Mindset

Flytning til udlandet er ikke bare en udfordring på de helt indlysende punkter som sprog og afstand til familien. Selv de almindelig dagligdags ting som at købe ind kan gå fra et hurtigt smut i Netto til en timelang detektivjagt mellem supermarkedets hylder.

Jeg var ikke klar over hvor meget et vanemenneske jeg egentlig var når det gælder indkøb før vi flyttede til USA. I Danmark har jeg de sidste 12 år handlet i den samme Netto, hvor jeg har 100% styr på hvor på hylderne jeg skal finde mine varer. Jeg har aldrig før tænkt over hvor meget nemmere det er at handle når man lige ved at man skal have den røde æske med den blå skrift, og uden at læse på pakken bare hiver den ned fra hylden. Nu kan selv få indkøb tag laaang tid, hvor man går fra den ene ende af butikken til den anden og tilbage igen for at finde den rigtige reol. Samtidig kan jeg ikke altid vide om det er en æske, en bøtte eller flaske jeg leder efter, så al emballagen bliver nøje nærlæst for sikre at det ikke er tomatpuré jeg kommer i indkøbsvognen i stedet for ketchup eller skyllemiddel i stedet for vaskemiddel (den fejl har jeg lavet).

Mælkeprodukter er et helt kapitel for sig. At finde ud af hvad der svarer til den danske sød-, let- og skummetmælk er en udfordring, her hedder mælken whole milk, 2 % reduced fat milk og skim milk, og dertil er der ofte tilsat forskellige vitaminer og mineraler. De andre mælkeprodukter volder mig endnu større problemer, for hvad svarer f. eks. til ymer? Hvis jeg slår det op i en ordbog på nettet bliver det oversat til soured whole milk, men hvis jeg spørger efter det i en butik kigger de bare mærkeligt på mig og ryster på hovedet, så kartoffelsalaten blev lavet på en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt.

Når det kommer til morgenmaden har vi også måtte prøve os frem. Her er et enormt udvalg af morgenmadsprodukter, enkelte kender vi hjemmefra f.eks. Kellogg´s cornflakes, men de fleste er nye og ukendte. Så det er med stor nysgerrighed at vi prøver os frem for at finde de bedste morgenmadsprodukter. Her er udvalget vi har “på prøve” fortiden.

foto-6

Indtil videre er vores erfaringer meget blandet, noget smager godt andet ganske afskyeligt og utrolig kunstigt. Men det som har overrasket mig mest, er de store mængder sukke som producenterne kan få puttet ned i pakkerne. Og det er desværre ikke altid lige let at gennemskue hvilke der er de sunde alternativer og hvilke som er det rene sukker.

IMG_2157

Denne pakke synes jeg ligner en af de mere sunde, bare ud fra de lovende ord om at den er Heart Healthy, Excellent Source of Fiber og Made with Whole Grain, giver da et sundt indtryk. Men nej, denne pakke er en af de mest sukkerholdige jeg har fået købt, den indeholder hele 18 gram sukker pr. 100 gram. Så kunne vi jo lige så godt spise kage til morgenmad, det ville puttepigen da nok heller ikke have noget imod:-)

Min småtossede søgen efter en sund og velsmagende morgenmad luftede jeg en dag da jeg mødtes med de andre mødre. Og A der er en meget sød mor, som jeg på mange områder har meget til fælles med da hendes mand også er i gang med en akademisk karriere, måtte give mig ret. Hun var så træt af at servere morgenmad out of a box for sine børn, da hun ikke syntes at kvaliteten var god nok, så hun ville gerne give dem noget hjemmelavet. Jeg nikkede ivrigt, vi var helt på bølgelængde (troede jeg). A fortsatte med at fortælle at hendes børn jo elskede peanut butter and jelly sandwich, men at det ville hun ikke servere for dem. Det synes jeg da lød fornuftigt, da det jo ikke er den sundeste spise. Det næste hun sagde fik mig til at tabe kæben helt ned på brystet i bedste tegneserie-stil af overraskelse. I stedet havde hun så bagt peanut butter muffins med chokoladeknapper! A fortalte at peanut butter jo var det samme om det var på en sandwich eller i en muffin, og at muffins jo bestod af brød (øh nej det er kage, ikke brød), og det bedste ifølge A var at hendes børn kunne spise dem på farten så de ikke behøvede at sætte sig ned ved morgenbordet. Jeg var måløs. Her troede jeg at vi var på samme side, og så var vi ikke en gang i samme bog. Vores mindset var bare vidt forskellige, så jeg har virkelig lært ikke at tage det som en selvfølge at amerikanerne og jeg tænker ens. For det gør vi bare ikke. Og derfor skal man som udlænding nogen gange komme med lidt ekstra forklaringer for ikke at blive misforstået.

 

IMG_2159 IMG_2158

IKEA er lige åbnet her i Kansas, desværre er det lige to måneder for sent for vores kæmpe møbelindkøb. Men man kan da altid lige finde et par småting (eller mange) som man bare ikke kan leve uden, og i et land hvor jeg stadig føler mig fremmet virker et besøg i IKEA dejlig hjemmeligt med deres kødboller og stilrene møbler.

IMG_2160

Noget andet som virkelig kan få stemningen op er at vi om mindre end 24 timer får vores første besøg fra Danmark, hurra. Bedstemor kommer på besøg og vi glæder os rigtig meget til at vise hende vores nye liv. Elisabeth snakker meget om at Bedstemor kommer, og nu er sågar begyndt at “gemme” aktiviteter. I dag ville hun ikke i svømmehallen, som ellers er noget hun elsker, for Bedstemor skulle med. Så nu venter vi med at svømme til Bedstemor er kommet.

To-års alderen er på nogen punkter en udfordring, utroligt så meget selvstændighed og vilje lillepigen pludselig har fået. Det kommer jeg sikkert til at skrive en masse om i fremtiden for at få luft for mine frustrationer når ungen bare ikke VIL lytte. Men for nu vil jeg slutte af med en af de dejlige ting ved en 2-årig, nemlig hendes hjælpsomhed. Her hjælper hun med at samle pinde og blade op efter at vi har fejet terrassen.

IMG_2156

Og lige et billede af puttepigen og et par venner på en dejlig gyngetur.

IMG_2149

 

 

One thought on “Mindset

  1. Hej fra Delaware, hvor jeg i den grad kan nikke genkende din undren over hvad amerikanerne opfatter som sundt og hvad vi danskere synes er sundt. Faktisk bliver jeg gang på gang overrasket over tilgangen til sund mad og indstillingen til hvad man putter i munden hos sig selv og sine børn.

Skriv et svar til denmarktodelaware Annuller svar