bilture for at se på møbler, biler og huse udelukkende styret af den uendelige TO-DO-liste som langsomt blev kortere dag for dag. Der har ikke været noget med “hvad har vi lyst til i dag”, alt har været bestemt af hvad vi manglede mest eller hvad der var vigtigst af få ordnet. Men nu efter mange ugers og måneders planlægning og stress er vi endelig landet og næsten alt er på plads så en hverdag kan fungere. Det er fantastisk at vi endelig kan sige at vi er kommet i mål og nu for alvor kan begynde at leve det udlandsliv vi har set frem til.

At alt endelig er begynder at falde på plads har resulteret i at hele familien er blevet ramt af en omgang post-flytte-sløvhed. Om aftenen falder vi bare udmattede om i vores nye sofa, og det er med udtalt glæde at vi har set frem til denne weekend hvor kalenderen var TOM og aftalerne INGEN. Det eneste vi skulle var at slappe af og have familietid, dejligt.

For ikke at gå helt i stå tog vi i går på en familieudflugt til Children´s Farmstead, en slags zoo med bondegårdsdyr. Lillepigen var ovenud begejstret over de mange dyr som hun måtte klappe og fodre. Det var vidunderligt at se hvordan hendes lille krop boblede over af glæde og bare måtte hoppe og juble.

Stor jubel over en ridetur på en træhest med rigtig cowboysaddel.

Som en ægte cowgirl lærte Elisabeth hurtigt at sige jiihaaar.

Kalvene (eller babykøerne som puttepigen kalder dem) blev klappet og aet. Modet har ingen grænser når hun bare har sin far i hånden.

Dejlige klappegeder som havde den perfekte størrelse når man kun er en lille pige på snart 2 år. Hov, der var lige en ged som var sulten efter Mortens snørrebånd.

Resten af weekenden stod i afslappelsens tegn. Græsplænen blev slået, hvilket var en eksotisk oplevelse, når vi nu ikke er vant til en have med græs og her har fået en selvkørende græsslåmaskine. Og der blev gjort et ihærdigt forsøg på at samle det nyligt indkøbte gyngestativ med rutsjebane, dog uden at det resulterede i de store fremskridt. Så vi savner virkelig farbror P med hans handyman-evner og værktøj til en hver lejlighed.

Vi fik da også nydt lidt af de lokale specialiteter (cup cakes). Så det har da været en dejlig weekend, hvor vi har samlet energi til den kommende uge.

Vi har nu boet i huset i næsten en uge og i går blev der endelig installeret internet og tv-antenne, derfor kan jeg igen komme med en opdatering her på bloggen. Jeg har så meget at fortælle så det kommer nok over flere blogindlæg.

I torsdags var vi i Best Buy for at købe et fjernsyn, så det kunne være klar til den længe ventede installation af antenne og internet. På indkøbslisten stod: TV ca. 40 tommer. På uforklarlig vis endte det med at vi forlod butikken med et 48 tommer stort monster-TV. Hvordan gik det lige til?  Det startede med at vi valgte et fint 40 tommers af slagsen, som jeg så synes var lidt lille nu det hang der i butikken ved siden af alle de hjemmebiograf-store apparater. Derfor besluttede vi at opgradere til et 42 tommer. Butikken havde desværre udsolgt af lige netop det 42 tommers TV som vi ville have. Men for kun yderligere 30 $ (ca. 150 dkr.) kunne den flinke sælger da klare et 48 tommer apparat af samme mærke. Efter lidt transport problemer (monster-TV´et kunne selvfølgelig ikke klemmes ned i bilens bagagerum, så jeg måtte køre familien hjem, afmontere autostol, lægge bagsæderne ned og returnere til butikken for at afhente vidunderet) er vi nu de lykkelige ejere at et stk. mega-monster-TV.

Lørdag formiddag skulle den længe ventede opkobling til internet og TV-antenne ske. Det foregik med ægte amerikansk ineffektivitet. Vi havde fået at vide fra AT&T (internet og antenne udbyder) at der ville komme en installatør mellem kl 9 og 11 lørdag formiddag. Jeg havde dog ikke troet at de mente at det ville tage fra 9 til 11. AT&T manden dukkede op lidt over 9 og meddelte os at hans el-værktøj manglede strøm, så han lige skulle vente på at det blev opladet inden han rigtig kunne gå i gang med at trække antennekabler. Hvad..?!! Så tullede han rundt i et par timer, så lidt på hvor de forskellige kabler var i stuen, i kælderen og hvor de var koblet op udenfor huset. En gang imellem gik han ud til sin bil og kom tomhændet tilbage. Da klokken var langt over tolv var han endelig færdig, og vi var nu online, hurra. Hans sløve arbejdsindsats er et godt eksempel på amerikansk ineffektivitet og en god forklaring på hvorfor denne, engang så fremadstormende nation, efterhånden er ved at blive opkøbt af kineserne. 

Men det lykkedes jo til sidst og nu er vi “connected” til resten af verden til stor glæde for husets yngste beboer, og hendes forældre som nu kan dulme deres abstinenser.

For at nyde vores nye stuealter skulle vi da lige se om det også kunne vise andet end tegnefilm. På en af vores 300 kanaler blev der i går vist Twister, en god amerikansk film om et hold af videnskabsfolk som jagter tornadoer. Dejlig underholdning, og så blev vi lige opdateret på vejrvarslerne og faresignaler i forbindelse med tornadovejr. God Hollywood action kan også være lærerigt, især når vi nu er bosat i Tornado Alley.

Meget passende vågnede vi i morges op til tordenbulder og regnvejr, rigtig tornadovejr, så stemningen fra filmen holder stadig ved. For at berolige Jer derhjemme skal det dog lige siges at risikoen for at blive ramt af en tornado er meget lille.

Ellers begynder huset at ligne et hjem. Elisabeths værelse er færdig indrettet, med Disney-prinsesseseng (udlånt af vores udlejer), kommode, stol og kasser til legetøj. Det er blevet rigtig fint og farverigt. De lilla og pink farver på væggene er et levn fra tidligere lejer, men meget passende til en lille pige, som får eget værelse for første gang. At det er hendes domæne har ikke taget hende lang tid at forstå. Jeg må under ingen omstændigheder moppe gulvet! Det vil hun selv! Så vi har vores kampe, når der skal vaskes gulv, for moderen frygter for møblement og vinduer når puttepigen svinger moppen. Måske jeg bare skal slappe lidt af og acceptere lillepigens enemærker…….

Soveværelse og badeværelse er helt på plads og køkkenet mangler kun lidt for at være fuldt funktionsdygtigt. Stuen mangler alt, på nær TV:-) På torsdag kommen vores sofa og så skal stuen også nok komme på plads.

Lige et par billeder af vores bil som har suicide doors (altså døre der åbner hver sin vej uden stolpe mellem).

De sidste fem dage har været så travle og ens at de helt flyder sammen for mig. Det føles næsten som at vi er havnet i den gamle film Groundhog Day, på dansk hedder den vist En ny dag truer. Den handler om en journalist der hver dag vågner op til den samme dag med de samme opgaver og de samme aktiviteter. Det er lige præcis sådan jeg føler det. Vi har hver dag set på utallige biler til salg hos private og bilforhandlere, kørt fra den ene møbel- og udstyrsforretning til den anden over hele byen, og i de få pauser vi har haft imellem alle vores gøremål, har vi lige taget et par timers rengøring i huset. Vi er helt udmattede. Men endelig kan vi se frem til forandring. I morgen flytter vi nemlig ud af hotellet og ind i vores nye bolig. Huset mangler stadig meget før vi rigtig kan kalde det et hjem, men alt er bedre end et lousy Super 8 motel. Den haste-indkøbte udsalgsseng blev leveret i dag, dyner, sengetøj håndklæder mm. er erhvervet og vasket, klar til brug. Derudover er det eneste andet vi har på plads et spisebord med stole, to kommoder og i morgen ankommer så den splinternye vaskemaskine og tørretumbler, alt det andet må komme hen ad vejen.

Det er også sidste dag med lejebil, da manden har fundet os en bil. Bil og bil er måske så meget sagt:-) Et gammel udtjent lig er nok mere passende, men til en pris af 2000 $ (ca. 11000 dkr) og med udsigten til at slippe for udgiften til en lejebil, ja så måtte vi springe til. Så nu er vi de (måske) lykkelige ejere af en Saturn Ion Quad fra 2004. Det er da en start, og så kan vi i ro og mag finde de “rigtige” biler. For vi slipper nok ikke for at skulle have to biler, sådan er levevisen bare her i USA. Men mere om det en anden gang.

De sidste par dage har udover at være enormt trættende også ophobet et bjerg af dårlig samvittighed på mor-kontoen. Puttepigen er i den grad blevet forsømt, størstedelen af dagen har hun tilbragt i et autosæde med iPad´en på skødet, det er også her hun har fået sin middagslur mens vi har kørt byen tyndt. Menuen har primært stået på fast food, og i den forbindelse har hun stiftet bekendtskab med sodavand. Den første sodavand hun smagte kom fra en dåse, da hun derhjemme en gang i mellem har set sin far drikke øl fra dåse, har hun naturligt lavet den kobling at den søde brusende drik er en øl. Her må jeg sige at jeg flere gang har prist mig lykkelig for at vi taler et sprog som ingen her forstår når min snart to årige datter insisterende råber “mig ha´ øl”.  

En træt lille pige der spiser McDonalds-mad på hotelværelset (kæmpe dårlig mor-samvittighed).

Mors lille rengøringshjælper, og lillepigen som leger hule på hotellets badeværelse. Uh, jeg glæder mig til vi flytter ind i huset så hun kan få en lidt mere almindelig hverdag.

Lidt på opleveren har vi da fået. På vej helt ud i yderkanten af byen for at hente spisebordet var vi så heldige at se tre kalkuner i vejkanten. Jeg prøvede at forklare lillepigen at der gik vores julemiddag, men det gav vist ikke meget mening for hende, hun gentog bare ordet julemiddag et par gange og forsvandt så ned bag iPad´en igen. Desværre nåede vi ikke at få taget et billede af kalkunerne, men jeg har lånt nedenstående fra wikipedia.org og krydder.org for at minde om hvor grim en kalkun er når den ikke står tilberedt på middagsbordet.

Det er ikke en gang en hel uge siden vi landede i Kansas, og vi har allerede et hus. De sidste par dage har vi kørt byen tyndt og set på 1000 forskellige huse (det er måske lidt overdrevet, men det er i hvert fald over 10). Det har været nogle trættende dage, men vi har virkelig fået set noget forskelligt. Vi har været i pæne og knapt så pæne områder, set både store og små ejendomme.

Nogle huse var møgbeskidte, gulvet hældte så det var lige til at blive søsyg af (selv for en garvet sejler), og der var køkkener på størrelse med et frimærke. Andre huse var fantastiske, helt nyrenoverede og havde bare alt hvad man kunne ønske sig.

Prismæssigt har vi også været vidt omkring, det billigste vi fik fremvist kostede 1/3 af det dyreste i månedlig leje. Alt den husjagt har givet os et godt indtryk af boligmarkedet og de forskellige boligkvarterer.

En lille pause mellem husfremvisninger.

Det er meget stressende at jagte bolig her i Kansas. Udlejningsagenter ligger boligannoncer på nettet og så er det bare med at holde øje med alle de forskellige agenters hjemmesider og så være hurtig når der kommer noget interessant. Flere gange når jeg har ringet på en bolig, som havde været på nettet et par timer var den allerede udlejet! Andre gange fik vi en aftale om fremvisning kun 30 minutter efter vi kontaktede agenten, og så var det bare at sige ja tak og møde op i håb om at der ikke var andre lejere som kom os i forkøbet. 

Derfor er det med glæde at vi nu kan lægge boligjagten bag os. Vi har nemlig fundet et hus, hurra:-) Mandag fik vi fremvist huset af ejeren, en rigtig sød dame, der modsat alle boligagenterne ren faktisk kendte det hus hun fremviste og kunne give os en masse informationer om boligen. Tirsdag afleverede vi ansøgningen og ansøgningsgebyr på 90 dollars (det er almindeligt at betale et gebyr som bruges til at lave et credit check og så er det den ansøger med det bedste credit check som får boligen, resten mister bare deres penge). Da vi kun har credit history fra vores år i LA, måtte vi aflevere kopi af Mortens fondsbevilling, som bevis for hvor meget han vil få i løn de næste to år, og i stedet for kopi af kørekort måtte vi levere en kopi af passet, samt diverse mailadresser og telefonnumre på arbejdsgiver mm. I dag, onsdag, fik vi så en mail fra udlejer om at hun havde kontaktet både universitetet i Danmark og Kansas for at få verificeret at vi var dem vi udgav os for og at det var korrekt at Morten ville få løn så vi kunne betale husleje. Det er en omstændig proces at leje en bolig her i USA, men det vidste vi jo fra vores ophold i LA. Da vi nu var godkendt mødtes vi igen med udlejer for at betale depositum og husleje samt få nøglerne til huset (dvs. vi fik bare koden til garageporten, for det er jo den vej man som amerikaner kommer ind i sit hus). Det var så endnu et flueben på den kilometer lange TO-DO-liste.

Her sidder den lille familie, lettede efter at have skrevet under på huskontrakten og nyder en pizza. Vi er de eneste som har valgt at indtage frokosten på terrassen frem for i den air-con-afkølede restaurant. 

Her er et billede af vores hjem de næste to år.

Huset er et rigtig godt kompromis. Det er ikke i det mest fashionable kvarter (hvor jeg jo havde en lille drøm om at bo:-) men det er meget tæt derpå og bestemt i et pænt område. Huset har et splinternyt badeværelse og er rigtig velholdt. Det er et 3 beds, 1,5 bath, på dansk: 3 soveværelser og 1,5 badeværelser. Her i USA regner man ikke i værelser som i Danmark, man beskriver huse og lejligheder i antal soveværelser, et værelse kan kun defineres som soveværelse hvis det har et indbygget skab. Vores hus er indrettet sådan at hoveddøren åbner direkte ind i stuen, det er meget amerikansk, ingen entre, herfra er der åbent ind til spisestuen som går i et med køkkenet. I stueplan er der to soveværelser og et badeværelse samt et gæstetoilet (det er det “halve” badeværelse), samt et bonusrum (altså et værelse uden skab). I kælderen er der hele to værelser hvor af det kun er det ene som kvalificere sig som soveværelse. Vi har altså masser plads til alle de gæster som vi håber at få besøg af, så kom bare, I er meget velkommende. 

Vores nye hjem har central air, dvs huset har kun én termostat hvor man indtaster den ønskede temperaturen og så blæses der varm eller kold luft ind i huset gennem små kanaler i alle rum. Jeg har altid synes at det var noget pjat at amerikanerne var så fanatiske med deres air condition. Selv da vi boede i LA havde vi ikke air con i lejligheden. Det var da varmt nogle dage, men vi nød bare varmen og tog en kold dukkert i poolen. Nu må jeg dog indrømme at jeg er blevet klogere, efter vi i går havde 39 grader og ulidelig luftfugtighed. Så jeg ser bare frem til at flytte ind i huset, lukke alle døre og vinduer, rulle gardinerne ned og sætte air condition på max, lige som en rigtig amerikaner.

Her er Elisabeth ved at indynde sig hos et egern i genboens forhave. Der er masser af egern i vores nye kvarter. Selv om de anses for skadedyr er det for os nytilkomne meget eksotisk og rigtig sjovt at kigge på at de hopper rundt på græsplænen, kravler oppe i træerne og ballancerer på el-ledninger.

Det var med sommerfugle i maven af vi forlod Kerteminde onsdag formiddag. Vi havde 21 timers rejse foran os. En rejse jeg længe havde været bekymret for, så lang en rejse er hård nok for en voksen, men hvordan ville det blive at rejse med en 22 måneder gammel lille dame og 12 kufferter/tasker?

Rejsen gik over al forventning og al moderens bekymring blev gjort til skamme. Den første flytur fra Kastrup til Chicago bød på flere oplevelser. Da Elisabeth så flyet gennem gatens ruder fik vi en salve af begejstrings skrig og den næste time blev brugt på at kommentere på samtlige fly, der lettede eller landede i CPH. I flyet havde vi en eksemplarisk datter der sad pænt på skødet af far eller mor mens hun så tegnefilm på iPad, eller tog sig en lille lur. Kun en lille uheldig episode havde vi, en utæt ble! Det sker så sjældent, hvorfor skal det så ske en time inde i en 9-timers flyvetur? Katastrofen var dog ikke større end at Elisabeth fik ny ble og rene bukser, mens far som var den der rigtig havde taget imod ikke havde været så forudseende at have skiftetøj med, så han måtte sidde resten af rejsen i sine tissebukser;-)

Da vi fløj over Davis strædet mellem Grønland og Canada kunne vi se isbjerge under os. Lille pigen pegede ud af vinduet: “hvad det?” “Det er isbjerge” hun kiggede forundret på sin mor. Det blev der grublet lidt over inden dukke blev hevet med op i vinduet og fik fortalt at det der nede var isbær.

Herefter fulgte landing i Chicago, visumkontrol, udlevering af bagage, gå 20 meter gennem tolden med al bagagen, indcheckning af bagage (ja det var lidt besværligt), ventetid, endnu en flyvetur, bagageudlevering igen og så lidt problemer med at finde en taxi der var stor nok til os tre og vores beskedne pakkenelliker.

Da vi endelig nåede hotellet var kl 23 i Kansas, men 06 dansk tid, så vi havde været oppe i mere end 24 timer og var bare totalt udmattede, så det var mere end tiltrængt at glide ned i konvolut-opredningen.

Dag 1 i Kansas City efter en god nats søvn var vi klar til at møde byen og tage hul på den meget lange TO-DO-liste. Som det første blev den bestilte lejebil hentet. En fantastisk gul Fiat 500 der nærmest virker som en dukkebil ved siden af de kæmper amerikanerne kører rundt i.

Vi fik også lavet amerikanske telefonnumre til vores iPhones så vi kunne begynde at ringe til boligudlejere, og vi nåede da lige ud at se det første hus som dog ikke lå i et område der var noget for os. Så blev vi så meget klogere.

Dag 2 er vi virkelig blevet ramt af jetlag. Trætheden er ulidelig, og kroppen kan slet ikke finde ud af hvornår den skal være vågen eller være sulten. Specielt puttepigen er hårdt ramt og vi har set hende forvandle sig til ildsprudlende drage når hendes onde forældre forsøger at holde hende vågen et par timer ekstra, mens hendes lille krop fortæller hende at det er midt om natten.

Vi har brugt dagen på at køre rundt og udforske de forskellige kvarterer i byen mens Elisabeth sov sødt på bagsædet i sin autostol. Da det var tid til en pause var vi så heldige at finde en stor park med tre kæmpe legepladser og en masse børn. Her fik lillepigen et par timer på egne præmisser inden vi måtte genoptage boligsøgningen. Et par områder er nu blevet udvalgt som de foretrukne og vi har ringet og mailet til et utal af boligagenter, men indtil videre har vi ikke det store held med os. Kun ganske få har mailet eller ringet tilbage til os, man skulle da ellers tro at de gerne vil have kunder i butikken. Vi må bare væbne os med tålmodighed og minde os selv om at det kun er to dage siden vi landede i USA og at det hele nok skal løse sig, selvom vi bare vil have et sted at bo NU.

I morgen er den store dag hvor vi forlader fædrelandet til fordel for Kansas City, USA.De forudgående dage har været virkelig travle, men pludselig er alt faldet på. Huset blev lejet ud i morges, de ting som skulle sælges er solgt og alle kufferterne er pakket (næsten…jeg har stadig en lille bunke af tøj som jeg desperat prøver at mase ned i de ellers overfyldte kufferter), så nu kan roen sænke sig. Og så alligevel ikke for foran os er et bjerg af udfordringer som vi heldigvis endnu ikke kan tage fat på.

Som en bonus info kan jeg afsløre at vi i dag også lige nåede en misdannelsesscanning, alt så perfekt ud og vi venter en lille dreng:-)

Pyhh….. I dag kan vi sætte flueben ud for den sidste store hindring inden vores 2 år lange udlandsophold. Visuminterviewet på den amerikanske ambassade har længe ligget foran os, og alt skulle bare klappe for at afrejsedagen ikke endnu en gang skulle udsættes. Men nu tror vi på at det nok skal gå. Det gik som smurt på ambassaden, alle papirer var i orden (takket være min pertentlige husbond) og vi fik at vide inden vi gik at vi var godkendt til visum, så nu må vi bare håbe at deres sagsbehandling og det danske postvæsen ikke er blevet for sløve i sommervarmen. Beskeden var at det typisk vil tage 7 dage inden vi modtager det gyldne visum. Uh det bliver godt nok tæt på afrejse. Men vi tror på det, det skal vi jo.

Der er kun 8 dage til at vi sætter ben på det amerikanske kontinent og en helt ny tilværelse begynder. Opholdet har været i støbeskeen så længe at det er svært at tro at det er så tæt på nu. Men endelig begynder der at være styr på det hele …. næsten:-) Flybilletterne er i hus, hotel til de første 5 nætter er booket, bilen er solgt ligesom en hel masse andre ting, loftet er tømt og størstedelen af køkkenet er pakket ned. Så alt i alt føler vi der er godt styr på det hele. Men her har jeg til min forundring opdaget et spændende fænomen. Jo mere inventar, ting, tøj, rod og gammel lort (Pardon my French) vi smider ud, pakker i kasser og kører til opmagasinering, desto mere ser huset ud til at fyldes med rod…?? Gulvet flyder med halv-færdig-pakkede kasser, alle vandrette flader er dækket af ting som enten ikke har modtaget den endelige dom: med/ud/gemmes, eller bare ikke har fundet sin vej ned i den rigtige flyttekasse endnu. Jeg havde lykkelig glemt hvor slemt det er at flytte. Men enden er nær og vi kan se målet i horisonten: To års eventyr i Kansas City:-)