I morgen er den store dag hvor vi forlader fædrelandet til fordel for Kansas City, USA.De forudgående dage har været virkelig travle, men pludselig er alt faldet på. Huset blev lejet ud i morges, de ting som skulle sælges er solgt og alle kufferterne er pakket (næsten…jeg har stadig en lille bunke af tøj som jeg desperat prøver at mase ned i de ellers overfyldte kufferter), så nu kan roen sænke sig. Og så alligevel ikke for foran os er et bjerg af udfordringer som vi heldigvis endnu ikke kan tage fat på.

Som en bonus info kan jeg afsløre at vi i dag også lige nåede en misdannelsesscanning, alt så perfekt ud og vi venter en lille dreng:-)

Pyhh….. I dag kan vi sætte flueben ud for den sidste store hindring inden vores 2 år lange udlandsophold. Visuminterviewet på den amerikanske ambassade har længe ligget foran os, og alt skulle bare klappe for at afrejsedagen ikke endnu en gang skulle udsættes. Men nu tror vi på at det nok skal gå. Det gik som smurt på ambassaden, alle papirer var i orden (takket være min pertentlige husbond) og vi fik at vide inden vi gik at vi var godkendt til visum, så nu må vi bare håbe at deres sagsbehandling og det danske postvæsen ikke er blevet for sløve i sommervarmen. Beskeden var at det typisk vil tage 7 dage inden vi modtager det gyldne visum. Uh det bliver godt nok tæt på afrejse. Men vi tror på det, det skal vi jo.

Der er kun 8 dage til at vi sætter ben på det amerikanske kontinent og en helt ny tilværelse begynder. Opholdet har været i støbeskeen så længe at det er svært at tro at det er så tæt på nu. Men endelig begynder der at være styr på det hele …. næsten:-) Flybilletterne er i hus, hotel til de første 5 nætter er booket, bilen er solgt ligesom en hel masse andre ting, loftet er tømt og størstedelen af køkkenet er pakket ned. Så alt i alt føler vi der er godt styr på det hele. Men her har jeg til min forundring opdaget et spændende fænomen. Jo mere inventar, ting, tøj, rod og gammel lort (Pardon my French) vi smider ud, pakker i kasser og kører til opmagasinering, desto mere ser huset ud til at fyldes med rod…?? Gulvet flyder med halv-færdig-pakkede kasser, alle vandrette flader er dækket af ting som enten ikke har modtaget den endelige dom: med/ud/gemmes, eller bare ikke har fundet sin vej ned i den rigtige flyttekasse endnu. Jeg havde lykkelig glemt hvor slemt det er at flytte. Men enden er nær og vi kan se målet i horisonten: To års eventyr i Kansas City:-)