Siden vi flyttede fra Danmark har vores lille families kønsrollemønster ændret sig drastisk. Fra en moderne fordeling af de huslige pligter, hvor manden og jeg var nogenlunde 50-50 om madlavning og tøjvask, og hvor rengøring var et fælles projekt. Til et tidsspring tilbage til 1950´erne. Jeg er blevet hjemmegående husmor med eneherredømme over madplan, indkøb, madlavning, tøjvask og underholdning af puttepigen i dagtimerne. Manden går på arbejde, ofte tager han tidligt af sted om morgenen og kommer først hjem lige inden aftensmad. De lange arbejdsdage er et naturlig følge af hans stilling som Post Doc. Det er her karrieren for alvor skal sparkes i gang, og udskillelsesløbet er benhårdt. Kun de bedste og mest hårdtarbejdende kan gøre sig forhåbninger om at blive til noget i den akademiske verden.

På forhånd var jeg noget betænkelig ved udsigten til at skulle indtræde i disse meget gammeldags kønsroller, men jeg må indrømme at transformationen er gået over alt forventning, og den moderne rødstrømpe i mig har fuldstændig kapituleret, og nyder nu hverdagen. Det er et privilegium at være sammen med puttepigen hver dag og have førsteparket til den fantastiske udvikling det lille menneske gennemgår.

Billede lånt fra http://www.husmoderen.dk/

Fordi arbejdsfordelingen er så skarp kræver en velfungerende hverdag at vi begge opfylder vores pligter. Det gør jo også at vores hverdag er mere sårbar, da vi jo ikke har pasning til lillepigen.

I fredags sendte min læge mig på fødegangens modtagelse, da jeg i det sidste døgn havde haft rigtig mange og smertefulde plukkeveer. Puttepigen var med, da farmanden jo var på job. Vi blev godt modtaget af en rigtig sød sygeplejerske og i to timer var jeg bundet til diverse monitorer, mens jeg blev undersøgt på kryds og tværs og skulle svare på alverdens spørgsmål. Imens sad puttepigen på gulvet ved siden af hospitalssengen og underholdte sig selv med iPad, kiks, rosiner, pixibøger og sine farveblyanter. Jeg var virkelig stolt over hendes gode opførsel og tålmodighed. Skrækscenariet i mine tanker, hvor hun for rundt på stuen, fik væltet instrumenter og hevet i alarm-snoren, uden at jeg fra mit fangenskab i sengen kunne gøre noget blev heldigvis ikke til virkelighed.

Lillepigen skulle da også lige prøve mors “kjole” som hun kaldte den.

Konklusionen på det hele blev at plukkeveerne havde sat deres spor, men at jeg endnu ikke var i “rigtig” fødsel. Jeg fik tilbudt medicin, som skulle stoppe plukkeveerne (de er jo meget mere tilbøjelige til at give gravide forskellige former for medicin her i USA end i Danmark). Men efter at have konsulteret min fødselslæge fik jeg lov til at slippe for at komme i behandling mod at love at jeg ville komme tilbage ved selv de mindste symptomer på forestående fødsel. Det var lidt af en forskrækkelse, lillebror har stadig 6 uger at sone i maven inden forventet løsladelse.

Jeg tør slet ikke tænke på hvordan vi skulle få hverdagen til at hænge sammen hvis lillebror blev født for tidligt og skulle være indlagt i flere uger. En ting er sikkert, jeg skal slappe af og belastes mindst muligt så vi ikke risikerer at lillebror kommer før tid.

Nu tilbringer jeg så en del tid her på sofaen med benene oppe og strikketøj fremme. Men det er dog ikke altid let at få lov at blive siddende, for med en aktiv 2-årig i huset, så er det teoretisk bedste ikke altid praktisk muligt.

Dagen inden vores hospitalsbesøg var lillepigen og jeg til legetime i en professionel gymnastiksal, sådan et sted hvor de træner elitegymnaster. Vi fik lov til at lege på alle redskaberne og der var ikke så lidt at underholde sig med. Her var springgrav, balancebarre, ringe hængende fra loftet, springgulv, kæmpe trampoliner og meget mere. Lillepigen var begejstret.

Jeg undskylder for de rystede billeder, men der var så meget gang i hende at det var umuligt at få et ordentligt billede.

Desværre er disse meget fysiske aktiviteter indstillet for vores vedkommende for en tid. Det er rigtig ærgerligt for lillepigen stortrives når vi er ude steder, hvor hun kan få lov at hoppe og springe som hun har lyst. Men vi tager ingen chancer med lillebror, og det er bare ikke en mulighed for mig at sidde passivt på sidelinjen og kigge på, lillepigen er stadig ikke større end at der er brug for en mor til at hjælpe hende op og ned fra legeredskaber, fange hende inden hun falder i springgraven eller komme løbende til når der opstår konflikter med de andre småbørn.

Så nu er det primært in house play dates vi deltager i, her mødes vi hjemme hos en af mødrene og kan sidde stille og roligt og snakke mens børnene leger. Det er nu også meget hyggeligt, og lillepigen får både øvet sit engelsk og sine sociale kompetencer.