I den seneste halvanden uge har det kløet i mine fingre for at skrive dette indlæg. Men der har lige været nogle praktiske ting som skulle falde på plads inden jeg nu med sikkerhed kan skrive: Vi vender hjem😃

  

Forud for denne beslutning ligger måneders overvejelser og snakken frem og tilbage. Det var en stor beslutning at flytte til USA, men en endnu større beslutning at vi vender hjem efter kun 11 måneder i Kansas. Manden og jeg har været gennem en afklaringsprocess om hvad vi ønsker for vores familieliv og er nået frem til at udlandets store eventyr ikke kan opveje savnet af familie, venner og trygheden ved at bo i sit hjemland. Som udenlandsdansker bruger man utrolig meget energi på at sætte sig ind i skik og brug, ikke bare på de åbenlyse punkter som skatteforhold, sundhedsvæsen mm. men også på hvordan mennesker omgås hinanden og hvad der er comme il faut at sige eller gøre og hvad der ikke er. For her er det jo os der er de fremmede. De mærkelige fremmede som spiser sort brød fyldt med kerner (rugbrød), drikker varm rødvin med rosiner (gløgg) og kan finde på at sætte deres små børn ud i kulden og sove (det tør vi dog ikke her af frygt for at blive meldt til de sociale myndigheder).

  

Da vi i 2009/2010 boede i Californien havde vi selvfølgelig de samme udfordringer, men den gang havde vi som eventyrshungrende nygifte lettere ved at følge strømmen og tilpasse vores levevis og adfærd. I dag er situationen en helt anden, de to nygifte er nu blevet til en familie på fire med det enorme ansvar der følger med forældreskabet. Vores holdning til børneopdragelse og de værdier vi ønsker vores børn skal vokse op med er selvfølgelig præget af vores egen opvækst i moderlandet. Men de bliver gang på gang sat på prøve når de strider mod den gængse opfattelse her i landet. Ofte er det bare små bagateller som jeg kan trække på smilebåndet af. F.eks. synes jeg at det er en selvfølge at børn bliver beskidte når de har det sjovt på legepladsen. Men til min overraskelse er det ikke alle der har det sådan. Elisabeths bedste veninde A får mange formaninger om ikke at svine sig til når de leger på legepladsen og jeg kan kun more mig over at se hendes søde mor krumme tæer når pigen følger Elisabeths eksempel og ruller ned af græsplænen eller stikker fingrene i mudderet.

  

Desværre er der også mere triste holdningsforskelle. F.eks. var jeg for en uge siden vidne til et trafikuheld. En bilist i modsatte kørebane mistede kontrollen over sin bil og torpederede to lygtepæle inden bilen blev kilet fast oven på en cementblok. De ramte lygtepæle væltede over i “min” vejbane og spærrede halvdelen af vejen. Heldigvis kørte jeg ikke hurtigere end at jeg kunne nå at bremse inde jeg nåede de faldne lygtepæle. Så holdt jeg der, som en af de første på ulykkesstedet. Al fornuft i mig skreg på at jeg skulle over for at se om der var nogen der havde brug for hjælp i den forulykkede bil, men min amerikanske fornuft (i modsætning til min sunde fornuft) tvang mig til at blive siddende i bilen. 

I min amerikansk-kulturforståelse-klasse i LA læste vi en artikel om to veninder som i 20 år havde kørt med hinanden til og fra job. En dag var de i et voldsomt trafikuheld, deres bil brød i brand, den ene kvinde havde brækket ryggen og kunne ikke komme ud af bilen så hendes veninde tvang førerdøren op og slæbte hende ud. Kvinden som havde kørt bilen sagsøgte sin veninde for de skader og lammelser som hun havde fået, med begrundelse i at veninden måske havde forværret dem ved sin redningsaktion. Kvinden vandt retssagen på trods af at alle eksperter og vidner til ulykken udtalte at havde veninden ikke handlet var kvinden brændt ihjel inden brandvæsenet ankom. Jeg husker at vi snakkede længe om denne sag, og vores amerikanske lærer formanede os om aldrig at forsøge at hjælpe, for det ville med stor sandsynlighed ende med at redningsmanden/kvinden blev sagsøgt. 

Med denne case i baghovedet turde jeg ikke andet end blive siddende i min bil. Heldigvis så det ikke ud til at nogen var kommet alvorligt tilskade og føren af bilen kom ud ved egen hjælp, ingen turde jo hjælpe. 

Situationer som denne får mig til at genoverveje hvilket samfund og hvilke samfundsnormer vi lever i og hvilket eksempel vi sætter for vores børn. Så da listen med fordele/ulemper blev stillet op stod udfaldet klart, Danmark sejrer over USA.

Vi fortryder på ingen måde at vi rejste til USA, det har været en spændende og udviklende oplevelse som vi bestemt ikke vil være foruden. At være hjemmefra har givet os det perspektiv vi havde brug for for at få afstemt vores prioriteringer. Summa summarum er at vi den 4. juni igen får dansk jord under fødderne.

Nyheden om at vi vender hjem skal ikke stå alene. I vores afklaringsprocess er vi nemlig også nået frem til at vores nomadetilværelse skal være slut. Siden jeg flyttede hjemmefra for 13 år siden har jeg boet ikke mindre end 7 steder og siden manden og jeg faldt for hinanden for 6 år siden har vi lagt 4 flytninger bag os. Så nu er det nok, vi har brug for en fast base, et sted hvor vi kan hænge billeder på væggen uden at tænke på at de om et par år skal pakkes ned igen, og et sted hvor vores ting kan få faste pladser i skabe og skuffer. Foran os står endnu en flytning, fra Kansas City hjem til Danmark, men det bliver også den sidste. Vi har nemlig købt hus i Kerteminde. 

  

Det er en vild beslutning at flytte hjem, og samtidig købe et hus som vi ikke engang har set. Men når drømmehuset melder sig forklædt som et håndværkertilbud med den helt rigtig beliggenhed, så må man bare slå til. Vi var tre om buddet, men vores bud vandt. Hurra☺️ Så med hjælp fra Bedstemor og med Farfar og onkel Mads som vores byggesagkyndige er vi nu ejere af et styk drømmehus-to-be med skov i baghaven og strand for enden af indkørslen (næsten).